2005
Sådan begyndte det – Kristelig Handicapforening
Sådan begyndte det
Dette historiske resumé er forfattet af Aage Petersen, som selv har været med i Kristelig Handicapforenings
historie helt fra begyndelsen som frivillig rådgiver og konsulent. Aage har i en kortere periode siddet med i hovedbestyrelsen.
To mødre med en fælles nød
I 1977 var to familier på bibelcamping. Her sad to mødre en aften og snakkede om, hvad der skulle blive af det handicappede barn, de hver især havde. Hvad skulle der ske med det, når de ikke magtede opgaven mere? Det var et stort spørgsmål uden noget egentligt svar. Institutionerne var store og meget lidt hjemlige på dette tidspunkt, og der var også en større debat i gang om åndssvages ret til et sexliv, som bl.a. LEV, Landsforeningen Til Evnesvages Vel, var meget positiv indstillet over for. Som mødre og forældre til piger var der stor bekymring for, om evt. børn født af handicappede ville blive en stor yderligere belastning. Ligeledes var der en klar holdning til, at sex og forplantning hørte til i ægteskabet. Det var også ønskeligt, at de, der tog over efter forældrene, ville respektere det kristne trosgrundlag og fortsat hjælpe den handicappede til at leve et aktivt trosliv. Dette er et kort resume af en samtale med hhv. Edith og Johannes Kjærgård og Betty og Svend Sulkær om de tanker, der var det spæde frø til Kristelig Handicapforening. Det var også dem, der satte en annonce i Indre Missions Tidende for at høre, om der var andre i samme situation.
Foreningens første år
De to mødres samtale den sommer blev startskuddet til, at der blev afholdt en sommerlejr i 1978. Disse lejre for familier med handicappede børn blev ledet af indremissionær Jens Futtrup i ti år. Fra en spæd start med ca. 25 deltagere steg antallet til 125 deltagere. Det måtte siges at være en succes og var til stor glæde og hjælp for deltagerne, som her kunne mødes med ligestillede. Efter et par år blev der i 1980 dannet en forening, som fik navnet Kristelig Handicapforening.
Der havde været en del polemik omkring navnet. I første omgang blev navnet Kristen Særforsorg brugt, men Bistandsloven, der kom til at gælde for udviklingshæmmede fra 1980, havde lovgivningsmæssigt udelukket forsorgsbegrebet, og derfor besluttede man sig for at kalde foreningen Kristelig Handicapforening. Den stiftende generalforsamling blev afholdt på Ryekol d. 22. marts 1980 . Som ”fødselshjælper” deltog Diakonhøjskolens forstander, Jens Nørgård, der også var formand for Den kristelige forening for Jysk Børneforsorg og derfor var kendt med forsorg.
Det første hjem
Første bestyrelsesformand var Karl Emil Pedersen, Kolding. Det var nu den siddende bestyrelse, der skulle arbejde på at få bygget et Hjem. Som det fremgår af vedtægterne var formålet at få bygget et hjem, måske flere. Karl Emil Pedersen husker, at det var svært. Der var en stor entusiasme og meget tro på, at det skulle lykkes at få startet et hjem, men der var ingen penge. Bestyrelsen besøgte flere mulige lokaliteter, der kunne være egnede, jeg deltog bl.a. i et par besøg på Vejlekanten. Der viste sig en mulighed i Ølgod. Det var en nedlagt systue, og den købte foreningen – som formanden fortæller – uden at have penge til det. Det umulige lykkedes, og det skulle også vise sig at være rigtigt på flere måder. Der var en giver, som kom med pengene som en gave. Kommunen var betænkelig ved det lovmæssige angående sådan et hjem, men her kom der igen hjælp fra Jysk Børneforsorg ved deres forretningsfører, Lars Bundgård. Han var en kæmpe hjælp på det praktiske plan, som formanden udtrykker det: ”Uden ham var det nok ikke lykkedes.”
L ars Bundgård husker tydeligt starten på Østbækhjemmet, som det første hjem kom til at hedde. Der var mange praktiske problemer, og der var et møde med kommunen, hvor borgmesteren sammen med de kommunale embedsmænd søgte en løsning på det lovmæssige. Sagen var kørt lidt i hårdknude med påstand mod påstand. Borgmesteren, der var en handlingens mand, tog telefonen og stillede den midt på bordet. Lars Bundgård havde sammen med Karl Emil Pedersen været i København med foretræde hos socialminister Palle Simonsen og havde derved fået en kontakt i Socialministeriet, som de mente kunne løse knuden. Derfor skulle Lars Bundgård nu ringe til ministeriet, for nu skulle der findes en løsning. Og løsningen kom på stedet via en embedsmand i socialministeriet, og Østbækhjemmet blev en realitet og kunne indvies i 1983. Jysk Børneforsorg hjalp Østbækhjemmet med bogføring, lønregnskab og sekretærhjælp i de første år og havde et fint samarbejde med lederparret, Svend og Edith Mortensen. Jørgen Nielsen var formand i det han kalder en overgangsperiode mellem Karl Emil Pedersen og Karl Lund. Han husker specielt tiden med ombygning af huset, inden det var klart til, at de første beboere kunne flytte ind på Østbækhjemmet. En dag, hvor de frivillige gik og arbejdede på stedet, fik de besøg af en søster til en af de kommende beboere, og hun sagde: ”Hvor er jeg lykkelig i dag. Det, der sker her, er, hvad mine forældre har bedt om hver dag i mange år, og hvad min mand og jeg fortsatte med at bede om, da de gik bort. Og nu kan min søster komme til at bo i et kristent hjem. Vore bønner er hørt.” Og for at sige det på forsigtig jysk, ”en sådan dag blev skovlen meget lettere”, som Jørgen Nielsen udtrykte det.
Flere hjem og nye aktiviteter
Østbækhjemmet var privatejet, men med Solglimt i Vildbjerg skulle der være et samarbejde med det offentlige. Bistandslovens § 68 åbnede mulighed for at etablere bofællesskaber og drive dem med en driftsaftale med kommunen. Bofællesskabet blev bygget over en periode med tre forskellige formænd. Det blev påbegyndt under Karl Emil Pedersen og Jørgen Nielsen, og det var den nye formand, Karl Lund, Ansager, der forestod indvielsen i 1988. Han var også inde i en debat med det offentlige om det at have nattevagt, for det var ikke muligt i en § 68 – boform. Så det var her, begrebet HJEM skulle forklares. Det blev diskuteret og fandt sin endelige udformning, som også er den, der bruges i dag. Og dem, der kender Solglimt, må medgive, at lederparret mildest talt lever under meget hjemlige forhold midt i huset.
Foreningen bliver landsdækkende
Karl Lund husker tiden, hvor lejrene var det store samlingspunkt med årsmøde og generalforsamling. Det var også i sidste del af firserne og frem, at hovedbestyrelsen førte foreningen frem til at være en landsdækkende forening, og hvor medlemstallet voksede kraftigt. Der var kontakt til lignende projekter i Holland og til Sølvi Dale i Norge. Formanden deltog sammen med LEV i arbejdet med at udgive konfirmationsmateriale til udviklingshæmmede.
Georg Adamsen blev formand
Elmebo i Dianalund blev påbegyndt, og foreningen var nu i gang med sit tredje hjem. Karl Lund nåede dog ikke selve indvielsen i sin formandstid. Vi er nu i midten af 90erne, hvor stafetten blev givet videre til Georg Adamsen, Århus. I Georg Adamsens formandstid arbejdede hovedbestyrelsen fortsat med at geare foreningen til fremtiden. Der var flere nye hjem på vej. Elmebo blev indviet i 1995, Skærvebo i Hedensted var under forberedelse, det samme var Valmuen på Bornholm og Kernehuset i Ans. Der kom flere ledere til, og dette resulterede i en nyskabelse, som fik navnet Lederforum. Det var stedet, hvor lederne kunne mødes og drøfte fælles problemer, diskutere linien med hovedbestyrelsen og i øvrigt finde støtte til dagligdagen.
Fagligt indhold på lejre
På lejrene kom der indslag af mere faglig art i forhold til at drive disse hjem. Der blev inviteret personer ind til at belyse forskellige emner. Jeg deltog i en lejr i Vorbasse, hvor temaet var – Amterne, hvordan kommer vi til at spille sammen med dem? Og utallige andre emner har været oppe at vende til inspiration og fornyelse. Søskende til de handicappede var der også fokus på i forbindelse med lejrene. Der blev skabt rum og mulighed for at diskutere, hvordan det påvirkede familielivet med en handicappet i familien set med søskendeøjne. Temadage kom til. Lejrene var så store at det ikke var muligt for personalet at holde fri og samles til noget fælles arbejdsfagligt. Bl.a. derfor kom temadagene til. På temadagene blev fællesfaglige emner diskuteret, og der blev undervist i, hvordan man kunne arbejde med en bestemt problemstilling i hverdagen på det enkelte hjem. Som eksempel kan nævnes, at seksualpolitikken er formet udfra temadagsdiskussioner. Både personale, forældre og andre pårørende har haft stor glæde af disse dage, som også gav anledning til et godt socialt samvær. Vedtægter og forretningsordner blev gennemgået og opdateret og tilpasset den voksende forening, der er kendetegnet ved stor medlemstrofasthed. Det åndelige ansvar har til alle tider været et særkende for foreningen, noget udviklingen ikke har fjernet. Tværtimod, og efterhånden var der blandt medlemmer og hjemmene et stort ønske om at få en andagtsbog. Dette arbejde blev lagt i hænderne på Ellen Hesselund Mikkelsen, og andagtsbogen Glæde og Lys udkom på Lohses forlag i 1999, skønt illustreret af Jørgen Vind Kviesgaard.
Sekretariat og foreningsmæssig ansigtsløftning
I den sidste ti-årige periode har hovedbestyrelsen med Johannes Jul Jakobsen, Brenderup, som formand arbejdet videre med at støtte lokale tiltag med at få bygget KH hjem og fundere foreningen i en ny tid. Valmuen på Bornholm blev indviet i 1998, og året efter blev Skærvebo i Løsning indviet i august.
Nyskabelser
I Holstebro blev der også arbejdet med et KH hjem. Her kom det til at handle om en nyskabelse, idet det blev et hjem for Aspergere, normalt begavede personer med psykosociale problemer. Frøjkgården i Holstebro blev indviet i maj 2003,og efter aftale med kommunen om et driftsår er den fra 2005 nu et ægte KH hjem. Også Skærvebo har skabt noget nyt – et lejlighedskompleks i tæt samspil med bofællesskabet: Annekset, som blev indviet i 2003
Indviet i jubilæumsåret
Bofællesskabet Kernehuset i Ans er også en realitet med indvielse januar 2005. Men hermed er det ikke slut. Skjern banker kraftigt på døren til fællesskabet og regner med at være klar med et nyt bofællesskab i efteråret 2005.
Kristelig Handicapforening får sekretariat
Nu var tiden også kommet, hvor foreningen måtte erkende, at det blev for stor en mundfuld for frivilligheden. Det blev vedtaget at oprette et sekretariat og ansætte en lønnet person til at forestå det daglige arbejde og være foreningens tovholder og ansigt udadtil. Sekretariatet blev oprettet maj 2003 med Ellen Hesselund Mikkelsen som landssekretær. Bladet har fået et kraftigt ansigtsløft og fremstår som et moderne medlemsblad, lejrene er blevet afløst af en musikfestival og temadag og generalforsamling lagt sammen til et årsmøde. Alt i alt har det været en hektisk periode for hovedbestyrelsen og den nyansatte landssekretær. Ved indførelse af serviceloven har der desuden været stor lovmæssig uklarhed om, hvordan hjemmene kan drives. De enkelte kommuner og amters ideer om, hvordan hjemmene kan drives, har været særdeles forskellige og har givet anledning til meget ekstra arbejde.
Frivillige har arbejdet
KH har gennem alle årene været båret af stor frivillighed omkring de enkelte hjem og med bestyrelsesarbejde lokalt og i hovedbestyrelse. Det er også kendetegnende, at der er stor opbakning fra de forskellige sammenslutninger i det kristne landskab. Mange hjems bestyrelser er sammensat og valgt fra det, der populært kaldes baglandet. Og derfor inviterer hovedbestyrelsen også til jævnlige bestyrelseskonferencer, hvor foreningens og hjemmenes problemer diskuteres med de lokale bestyrelser for at opnå så stort et sammenhold og samarbejde som muligt.
Den juridiske bistand til hjemmene og foreningen er med stor entusiasme leveret af advokat Thorkild Meiner-Jensen, der har været med i alle byggesager og ved udformning af diverse dokumenter og forhandlinger med myndigheder på samtlige planer, en kolossal stor hjælp, idet han også kender og har været med i KH fra begyndelsen og tillige sidder som bestyrelsesformand for et af hjemmene.
Formænd for KH
1980-88 Karl Emil Pedersen
1988-89 Jørgen Nielsen
1989-95 Karl Lund
1995-98 Georg S. Adamsen
1998- Johs. Jul Jacobsen
Dette korte historiske resume er fremkommet ved at tale med forskellige personer i KH regi og sammensætte deres erindringsbrikker til et billede af 25 år med Kristelig Handicapforening. Navne er nævnt, det kunne også have været andre.