TEMA: Handicappedes rolle i menigheden: “Skal jeg holde en plads til dig, Sofie?”

“Sofie er pjattet med at komme i missionshuset. Vi har tre piger, og Sofie ved de i hvert fald, hvem er,” fortæller Marianne Heldgaard fra Videbæk. Hendes datter, Sofie Heldgaard, er 19 år og udviklingshæmmet.

“Mange er glade for Sofie, og hun har også sine favoritter. Når vi kommer, kan der være en, der råber: “Skal jeg holde en plads til dig, Sofie?”. Det er en dejlig velkomst – og i det hele taget er der mange, som gør meget ud af at hilse på Sofie. Hun elsker også, når vi skal på samfundslejr, og inden vi skal af sted, skal vi altid gennemgå: “Kommer de? Kommer de? Kommer de?” Hun har svært ved at slappe af, hvis alle ikke er der, og hun vil så gerne have alle med,” siger Marianne Heldgaard.

For familien har det været rart komme af sted til møderne i missionshuset, fordi de har følt, at de andre i missionshuset kender Sofie godt og kan rumme hende.

Kirken er et mere helligt sted

“Anderledes har jeg det med kirken, hvor der kommer mange, vi ikke kender – og som ikke kender Sofie. For Sofie kan godt have svært ved at være stille, og vi er så bange for, at nogen skal føle sig generet af det. Måske er det også fordi, jeg tænker, at det er et mere helligt sted, og fordi jeg ikke er helt tryg ved de andre. Jeg er så bange for, hvad de vil tænke eller sige, for vi vil jo helst ikke falde for meget udenfor eller få mere opmærksomhed end højst nødvendigt,” siger Marianne Heldgaard og understreger også, at de ikke på noget tidspunkt har oplevet, at de ikke var velkomne i kirken.

“Vi har ikke været så trofaste i kirken, som vi har været i missionshuset. Vi ville være kommet mere i kirken, hvis Sofie kunne rumme det, men der har været nogle udfordringer for os ved at have Sofie med til gudstjeneste, og vi har skullet finde ud af, hvordan vi kunne tackle det bedst.”

“Det er nu blevet sådan, at vi i kirken sætter os i det ene kirkeskib, hvor der kun er tre rækker. Derfra har Sofie ikke så meget, hun skal holde øje med – for hun har mange ting, hun gerne vil holde styr på. I sideskibet er der også en bagdør, vi kan komme ud af, hvis der er behov for det. Når man har helt små børn kan man risikere at skulle gå hele vejen ned gennem kirken med et barn, der græder højt, for at komme ud. Men det er ikke så sjovt at skulle gå ud med en 19-årig, der ikke kan være stille. Jeg kan godt have fornemmelsen af, at vi sidder på nåle i kirken, fordi Sofie kan være så uforudsigelig,” siger Marianne Heldgaard.

“Bare det at gå til alters kan være svært, for hun siger, at hun ikke vil med op og have kaffe. Men hun kan heller ikke sidde selv, for så sidder hun måske og snakker højt,” siger Marianne Heldgaard.

Derfor bliver det ofte sådan, at Marianne og hendes mand går til alters på skift, mens den anden bliver hos Sofie. Men de arbejder stadig på at få det til at fungere på en måde, så de kan gå sammen til alters og Sofie kan sidde selv imens.

“Det er ikke fordi, ting ikke bliver trukket ned på et børneplan, og der er også børnekirke – men det er hun jo for stor til. Vi har også svært ved at tage hende med til forbøns- og lovsangsgudstjeneste, for dér er hendes søskende, og de skal også have lov at foretage sig noget uden Sofie,” siger Marianne Heldgaard.

Fortsatte i børneklubben

Det er også nogle af de overvejelser Marianne Heldgaard og hendes mand, Ove Heldgaard, har haft i forhold til Sofie og børne- og ungdomsklubberne. De har skullet tage hensyn til både Sofie, hendes søskende, lederne i klubben og de andre børn.

“Sofie gik i børneklub indtil konfirmationsalderen. Hun rykkede ikke op til hverken junior eller teen, for de ville slet ikke kunne rumme hende, og jeg ville føle, jeg udstillede hende, hvis hun skulle være med,” siger Marianne Heldgaard.

“Jeg var leder i børneklubben, og her var Sofie med. Jeg havde en ung pige, som tog sig af Sofie, når vi var der, for jeg kunne ikke have en opgave, når jeg havde Sofie, for hun kunne ikke forstå, når jeg skulle noget andet end at tage mig af hende,” siger Marianne Heldgaard.

Kan se gudstjenesten hjemme

Gennem årene har Marianne og Ove Heldgaard haft mange tanker om, hvordan de kunne gøre det bedst muligt med det aktive kristenliv. De har blandt andet valgt at være alene af sted til mange af møderne i missionshuset om onsdagen, hvor Sofie var i aflastning, så de også kunne komme til møde alene som par.

“Jeg har også overvejet at tage Sofie med til gudstjeneste særligt for udviklingshæmmede, men tænker også, at vi skal passe på ikke at sprede os over for meget, netop når det kan være svært for Sofie at rumme det,” siger Marianne Heldgaard.

Ofte har de benyttet sig af muligheden for at sidde hjemme og se gudstjenesten fra Videbæk Kirke i TV, fordi det har givet en ro, som de har svært ved at finde, når de har Sofie med til gudstjeneste i kirken.

Den hjemlige afslappethed har de dog haft til møderne i missionshuset. Her har de følt, at de kunne slappe af i fællesskabet, og Marianne Heldgaard glæder sig også over, at Sofie er meget tryg ved at komme i missionshuset – ja, helt pjattet med at komme i missionshuset.

Læs evt. også:

Handicappede er nødvendige i menigheder

Udviklingshæmmede er en naturlig del af Ølgod Valgmenighed

Ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe

Mennesker med autisme og Aspergers Syndrom udfordrer kristne fællesskaber