Januar 2021

NYT! Æske-andagter: “Hver dag med Gud”

Nu til salg i KH-shoppen: “Hver dag med Gud” er syv små hæfter med en bøn og en sang til morgen og aften alle ugens dage. Ulla Andersen, som står bag materialet, fortæller her om sine tanker med det.

Ulla Andersen har været leder på Trehuse og siddet i landsbestyrelsen i fire et halvt år.

“Hver dag med Gud” skal være to små daglige anledninger til at rette opmærksomheden opad,” forklarer Ulla Andersen, idékvinden til “Hver dag med Gud” og leder af bofællesskabet Trehuse i fire et halvt år, hvor hun også sad med i Kristelig Handicapforenings landsbestyrelse.

“Som medlem i landsbestyrelsen, med de jævnlige indblik i foreningens maskinrum som det gav, blev jeg mere bevidst om forkyndelse som et af de helt grundlæggende formål med Kristelig Handicapforening. Vi skal dele evangeliet med mennesker med udviklingshandicap, og det gøres jo blandt andet ved at skabe noget målrettet andagts-materiale,” fortæller Ulla.

Småt og fint

Med sin daglige gang på Trehuse havde hun også en fornemmelse af, hvordan sådan et materiale kunne se ud.

“Mange af beboerne på Trehuse kan godt lide små fine ting. Jeg kalder det at “dimse” – som det for eksempel kommer til udtryk på Frøfestival, hvor DFS’s store bod med finurlige småting tiltrækker sig stor opmærksomhed. Derfor tænkte jeg “småt og fint” og fik idéen til en lille æske med farvede hæfter. At hver dag har sin egen farve, og at bønner og sange er markeret med ikoner fra Boardmaker, som mange kender på forhånd, gør desuden materialet enkelt og genkendeligt – en vigtig egenskab, hvis det skal blive en fast bestanddel af den enkeltes hverdag,” fortæller Ulla.

En enkel snak med Gud

Det enkle og genkendelige kendetegner også indholdet, der består af én bøn og én salme til morgen og aften, alle ugens dage.

“Med hensyn til enkle bønner, lærte jeg meget af beboerne Trehuse, som ikke brugte mange ord og forklaringer. Et par sætninger var nok til at inddrage Gud i både glæder, sorger og bekymringer.

De korte bønner i “Hver dag med Gud” prøver at afspejle den måde at bede på. Når det kommer til sange og salmer, har jeg forsøgt at ramme nogle kendte,” fortæller Ulla Andersen.

 

 

 


 

»Køb “Hver dag med Gud” i KH-shoppen

 

 

“Hver dag med Gud” koster 50 kr. (+ forsendelse: 20 kr. ved køb af ét stk. 45 kr. ved køb af flere).  

Hæfterne er i karton og i A7 format (74 x 105 mm). Æsken måler 109 (l) x 80 (b) x 34 (h) mm.

Materialet sendes i flad pakke. Æsken foldes ved modtagelse.