August 2021

Katrine har lært mig at mærke andre

Mathias’ søster, Katrine, har givet ham verbale kram, når han mindst ventede det. Hun har også gjort ham flov i supermarkedet, når hun hilste på vildt fremmede. Men hun har aldrig været hans ansvar, og hun har aldrig stået imellem ham og hans forældre.

Af Christina Brorson


TEMA: Søskende

»Læs også “Søskende på overarbejde”

»Læs også “At være en god forælder”

»Læs også “Inga kom med en pris”


Mathias Sjælland Iversen (23) kommer fra Randers og læser medicin i Aarhus.

Når Mathias Sjælland Iversen (23) besøger sine forældre i Randers, vælger han som oftest de weekender hvor hans søster Katrine (21) også er hjemme. Hun flyttede ellers til KH-bofællesskabet, Østbækhjemmet, sidste sommer, men besøger ligesom ham jævnligt sine forældre og deres fælles lillesøster, Pauline (17).

”Det er ligesom mere rigtigt, når Katrine også er hjemme. Det tror jeg, vi alle synes. Selvom der selvfølgelig også er ting, som er mere besværlige,” forklarer Mathias.

Katrine er født med et udviklingshandicap.

“Det er ligesom mere rigtigt, når Katrine også er hjemme”

”Vi plejer at sige, at Katrines mentale alder er 3-4 år, men det kommer meget an på, hvilke kompetencer det drejer sig om. Hun har for eksempel lært at cykle, men da hun forsøgte at lære at læse, ville det ikke rigtigt hænge fast, og hun glemte det, hun kunne, igen,” fortæller Mathias.

 

Kram til kammeraterne

Følelser har Katrine altid haft mange af.

”For det meste er hun meget glad og kærlig, men hun kan også godt svinge noget. Specielt da hun var yngre, var der store følelsesmæssige udsving. Hun kan ikke rigtigt lægge låg på – har ikke den der selverkendelse, at nu jeg er vist træt og bør holde mig lidt tilbage. Det hele kommer ud,” forklarer Mathias.

Da han var yngre, kunne han godt en gang imellem blive flov over sin søster.

“… ud af det blå kunne hun sige: ”Du er den bedste storebror i verden”

”Jeg var temmelig genert og havde ikke lyst til at blive set på hele tiden, og det blev man, når man for eksempel var ude at handle med Katrine, og hun så hilste på alle folk. Det var også lidt specielt, når jeg havde kammerater med hjemme, og hun, uden det store varsel, kom hen og gav dem en krammer,” fortæller Mathias.

På den anden side gjorde Katrines umiddelbare kærlighed godt, når han selv uden varsel blev genstand for den.

”Jeg kunne have haft et par jævnt dårlige dage uden overskud til nogen eller noget, og så ud af det blå kunne hun sige: ”Du er den bedste storebror i verden”. Det havde jeg jo slet ikke fortjent, for jeg havde ikke været der for hende de seneste dage, men det varmede. Det gør det stadig,” fortæller Mathias.

 

”Burde jeg have det svært?”

Hele søskendeflokken Sjælland Iversen: Pauline (17), Mathias (23) og Pauline (21). Privat foto

En sommer, da han var omkring ti år, blev han sendt på en lejr for børn, der ligesom ham havde en søster eller bror med udviklingshandicap. Det var første gang, han havde lejlighed til at spejle sig i andre ligestillede.

”Mange af dem fortalte, at de havde det svært, og jeg tænkte: Burde jeg også have det svært? For det syntes jeg egentlig ikke, jeg havde. Jeg havde det ok. Jeg syntes, vi havde det ok hjemme hos os,” husker Mathias.

“Jeg var glad for at hjælpe til, men jeg var også glad for, at min hjælp ikke blev taget for givet.”

I dag giver han sine forældre en stor del af æren for en barndom og teenagetid, som for ham ikke blev særligt mærket af Katrines ekstra behov.

”Der skulle altid være nogen hjemme, når Katrine kom hjem fra skole, men min mor arbejdede deltid, og min far var også fleksibel. Da jeg blev større, blev jeg en gang imellem spurgt, om jeg var hjemme tidligt en eftermiddag, så jeg kunne tage imod hende. Men det var aldrig noget, jeg fik som en fast opgave, og de gik aldrig bare ud fra, at jeg tog mig af hende. Jeg var glad for at hjælpe til, men jeg var også glad for, at min hjælp ikke blev taget for givet, og at jeg stort set kunne gøre de ting, jeg gerne ville. Om tirsdagen og hver tredje weekend var Katrine i aflastning, og min yngste søster og jeg havde mulighed for at gøre noget alene med vores forældre. Det var godt. Men det var ikke sådan, at jeg bare gik og længtes efter de dage,” fortæller Mathias.

På et tidspunkt bragte hans forældre helt bevidst barndommen på bane.

”Da jeg kom hjem fra efterskole, kan jeg huske, at de spurgte ind til min oplevelse af at være en del af vores familie og bror til Katrine. Det var næsten formet som en undskyldning. Jeg tror, de har været meget bange for at overse min mindste søster og mig, og gerne ville give mig mulighed for at komme ud med eventuelle frustrationer. Men der var ikke rigtigt nogen. Jeg har ikke følt mig overset – måske netop fordi de har været så bevidste om, at de havde tre børn, og ikke kun Katrine,” konstaterer Mathias.

 

Erhvervet empati

I dag læser han medicin i Aarhus, hvor han bor med to kammerater, som Katrine altid husker at sende hilsner til.

”Hun har kun set dem et par gange, men spørger altid, hvordan de har det og siger ”hils Nikolaj og Emil”, når vi tager afsked. Det er ikke altid, jeg lige husker det,” smiler Mathias.

“Jeg er blevet bedre til at mærke andre og tolke det ordløse, end jeg ellers ville have været”

Han tror, at Katrine har givet ham følelses-antenner, som han ellers ikke ville have haft.

”Af natur tager jeg tingene let og tror egentlig godt, at jeg kunne have gået rundt uden at lægge særlig meget mærke til andre. Jeg ville nok have været en af dem, som mener, at folk har pligt til at forklare sig, for ellers har andre ikke en chance for at vide, hvordan de har det, og tage hensyn. Men Katrine har vi jo aldrig kunnet kræve den slags af. Hun har været afhængig af, at vi forstod hende og rummede hendes følelser, uden at hun selv kunne sætte ord på dem. Derfor har jeg lært det – en slags ”erhvervet empati”, som jeg er glad for. Jeg er blevet bedre til at mærke andre og tolke det ordløse, end jeg ellers ville have været”.

 

En stor omvæltning

Det lange perspektiv har Mathias ikke tænkt så meget over. Som tingene er nu, glæder han sig bare over, at Katrine har det godt på Østbækhjemmet.

”Det var meget underligt, at Katrine skulle flytte hjemmefra. Mine forældre syntes nok et eller andet sted, at hun ikke kunne bo andre steder end hjemme. Der var jo ingen andre end os, der virkelig kendte og forstod hende. Det var da også lidt svært for Katrine lige efter flytningen sidste sommer, og hun ringede meget hjem. Men nu har hun det godt på Østbækhjemmet. Hun glæder sig til at komme hjem til Randers, men hun glæder sig også til at komme hjem til bofællesskabet. Det har været en stor og positiv omvæltning, og mine forældre har fået en helt ny frihed og mere tid til venner og egne interesser. Men vi er nu stadig glade for at være sammen som familie alle sammen – og her kan Katrine ikke undværes.”