”De lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige”.

Sådan skriver apostlen Paulus i Første Korintherbrev. I kapitel 12 bruger han et billede på den kristne menighed. Den er som et legeme, hvor Jesus er hovedet, og vi hver især er lemmer. Som et lem på legemet har hver af os forskellige opgaver og nådegaver.

Det overraskende er, at de svageste er nødvendige. Mennesker (lemmer) i menigheden (legemet), som vi måske nok synes er de svageste, er nødvendige. Hvem tænker Paulus mon på? Det kan blandt andre handle om mennesker med udviklingshandicap. De hører med på legemet og er nødvendige. Og de skal inkluderes og inddrages i gudstjenesten.

Jeg vil beskrive, hvordan vi arbejder på det i Løsning Kirke, hvor jeg er præst. I Løsning involverer vi mange fra menigheden i gudstjenesten. Nogen står for forbøn under altergangen, leder lovsangen eller er læsere. Andre beder med på kirkebønnen eller hjælper med uddelingen under nadveren. Men vi har ikke været gode til at inddrage mennesker med udviklingshandicap, selvom de fleste af beboerne på Skærvebo og Annekset kommer til hver eneste gudstjeneste.

Spreder forløst stemning

Oppe fra min plads ved alteret med front mod menigheden har jeg opdaget, at mennesker med udviklingshandicap reagerer med begejstring, hver gang vi synger med børnene og laver fagter. Så er de på! Deres gestikulationer spreder glæde i hele menigheden og får flere lidt stive kroppe og personligheder til at danse med. Jeg har også lagt mærke til, at de nøje følger bevægelserne i liturgien – både mine og menighedens. De er oppe at stå som de første under læsningerne. De følger intenst med, når jeg slår korsets tegn efter velsignelsen. Og det rykker i armene på dem, når jeg synger ”opløft jeres hjerter til Herren, lad os prise hans navn”.

Liturgien må gerne være en højtidelig leg, hvor vi alle er med. Og mennesker med udviklingshandicap er gode til kropslighed. De spreder en forløst stemning og glæde i vores menighed. Det er der store perspektiver i, for vi trænger til, at troen ikke blot indtager vores forstand og hjerne, men at følelserne og hele kroppen rives med. Menighedens udviklingshandicappede kan blive katalysatorer for det.

Min præstekollega og jeg har derfor identificeret en række opgaver, som de kan varetage omkring gudstjenesterne. Vi har præsenteret dem for ledelsen på Skærvebo og fået deres opbakning. Håbet er, at vi i løbet af efteråret 2017 kan involvere folk fra Skærvebo og Annekset til flere gudstjenester. Se opgaverne nederst.

Ikke en særlig gruppe

De nævnte opgaver og funktioner kan ikke varetages af alle med udviklingshandicap. Men de mennesker, som har de færreste resurser, er også nødvendige for menigheden! For eksempel når jeg må bruge ekstra tid til en person, som sidder i en kørestol og skal have nadver. Det er da lidt besværligt. Jeg skal gå ned med brød og vin, og en handicaphjælper må assistere. Måske spilder og kludrer den handicappede eller vil snakke lidt med mig. Men der er en hel prædiken i at give sig tid til det. For sådan var og er Jesus jo netop! Vi er alle besværlige for Gud og vores medmennesker på hver vores måde. Alligevel standser Jesus op, giver sig tid og skænker os langt mere, end nogen af os selv beder om eller forstår.

Udviklingshandicappede skal ikke udstilles som en særlig gruppe inden for menigheden. Vi fejrer ikke gudstjeneste for dem, men med dem. Vi ønsker, at de oplever sig selv (og opleves af andre) som en naturlig del af fællesskabet, hvor vi alle modtager og bidrager. Det styrker oplevelsen af samhørighed og giver selvværd. Og det åbner vinkler for troen, som vi ellers ikke kunne se.

Henri Nouwen, der efter en lang og stor akademisk karriere blev leder for en handicapinstitution, mindede os om dette: ”Med deres begrænsninger åbenbarer de mentalt handicappede Gud for os og holder os tæt til evangeliet”. De svageste – netop de er nødvendige i menigheden!

Opgaver i menigheden

Løsning Kirke planlægger i samarbejde med Skærvebo og Annekset at involvere mennesker med udviklingshandicap i disse opgaver.

Kirkekaffen

En gang om måneden vil et par beboere hjælpe til med udskænkning af kirkekaffe. Det sker under supervision og i et samarbejde med folk, der har erfaring med opgaven. Vi udskifter de lidt kedelige købe-småkager med småkager, som bliver bagt på Skærvebo.

Altertavle

Vores altertavle en ny hver søndag, fordi vi bruger et billede som kastes op via en projektor. Annekset har en beboer, som er en dygtig billedkunstner. Han har fået til opgave at lave et alterbillede. Den slags tager tid, så for flere måneder siden fik han evangelieteksten til den pågældende søndag, og han har arbejdet på billedet lige siden. Mon ikke prædiken skal foregå som en dialog med ham om billedet? Nu ser vi …

Kirkeværter

Vi har altid et par frivillige stående inden for kirkedøren for at byde folk velkomne, uddele salmebog og svare på spørgsmål. En gang om måneden suppleres vores kirkeværter med nogle fra Skærvebo. Klargøring til gudstjenesten Vores kirketjenere er også kommet med forslag til, hvad de kan bruge hjælpere til. Det handler om små praktiske forberedelser til gudstjenesten som vandglas til præsten på alteret og prædikestolen, fylde kurven ved lysgloben med fyrfadslys og pille de udbrændte lys op, tage flag ned og samle glemte sager og salmebøger sammen efter gudstjenesten.

Processioner

Vi har ofte processioner i kirken, hvor vi indleder gudstjenesten med at gå op til alteret, for eksempel med frugt og grøntsager til høstgudstjenester, lys til advent eller påskeliljer påskemorgen. Det er helt oplagt, at alle fra menigheden fylder op i processionerne – børn, forældre, unge og gamle og mennesker med udviklingshandicap.

Uden for gudstjenesten

Vi har også frivillige medarbejdere fra Skærvebo og Annekset, som har opgaver uden for gudstjenesten. Én klargør børnetegninger, spidser farveblyanter og makulerer papir. En anden serverer boller og saftevand og sørger for opdatering af mapperne til minikonfirmanderne. En tredje person cykler rundt i byen og piller kirkens uaktuelle plakater ned.

Læs evt. også: