Januar 2021
Nytår: Vi har (stadig!) brug for hinanden
Kære store KH-familie
… beboere, medarbejdere, pårørende, venner og andre 😊. Jeg håber, I alle har haft en god jul, måske præget af restriktioner, men forhåbentligt også med glæde og taknemmelighed over, at det BLEV jul – især den allerførste gang, da Kristus lod sig føde og blev lige med os.
Et rigtigt medmenneske på skærmen
Et nyt år har lige taget sin begyndelse, og vi har brug for at stå sammen – både fordi vi som mennesker har brug for hinanden socialt, men også fordi vi har brug for fællesskabet om troen på Gud. Uden de andre får vi svært ved at holde humøret oppe og tankerne beskæftiget, der hvor vi ønsker.
Selvom det en tid endnu primært bliver de andres ansigter og stemmer på telefon- eller computerskærmen, vi har at støtte os til, så er de stadig vores unikke værdifulde medmennesker – til stede, til rådighed. Mennesker som med deres ord, smil og lytten kan være med til at opmuntre, inspirere og minde os om Guds vinkel på hele. Mennesker for hvem vi har en vigtig rolle at spille – med vores ord, ører og indstilling.
Styrke og opmuntre
Vi har også brug hinanden i Kristelig Handicapforening! Selvom udsigten til fysisk fællesskab ved møder, kurser, workshops og andre arrangementer stadig ikke er for god, har vi brug for at styrke hinanden i vores mission og vision. Vi kan let blive triste over alt det, som ikke kan lade sig gøre. Men i stedet for at minde hinanden om det besværlige og umulige, må vi opmuntre og hjælpe hinanden til at se på alt det gode, vi stadig har, og det som lykkes. Vi må frem for alt minde hinanden om, at Gud behøver vi ikke at holde afstand til.
Som en beboer på et af bofællesskaberne tilknyttet Kristelig Handicapforening har beskrevet det: ”…Gud, som ser os, vil give os fred, tryghed og ro, hvis vi beder en bøn til Ham og siger lige, hvordan vi føler det.
Under og efter krisen
I Kristelig Handicapforening kan vi glæde os over den måde, ”vores” bofællesskaber tackler krisen på – med rettidig omhu, årvågenhed, opfindsomhed og masser varme. Uden at romantisere krisen og alle de påtvungne forhold, ved jeg, at der de fleste steder også er kommet godt ud af den svære situation: nye relationer, nye gode måder at gøre tingene på og mere ro. Fra landskontorets og bestyrelsens side glæder vi os over, at det stadig kan lade sig gøre at skrive og snakke med jer alle! Mails og telefonopkald gør, at vi kan holde fingeren på pulsen og arbejde for foreningen.
Snart kommer de tilbage – alle de forenings-stjernestunder, som vi holder så meget af. Vi VIL vil mødes igen, og vi glæder os rigtigt meget til det!
Fra bestyrelse og landskontor ønskes I alle et rigtigt godt 2021 med Kristus i centrum og med håb om muligheder for at ses igen – sådan rigtigt.
Gud fred og Godt nytår 😊🎉💥!
Tove Søgaard