November 2016

TEMA: Aktiv dødshjælp: Diskussioner om eutanasi gennem 100 år

Jesper Vaczy Kragh giver her et indblik i de tidsstrømninger, der har været gennem årene, og artiklen viser også nogle af de argumenter, der er blevet brugt – og fortsat bruges i dag.

Af Jesper Vaczy Kragh, ph.d. i medicinhistorie og lektor, uddrag af artikel i Handicaphistorisk Tidsskrift.

Ideen om at aflive de åndssvage var sporadisk blevet luftet i forskellige danske fagtidsskrifter før 1940’erne.

Allerede i 1904 havde åndssvagelægen Christian Keller spekuleret over muligheden, men afvist den i Nyt Tidsskrift for Abnormvæsen. ”Der er Tilfælde blandt disse Mennesker, hvor Døden kommer som en Befrielse og naturlig maa synes Omgivelserne et Gode, for hvilket der kun er at takke”, skrev Keller.

”Men dette er eet; et andet er, at den Anstalt, der til Varetægt og Pleje modtager disse, mere eller mindre, hjælpeløse Væsener, kan ikke have til Opgave at faa dem til at dø, men til at leve.”

Diskussioner i besættelsestiden

Under den tyske besættelse af Danmark begyndte medlidenhedsdrab at blive diskuteret i bredere kredse. En af hovedårsagerne hertil var en berømt nazistisk propagandafilm, som blev varmt modtaget i Danmark. I slutningen af 1941 viste de danske biografer den tyske film “Ich klage an”, der fik den danske titel: “Lægen, der dræbte”. Formålet med filmen var, at få den tyske befolkning til at acceptere T4-programmet, der gik ud på at aflive åndssvage, sindslidende og handicappede, der blev set som en belastning for den tyske stat.

Filmen handlede om en læge, hvis kone led af en uhelbredelig sygdom. Den unge, smukke kone lammes langsomt og pinefuldt og trygler sine nærmeste om at udfri hende for lidelserne. Manden vælger til sidst at tage sagen i egen hånd og dræber konen. Han bliver efterfølgende sigtet, og filmen følger til sidst retssagen, hvor loven, der forhindrer medlidenhedsdrab på arveligt uhelbredeligt syge, kommer under anklage. Filmen slutter uden domfældelse, og det overlades til publikum at fælde dommen.

Der blev lavet afstemninger med stemmeurner i biograferne, hvor gæsterne blev bedt om at dømme eller frikende filmens læge. Et stort flertal valgte som regel at lade lægen slippe fra straffen.

Filmen fik store roser i pressen, og i aviserne blev forskellige læger og jurister også bedt om at tage stilling til, om der skulle laves en lovændring i Danmark, således at medlidenhedsdrab blev tilladt.

Flere læger og jurister forholdt sig afvisende over for ideen, da det kunne føre til misbrug og fejl.

Overlægen Paul Reiter på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling udtalte sig imod: ”Efter min mening bør en læge overhovedet ikke have Ret til det, og jeg tror heller ikke, at han ville være glad for at faa det. Rent bortset fra det samvittighedsmæssige kan en saadan Ret jo ogsaa misbruges”.

Dommeren Jørgen Berthelsen var mere imødekommende overfor ideen og forklarede, at ”Ideen i at forkorte haabløst Syges Lidelser forekommer mig umiddelbart tiltalende”, men han mente, at det ville være vanskeligt at lovgive om det.

En af de mest positive var den kendte læge Johanne Christensen, der i Aftenbladet blev interviewet om filmen, som hun sympatiserede med: ”det er efter min mening helt rigtigt at dræbe den, der lider, og som ikke kan helbredes. Naar man ikke allerede har en Lovgivning derom, skyldes det, at man endnu hælder til ældgamle, taabelige Teorier. Tænk dog paa hvor mange Mennesker, hvor mange Sygdomstilfælde af uhelbredelig art, det drejer sig om! Vi trænger til en helt ny Lovgivning paa dette Omraade. Naar man ser, hvad der slås ihjel af sunde og raske Mennesker, maa man undre sig over, at Samfundet ikke vil gaa med til at hjælpe, de der er dømt til uhelbredelige Lidelser, ud af deres Pinsler.”

Drab førte til diskussioner i 1949

Viden om de nazistiske koncentrationslejre var til stede i Danmark i 1940’erne, og historier herom blev bragt af de illegale blade fra begyndelsen af 1945. Men det virkede dog ikke til, at de tyske drab på åndssvage for alvor havde nået offentlighedens bevidsthed i årene frem mod 1950’erne.

Da ideerne fra fiktionens verden blev ført ud i virkeligheden i Danmark, blev der således ikke draget paralleller mellem danske begivenheder og den nære historie syd for grænsen.

I 1949 dræbte Agnete Søndergaard sin åndssvage og epileptiske søn, Niels Søndergaard. Hun meldte efterfølgende sig selv. Hun var klar over, at hun ville blive arresteret og sigtet for mordet, men forklarede, at hun havde gjort det bedste for sønnen, som i mange år havde haft en lidelsesfuld tilværelse.

Sagen kom på forsiden af de store dagblade. ”Yngre kvinde dræber af medlidenhed sin åndssvage søn”, lød overskriften i Berlingske Tidende, og der var lignende overskrifter i andre aviser. Det førte til en debat i landets aviser.

Ebberødgårds overlæge P.A. Schwalbe-Hansen blandede sig i debatten, og i Politiken skrev han: ”Det har tidligere været diskuteret, om det kunne pålægges lægerne at medvirke ved aflivning af de dårligste børn. Åndssvagelægerne vil absolut ikke medvirke, selv om disse mord skulle blive legaliserede. Vi har aflagt løfte om at ville bevare liv, og denne fundamentale lov kan der ikke rokkes ved. Det er en lov, der ikke tåler en eneste undtagelse. Havde jeg blot en gang brugt min viden til at aflive et menneske, ville jeg ikke længere turde gøre krav på mine medmenneskers tillid. Mere er der ikke at sige om lægens medvirken”.

Schwalbe-Hansen anfægtede samtidig, at de åndssvage skulle lide. Han mente heller ikke, at der var tale om sand medlidenhed, men at det var ”en pæn kulisse et fåtal stiller op for at skjule deres egen egoisme”.

Han så samtidig ønsket om medlidenhedsdrab som et tidsfænomen. ”Som det altid går efter store krige, befinder vi os i en periode, hvor respekten for menneskeliv er sænket”, forklarede han og opfordrede til, at man gik imod denne tendens. Hvis ”samfundet satte en ære i, at netop de, der fra naturens hånd er fattigt udstyret, fik de bedste forhold at leve under, kunne megen bekymring spares og sådanne kunstige og krampagtige følelsesudslag, som ’medlidenhedsdrab’ repræsenterer, undgås”.

Schwalbe-Hansens indlæg medførte en række vrede læserbreve, også fra kolleger, der ikke delte overlægens syn på lægeløftet.

I Politiken mente lægen Albert Bøggild, at hvis han havde været Niels Søndergaards mor ”ville jeg have god samvittighed efter at have gjort min moralske pligt, som egentlig samfundet havde haft og burde have fritaget mig for”.

Forfatteren Antoine Møller havde en lignende holdning: ”Jeg har ingen åndssvage børn, men hvis jeg havde et, så jeg hellere, at det kom på kirkegården end på en anstalt resten af sit dødlignende liv”.

En tredje læserbrevsskribent betragtede Schwalbe-Hansens indlæg ”som en brutal hån mod den mor, som af største nød – i modsætning til de sobre og ’etiske’ læger – har turdet handle på eget ansvar netop på livet, menneskelighedens side, og som til sidst ikke gik uden om længere, men gjorde det, hun skulle”.

Agnete Søndergaard blev idømt to års betinget fængsel.

Refleksioner om menneskesyn i 1950’erne og 1960’erne

En mere klar viden om, hvad der var foregået i de nazistiske koncentrationslejre, synes at være kommet frem i offentligheden i slutningen af 1950’erne. I et foredrag på den 11. Nordiske Kongres for Åndssvageforsorg i København i august 1959 berørte socialminister Julius Bomholt også emnet: ”Det menneskesyn, som har hørt vores nordiske demokrati til, blev stillet i relief på baggrund af den manglende respekt for mennesket, som f.eks. bar Hitlers Tyskland frem til dets uhyggelige magt. De handicappede medborgere blev direkte ofre for nazismens grusomhed. De blev ’tilintetgjort’. En kongres af denne art var utænkelig i 30’ernes Tyskland”. Bomholt mente, at man i Norden havde holdt sig ”fri af dette lavmål af moralsk begreb. Respekten for medmennesket blev bevaret og vel også forstærket. Men visse frø af ugræs føg trods alt over hegnet. Også her i landet har man kunnet møde tanken om de åndssvages udryddelse”.

Direktøren for Statens Åndssvageforsorg, N.E. Bank-Mikkelsen følte sig også kaldet til at modgå ideer om medlidenhedsdrab, som han ved flere lejligheder blev konfronteret med i begyndelsen af 1960’erne.

Bank-Mikkelsen var især bekymret over, at man ”i aviserne alvorligt diskuterer, om man ikke bør slå de handicappede ihjel”.

I en artikel fra 1964 forsvarede han de allerværst handicappede: ”Slipper vi troen på menneskeværdet overfor menneskets uhjælpelighed, er der ingen grænser for, hvor vi havner. Hvis vi ikke føler solidariteten med vort mest ynkelige medmenneske, er vi på vej ind i et menneskesyn, som havner i Nazismens gaskamre”.

Diskussionen fortsætter frem til i dag

Selvom diskussioner om aflivning af åndssvage stadig fandt sted i 1970’erne, kunne en holdningsændring til åndssvage dog også konstateres.

Med den nye åndssvagelov i 1959 havde tanker om en normalisering sat sit præg på udviklingen, samtidig med generelle krav om flere rettigheder for udsatte grupper blev fremsat. Også strømninger uden for Danmarks grænser fik betydning. Især menneskerettighedskonventionen, som Danmark tilsluttede sig, kom til at spille en vigtig rolle for særforsorgens grupper efter grundlovsændringen i 1953.

Love om tvangssterilisation og tvangskastration af åndssvage blev formelt afskaffet i 1967, og det blev fulgt op af den frie abort i 1973. Generelt betød det, at spørgsmål om liv og død i højere grad blev et individuelt anliggende i stedet for et område for statslig regulering.

Men samtidig var diskussioner om eutanasi ikke en saga blot. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp har efterfølgende været et tema, og det blev i 1990’erne diskuteret i Danmark, om eutanasi på nyfødte børn med handicap skulle tillades. Efter at lovgivning om aktiv dødshjælp er blevet indført i Schweiz, Holland, Belgien og Luxembourg er spørgsmålet for alvor blevet aktuelt.

I 2014 har Belgien vedtaget en ny lov, der tillader aktiv dødshjælp til børn uden angivelse af aldersgrænse, mens Holland som det andet land i verden tillader det for børn mellem 12 og 18 år. Det er et åbent spørgsmål, om Danmark på et tidspunkt vil følge denne kurs.

I denne artikel bruges udtrykket ”de åndssvage” om nogle mennesker med handicap, da det er denne betegnelse, der bruges i det historiske materiale, der ligger til grund for denne artikel.

 

TEMA: Aktiv dødshjælp

 

Læs også

Aktiv dødshjælp

  • Der bruges flere udtryk om aktiv dødshjælp, blandt andet eutanasi og medlidenhedsdrab.
  • Eutanasi kommer fra det græske ord euthanasia, der betyder ”let, lykkelig død”. Det bruges om en handling, der har til hensigt at bringe en persons liv til ophør.
  • Medlidenhedsdrab er bruges om handlingen, hvor man ønsker at bringe en persons liv til ophør af medlidenhed.

Diskussionen om aktiv dødshjælp inddrager også mennesker med handicap

  • I Danmark føres der jævnligt diskussioner om aktiv dødshjælp.Det er ikke en ny diskussion. Den er blevet ført i Danmark og andre steder op gennem 1940’erne og frem til i dag.
  • Diskussionen om en værdig død sætter spørgsmålet om, hvad et værdigt liv er, til debat, og derfor inddrages mennesker med handicap også i denne debat – både historisk og nutidigt.