2007

Når en beboer mister en pårørende

AF JONNA ANDERSEN, Skærvebo

Når man mister en pårørende…

At miste ens nærmeste er noget af det tungeste, et menneske kan komme ud for, og det er forbundet med en dyb sorg.

Det kan Jens, der bor på Skærve­bo i Løsning, også snakke med om, idet han kender følelserne på sin egen krop. To gange har han måt­tet tage afsked, først med sin far i efteråret 2002 og senest i somme­ren 2006, hvor også hans mor døde.

Ved begge forældres sygdomsfor­løb lavede personalet på Skærve­bo en mappe til Jens (først ’Min far er syg – og senere ‘Min mor er syg’), som han dagligt læste i sammen med et personale.

Mappen (en slags livshistorie) består til dels af billeder af foræl­drene, søskende, barndoms-hjem­met, oplevelser med forældrene (fx billeder af Kinaskak, Jens’s føde­gård m.v.), kirken, præsten, grav­stedet m.m. samt af små korte tek­ster, som alle omhandler de tanker og følelser, de fleste har i forbin­delse med sorg.

Derforuden indeholder map­pen også ansigter/symboler, der viser hvilket humør, man er i (fx glad, vred, ked af det osv.) samt et ’måle- instrument’ (’humør barome­ter’) fra KAT Kassen.

Ved gentagne gange højt at få sat ord på de svære følelser fik Jens en erkendelse af, at det netop forholdt sig, som han læste i mappen. Dette var en god hjælp for ham til at få bearbejdet sin sorg.

Fra at have reageret med irritation og vrede, oplevede vi gennem tilbagevendende snakke og læs­ning, at vi fik den ’gamle’ Jens til­bage.

KAT Kassen

(Kognitiv Affektiv Træning)

Formålet med KAT Kassen er at hjælpe personer til en større selv­forståelse, både når det gælder for­ståelse for egne og andres behov og motiver, og når det gælder sociale relationer og venskaber. Den kan bruges til at undersøge en per­sons selvopfattelse og selvbevidst­hed.

KAT Kassen fungerer som et sam­taleredskab, og bliver typisk brugt af personer, som har empatiproble­mer og sociale vanskeligheder, men kan også anvendes til at arbejde med selvindsigt og social træning.

Social story

Når Jens indimellem overvældes af sorgen og savnet, laver vi en såkaldt Social story (social historie) omkring netop dette emne.

Social stories er et pædagogisk værktøj til indlæring af sociale fær­digheder.

Metoden er udviklet af en ameri­kansk konsulent, Carl Gray, og brugt i arbejdet med autister og andre med specielle behov.

Social stories beskriver, forklarer og anviser hensigtsmæssige reakti­oner til sociale situationer. De bru­ges til at lære at udtrykke forskelli­ge følelser, fx vrede og frygt og er også gode, når der skal læres nye rutiner og til at hjælpe med at til­passe sig de ændrede rutiner.

Ved brug af Social stories kan man således få en vejledning i/forståel­se for, hvordan man kan interagere hensigtsmæssigt med andre.

Jens’s egen Social story, som han i en periode efter moderens død dagligt læste højt:

’Jeg hedder Jens og er 55 år.

– Jeg bor i min egen lejlighed på Skærvebo, som jeg er meget glad for.

– Min mor er lige død.

Jeg savner mor rigtigt meget.

– Mor er begravet i Øster Snede – ved siden af far.

– Jeg er meget ked af det, for jeg holdt meget af min mor.

– Nogle gange kan jeg slet ikke for­stå, at min mor er død; jeg har jo næsten lige snakket med hende.

– Så er det godt for mig at snakke med min familie og venner, og de, som er omkring mig, hvor jeg bor.

– Nu skal jeg ikke besøge min mor mere.

– Nu skal jeg aldrig slå min mors græsplæne mere.

– Jeg skal heller aldrig spille Kinaskak med mor mere.

– Så er det godt, at jeg har mit hjem på Skærvebo, hvor der er andre, jeg kan hygge mig med, og spille Uno og Kinaskak med.

– Det er også godt, at jeg har mine dejlige søskende og deres familier.

– De er glade for mig, og jeg holder også meget af dem.

– Jeg skal stadigvæk cykle ud til min bror om lørdagen og hjælpe ham på gården; det er jeg god til. – Mine søskende besøger mig af og til i min lejlighed.

– I mine ferier kan jeg besøge mine søskende. – Jeg kan også holde jul hos mine søskende. – Nu har min mor fået fred. – Jeg ved, at der står i Bibelen, at når vi dør, kommer vi op i himmelen.

– Deroppe har hun ingen smerter, og skal ikke sove hele tiden – det er dejligt at tænke på.

– Jeg tror, at min mor og far har det godt oppe i himlen.

– Når jeg holder aftenandagt i min lejlighed, kan jeg altid snakke med personalet om min mor. – Så tænker jeg på alle de dejlige ting, jeg har lavet sammen med min mor.

– Når jeg folder mine hænder og beder til Gud, om han vil holde sin hånd over min familie og mig, ved jeg, at han hører min bøn.

– Jeg ved, at der er mange, der beder for mig og min familie; det er jeg meget glad for.”

Interview med Jens

 En regnfuld dag i januar sidder Jens, som så mange gange før, og snakker med sin kontaktperson.

Jens husker tilbage på tiden, hvor hans far blev alvorligt syg, og for tæller, at han var meget ked af det, fordi han havde arbejdet så meget sammen med sin far.

”Da han blev syg, kunne han ikke køre mig hjem mere. Han kom i kørestol til sidst. Sådan var jeg ikke vant til at se ham; det var svært – også at snakke med ham. Det kunne jeg heller ikke med min mor til sidst. Jeg kunne i stedet for snakke med personalet på Skærvebo og med mine søskende.

Det er mærkeligt ikke at skulle hjem på Mejsevej mere. Jeg savner rigtigt meget at kunne spille Kinaskak med min far og mor; og at komme hjem og spise ved dem.

Så er det dejligt, at jeg har en bror og svigerinde, som bor på den gård, hvor jeg blev født. Dem er jeg ude at hjælpe en gang om ugen.

Jeg tror, at min far og mor har det godt, hvor de er nu, hjemme i Himlen.”

Jens synes, det kan være svært at vise andre, at han er ked af det.

”Det har været godt at læse i mappen hver dag, og at personalet satte tid af til at snakke med mig om det, som jeg syntes, var svært!”

Trods en lettere bevæget Jens lyser hans ansigt op i et stort smil, og inden hans kontaktperson forsvinder ud af døren, får hun tillige et kærligt knus.

Læs evt. også:

>>Det er kommet helt naturligt at overtage ansvaret for vores bror