Oktober

Sydhjørnets nye leder

Sydhjørnets nye leder er en ildsjæl, der indtil nu cirka har delt sit arbejdsliv op i to: Den første i hjemmet som dagplejemor, og den sidste som socialpædagog med lynkarriere.

Af Christina Brorson

Eva Møller Kristensen er ansat som leder af bofællesskabet Sydhjørnet pr.1. november

”Jeg gør sjældent noget halvt, men fordi jeg har lyst til det og får energi af det. ”

Ordene kommer fra Eva Møller Kristensen, ny leder af bofællesskabet Sydhjørnet i Vamdrup, og et kig på CV’et underbygger påstanden med et par beslutsomme karriereskift. I 1994 sagde hun farvel til sit job som sagsbehandler i Kristelig Fagforening, Kolding og blev dagplejemor i hjemmet i Løsning for at få arbejds- og familieliv til at gå bedre op. I 15 år gik hun all in på at skabe en god hverdag for sine dagpleje- og egne børn, lige indtil arbejdslysten slap op, og Eva fik et stærkt ønske om at arbejde med voksne.

“For mig er min tro fundamentet for alt, hvad jeg gør, og det bliver fantastisk at være på en arbejdsplads med det samme fundament”

”I 2010 søgte jeg ind som vikar på et bosted i Brejning for mennesker med et udviklingshandicap. Jeg havde den målsætning at blive fastansat indenfor 3 måneder, og det blev jeg,” fortæller Eva.

Det nye job skabte ny arbejdsglæde.

”Jeg oplevede, at jeg kunne give beboerne stjernestunder. Jeg kunne ikke ændre deres handicap, men jeg kunne ændre deres dagligdag, og det var livgivende både for dem og mig. Alle mennesker rummer ressourcer og kompetencer, hvis vi kigger godt nok efter, og når de kommer i spil, skaber det glæde, tryghed og tilpashed,” lyder erfaringen.

For også at gå fuldt og helt ind ad sit nye karrierespor, valgte Eva at uddanne sig sideløbende med sit job på bostedet i Brejning. I 2017 afsluttede hun sine fjernstudier ved UC Syd i Åbenrå og kunne kalde sig professionsbachelor i social- og specialpædagogik.

 

Ordentlighed og høj faglighed på troens fundament

Herefter fik hun appetit på ledelse.

”Jeg oplever ikke mig selv som en med rundsave på albuerne, men jeg har altid haft lyst til at arbejde med ledelse – at få følgeskab, på nogle af de områder, som jeg finder vigtige,” fortæller Eva.

Hun blev ansat i Region Syd, først som teamleder på området for autisme, og dernæst som medarbejderansvarlig indenfor området for særlige spiseforstyrrelser, hvor der i dag er 30 ansat. Her arbejdede hun, da jobopslaget på en leder til Sydhjørnet fangede hendes opmærksomhed – fordi det handler om ledelse på en kristen arbejdsplads, og fordi det var en opgave, som Eva stadig brænder for: nemlig at skabe en god hverdag for mennesker med et udviklingshandicap.

”For mig er min tro fundamentet for alt, hvad jeg gør, og det bliver fantastisk at være på en arbejdsplads med det samme fundament. Jeg glæder mig til ovenpå dette fundament at være med til at bygge en hverdag præget af ordentlighed i relationerne og høj faglighed i arbejdet, ”skitserer Eva.

Lederambitionen er klar og enkel: ”Jeg ønsker at være en omsorgsfuld og kærlig leder, der på den ene side lytter og giver plads og på den side sætter retningen.

Det samme er fremtidsforhåbningerne for Sydhjørnet: ”Sydhjørnet skal fortsat have et godt ry, ventelister til lejlighederne og stor søgning til opslåede jobs”.

 


Eva Møller Kristensen (55)

  • Gift med Karsten, som er økonomi-direktør
  • Har fire børn i alderen 30 til 12, og 2 børnebørn
  • Bosat i Løsning og en del af menigheden i Løsning Kirke
  • Uddannet social- og specialpædagog i 2017
  • Har arbejdet med ledelse siden 2018.
  • Begyndte på Sydhjørnet d.1. november 2022.