Maj 2022
Ruth er altid god for en snak
Når Ruth Johnsen fra Solglimt hver anden torsdag sætter sig ved kaffebordet hos Ingrid Laursen, som hun er besøgsven for, går snakken – om familie, venner og bekendte, om kirken, nyhederne, og hvad der ellers rører sig i deres liv.
TEMA: Det gør godt at gøre en forskel
Selvom man bor i et bofællesskab og er afhængig hjælp på nogle områder, giver det livsglæde og selvtillid at komme udenfor murene og yde sit bidrag i samfundet. Dette sætter KH bladet fokus på i dette nummer. Læs om Ruth og Jacob, der på hver sin måde nyder at komme ud og virke. Læs også erfaringerne fra KLAPjob, VENskaberne og Sydhjørnet med netop arbejdsglæde og følelsen af at være nødvendig (s. 5-8 og s. 13-15).
»Læs også “Jacob elsker sit arbejde”
»Læs også “Forskellen på en pædagog og en arbejdsgiver”
»Læs også “Frivillige som giver meget og får meget”
»Læs også “Vigtigt med både værksted og arbejdsplads”
Af Christina Brorson
Hvis der var et mesterskab i hyggelig small-talk, ville Ruth Lund Johnsen (62) være selvskreven som deltager. Måske er det derfor hun i mange år har været besøgsven – både da hun boede i bofællesskabet Skærvebo ved Løsning og nu, hvor hun bor på Solglimt i Vildbjerg. De seneste fire år har hun besøgt Ingrid Laursen (86) hver anden torsdag. Ruth kommer kl.14.15, og hun har som regel kage med.
“Ruths besøg betyder meget for mig, og jeg ville savne hende, hvis hun ikke kom. – Ingrid“
”I starten besøgte jeg og Ingrid hinanden på skift, men jeg har så travlt om torsdagen, hvor jeg om formiddagen er på arbejde i Aktivitetshuset og over middag til fodspecialist. Derfor sagde Ingrid, at jeg bare kunne komme til hende hver gang, og så tager jeg kage med,” fortæller Ruth.
Når kagen er kommet på tallerknerne og kaffen i kopperne, går snakken i Ingrids lille rækkehus, som ligger midt i Vildbjerg. Den torsdag i december 2021, hvor KH bladets udsendte kigger forbi, er ingen undtagelse. Med en gæst mere ved bordet er der desuden en del ekstra, man skal nå omkring: Der må helt sikkert være nogle fælles bekendte? Og børnene: Hvor gamle er de, og hvilke skoler går de på? Kristelig Handicapforenings arrangementer og folk udgør i sig selv et næsten uudtømmeligt emnekatalog.
Kirkecentret, oldebørnene og Inger Støjberg
Ruth og Ingrid kan spore de fælles rødder tilbage til Ingrids afdøde mand og Ruths forældre. Han var nemlig søndagsskolelærer for dem i Skrødstrup ved Mariager, da han var ung, og de var børn. Næste kapitel fandt sted længere vestpå, da han en dag kom hjem og fortalte Ingrid, at han havde truffet Ruths mor, Ella, og Ruths søster, Mona, i Vildbjerg. Ingrid og hendes mand, der på det tidspunkt boede i den nærliggende by Timring, genoptog kontakten, og da Ingrid for fem år siden flyttede til Vildbjerg, efter at hun var blevet enke, kom Ruth også ind i billedet.
”Jeg traf Mona og Ruth i Kirkecenteret. Ruth var lige flyttet hertil, og jeg inviterede dem begge hjem til mig. Da vi efter en hyggelig eftermiddag skulle tage afsked, sagde Ruth: ”Jeg har ingen besøgsven, men jeg kunne godt tænke mig en. Må jeg være din besøgsven?” husker Ingrid.
Det syntes Ingrid, var en god idé, og siden har de to vendt både hverdagen og verdenssituationen hver anden torsdag. Udover de fælles bekendte fra fortiden, er der masser af fælles berøringspunkter fra missionshuset, Kirkecentret og Solglimt, hvor Ingrid kommer med til diverse arrangementer og desuden er med i den samme bibelstudiegruppe som Ruth. De er også begge helt opdaterede på hinandens familier, hvilket ikke er en helt lille opgave, med Ruths fire søskende og Ingrids fem døtre, ti børnebørn og syv oldebørn. De aktuelle nyheder bliver heller ikke glemt – corona-restriktionerne: Hvor længe mon de skal vare i denne omgang, Inger Støjberg: Nu skal hun så have fodlænke på.
Værdifuldt samvær
Torsdagsbesøget er et positivt indslag i ugens løb, er Ruth og Ingrid enige om.
”Vi har mange gode snakke. En gang imellem folder vi også hænderne og beder sammen. Ruths besøg betyder meget for mig, og jeg ville savne hende, hvis hun ikke kom. Jeg ville savne Ruth, akkurat som hun er,” understreger Ingrid.
For Ruth blev besøgene hos Ingrid et lyspunkt i en svær tid, da hun, kort efter at hun var flyttet fra Skærvebo til Solglimt, mistede sin far.
”Jeg var stadig ny i fællesskabet på Solglimt, savnede min far og følte mig alene. Mona vidste lige, hvad jeg trængte til, da hun tog mig med herhen til Ingrid. Jeg får meget ud af at komme og besøge Ingrid, det gør jeg. Hvis hun ikke var her, ville jeg igen være alene i verden,” mener Ruth, men korrigeres af Ingrid:
”Naarh, der er da mange andre, du snakker med?”.
Og jo, det er der da, medgiver Ruth. Hun har jo alle sine gode søskende, medbeboerne og -arbejderne på Solglimt, folkene i missionshuset og Kirkecentret og kollegerne i Aktivitetshuset, foruden fodspecialisten, fysioterapeuten, tandlægen og frisøren, som hun også altid får slået en sludder af med. Hun taler faktisk med mange mennesker.
Da Ruth og Ingrid bliver bedt om at snakke lidt videre på tomandshånd, imens der bliver taget et billede af dem og kaffebordet, går der da heller ikke mange sekunder, før de to er langt inde i krinkelkrogene af det fælles netværk af familie, venner og bekendte.
Herefter er det tid til at komme videre i dagens program. Ruth skal hjem til ø-tid på Solglimt – en stund, hvor hun snakker med en medarbejder på Solglimt om stort og småt. Jo, der er megen snak og meget samvær i Ruths liv, og hun deler rundhåndet ud af sig selv til dem, hun er sammen med.
