Maj 2021

Sørg for at få gipsen af

Psykofarmaka er nødvendigt, hvis man er psykisk syg. Men mange får aldrig hjælp til at trappe ud af den igen og bliver dermed aldrig rigtig raske, mener Louise Egelund Jensen.

»Læs også “Louise lever godt med sin autisme”

»Læs også “Spektrum med flere dimensioner”

Af Christina Brorson

Louise Egelund Jensen spurgte selv sin lægen om hjælp til at lægge antidepressiverne på hylden. Det burde have været omvendt, mener hun. Foto: Pixabay.

704.000 danskere (cirka 12 procent af befolkningen) er på psykofarmaka, heraf 416.000 (cirka 7 procent af befolkningen) på antidepressiv medicin*. I 18 år talte Louise Egelund Jensen med i statistikken, og hvis hun ikke selv havde taget initiativ til at komme af medicinen, gjorde hun det stadig.

”I den periode jeg tog antidepressiv medicin, havde jeg tre forskellige praktiserende læger og var forholdsvist ofte i berøring med sundhedsvæsenet. Men på intet tidspunkt blev det foreslået, at jeg trappede ud af medicinen. Mon ikke det var fordi, medicinen var lettere at ordinere end den udtrapning med tæt opfølgning fra læge og psykolog, som jeg fik, da jeg selv bad om det,” spørger Louise retorisk. Hun mener, at alt for mange mennesker i Danmark er på psykofarmaka i alt for lang tid.

”Medicin er en god ting, når man syg. Da jeg begyndte på de antidepressive piller i mine teenageår, var jeg så dårlig, at intet andet kunne have hjulpet mig. Men det paradoksale er, at da de havde lindret min akutte sygdom holdt de mig fra at blive rigtig rask i mange år herefter. For jeg var jo aldrig depressionsfri på medicin, og jeg havde ikke godt. Man kan sammenligne det med at brække benet og få gips på: I starten er gipsen en forudsætning for at få det bedre. Men når knoglen er helet, skal gipsen af, så benet kan blive stærkt. Ellers bliver gipsen en hindring for at kunne komme til at gå ordentligt igen.”

*Kilde: bedrepsykiatri.dk