Mørkets magt & taknemmeligheden

Inden sidste folketingsvalg takkede Bertel Haarder af efter 47 år som politiker. De 44 af dem har han været far til en handicappet søn. Det har sat sit præg på familien, på ham selv og på hans politik.  

Af Christina Brorson

Der findes afgørende vendepunkter, og så findes der dem, der bare ser ud, som om de er. Når Bertel Haarder (78) de seneste måneder har mødt mennesker, som går ud fra at hans nylige exit efter 47 år som aktiv toppolitiker må være et voldsomt skifte for ham, fortæller han dem, at det er det ikke. Det mest indgribende er faktisk, at han kommer til at miste de ansatte, som i knap fem årtier har holdt styr på hans kalender, sørget for at hans it-udstyr virkede, og fungeret som det Bertel Haarder selv kalder en slags ”barnepiger”. Men ”det går nu nok,” mener han. Han er ikke bange for livet efter de aktive år som politiker.

 

Da alt blev forandret

Der er i det hele taget ikke meget, Bertel Haarder er bange for. Måske hænger det sammen med, at han for mange år siden oplevede det, som er alle forældres store frygt, nemlig at sønnen Rasmus på fem år blev alvorligt syg – og aldrig rask igen. I 1979 blev Rasmus, som var en kvik og aktiv dreng, ramt af en hjernetumor, og behandlingen, som reddede Rasmus’ liv, ødelagde hans hjerne. Han blev multihandicappet og mistede talens brug.

Det blev et af de voldsomme vendepunkter i både Bertel Haarders eget og hele familiens liv.

”Når et ægtepar får det første barn, er alting forandret, og ofte fylder glæden mest. På samme måde når et barn bliver handicappet. Men her er det smerten og sorgen der fylder. Vi kunne få al mulig hjælp, men det ændrede jo ikke på, at familielivet blev helt anderledes. Det satte også begrænsninger for, hvad vi kunne gøre med de andre børn,” fortæller Bertel Haarder.

Værst blev det for Rasmus’ storebror, der kun var halvandet år ældre, og som på mange måder havde oplevet den yngre bror som en slags tvilling, der fulgte ham i alt. For ham var tabet stort, og han følte sig meget alene. Familiens yngste søn, som kun var to år, da Rasmus blev syg, og den yngste søster, der kom til fire år efter, havde ingen erindringer om familien, som den var før. For dem havde Rasmus altid været der, og han blev nærmest en slags holdepunkt i tilværelsen,” fortæller Bertel Haarder.

 

Husk hinanden og de andre børn

Han er glad for, at han og hustruen Birgitte ikke, som mange andre ægtepar, oplevede sønnens sygdom og efterfølgende handicap som noget, der skilte dem ad.

”Vi var fuldstændigt enige om tingene. Selvom der gik megen tid og energi med Rasmus, ville vi hverken glemme hinanden eller de andre børn,” husker Bertel Haarder.

Hvis han skal give et godt råd til familier, der står i det samme, er det netop:

”Husk hinanden og husk de andre børn. Hvis ikke man har andre børn, så vil jeg næsten sige: Få nogen. At vi fik Eline (den yngste datter red.) hang på en eller anden måde sammen med Rasmus’ handicap. Vi ønskede, at livet skulle sejre over smerten og forfaldet,” forklarer Bertel Haarder.

Set i bakspejlet har livet sejret, oplever han, og peger på sit eget kristne livs- og menneskesyn som dét, der har gjort det muligt at leve videre med livsmodet og glæden i behold.

”I salmen ”Altid frejdig, når du går” synger vi ”aldrig ræd for mørkets magt”. Som gudsskabte er vi mennesker sat i en verden, hvor ondskab, lidelse og død er en del af livet, et vilkår, som ingen af os kommer uden om. Den grundlæggende erkendelse af dét, har for mig fungeret som en slags vaccine imod den tro, at vi mennesker kan blive perfekte, eller skabe det perfekte liv. Uden en sådan forventning får man lettere øje på alle de ting, som der, trods alt, er at være taknemlig for. Det er vigtigt, at huske at være taknemlig for det man har, så man ikke stirrer sig blind på det, man har mistet”.

 

Omsorgsarbejde langt fra de polerede borde

En stor taknemlighed, som har fyldt over årene for ægteparret Haarder, gælder de mennesker, som har haft med Rasmus at gøre. Både da han gik i specialskole (en af Rudolf Steiners Marjatta-skoler), og siden da han flyttede hjemmefra i botilbud.

”Vi har kun lovord til overs for dem som har været omkring Rasmus. De har virkelig taget ham under vingerne og fulgt med ham på hospitalet og til undersøgelser og ringet, når der var det mindste at fortælle. De har været helt enestående,” fortæller Bertel Haarder.

Årene som forælder til en søn i botilbud satte ham på tæt hold af en verden, som mange af dem, der tager beslutningerne, ikke kender godt nok, mener han.

”Der kan være langt fra de polerede borde i ministerierne, til der hvor mennesker lever deres liv. Jeg kan huske engang, hvor lederen af den institution, som Rasmus boede på, ringede og lidt ironisk meddelte os, at Rasmus desværre ikke ville få børstet tænder eller bliver barberet fremover. Et nyt cirkulære fra Socialstyrelsen fortalte nemlig, at man ikke måtte øve ”fysisk pres”,” fortæller Bertel Haarder.

På det tidspunkt kendte han socialministeren godt og gik til hende med en opdatering fra det virkelige liv, som medførte, at cirkulæret blev ændret.

 

Inklusion og særforsorg

Også inklusion i folkeskolen så han anderledes på end mange af sine kolleger i Folketinget.

”I min tid som undervisningsminister (1982-1993 og 2005-2010 red.) strittede jeg meget imod hele inklusionstanken. Jeg havde jo siddet til mange forældremøder, sammen med andre forældre der havde børn med forskellige udfordringer og handicap, og drømmen var aldrig at få dem i en almindelig skole. Det var der tværtimod stor bekymring omkring.”

Idéen om at lægge det, som dengang hed særforsorgen (i dag under ”det specialiserede socialområde”) ud til kommunerne, var

han også skeptisk overfor.

”Jeg kendte området indefra og vidste, at vi havde nogle amtslige specialinstitutioner, som var virkeligt dygtige, og jeg var betænkelig ved bare at køre brugerne ud i det kommunale system i mindre enheder,” husker Bertel Haarder.

Både inklusion i folkeskolen og kommunernes andel i og ansvar for det specialiserede socialområde er efter hans mening gået alt for vidt i dag. Hvad sidstnævnte angår, er skaden sket, mener han.

”Der er løbet så meget vand i åen, at vi ikke kan begynde at køre det hele over i regionerne. Løsningen i dag er for mig at se tværkommunalt samarbejde. De 98 store og stærke kommuner, der kan samarbejde om mange andre ting, må også kunne samarbejde om børn og voksne med særlige behov”.

 

Måske kommer der en uddybning af disse tanker, når Bertel Haarder lørdag d.11. marts 2023 holder oplæg på Kristelig Handicapforenings årsmøde. Mødet er et af de mange punkter i den kalender, som han nu selv styrer – en disciplin der skal øves, erkender han. P.t. står punkterne nemlig lige tæt nok. Men hensigten er ikke, at pensioneringen skal sætter en stopper for det, som i alle årene har givet mening: At drøfte væsentlige spørgsmål med andre mennesker

På årsmødet bliver overskriften for Bertel Haarders oplæg: “Ressourcer, muligheder og begrænsninger i en velfærdsstat, hvor er vi på vej hen?” – og en efterfølgende drøftelse af de væsentlige spørgsmål, der melder sig.

 

Bertel Haarder

• Født 1944,opvokset på Rønshoved Højskole, hvor hans var var forstander
• I 1971 gift med Birgitte, som han har Mikkel, Rasmus, Frederik og Eline med.
• Bosat på Østerbro
• Medlem af Folketinget 1975-1999 og 2001-2022 samt Europa-Parlamentet for Venstre 1994-2001.
• Undervisningsminister 1982-1993 og 2005-2010 / Minister for flygtninge, indvandrere og integration 2001-2005 /Kirkeminister 2005-2007 /Minister for nordisk samarbejde 2007-2009 / Indenrigs- og sundhedsminister 2010-2011 / Kultur- og kirkeminister 2015-2016

 

HØR BERTEL HAARDER PÅ KRISTELIG HANDICAPFORENINGS ÅRSMØDE D.11. MARTS 2023 I VEJLE