Mennesker med ASF tror på deres egen måde

Mennesker med ASF tror lige så meget som mennesker uden, men på en anden måde. Det mener sognepræst og ph.d.-studerende Karin Bräuner Vium Mikkelsen, som forsker i, hvordan børn og unge med en autisme spektrum forstyrrelse (ASF) kan inkluderes i folkekirken.

”Der er lavet flere store internationale undersøgelser om autisme og tro. Nogle af dem konkluderer, at mennesker med ASF har større tendens til at blive ateister end mennesker uden. Andre undersøgelser hævder, at mennesker med ASF ikke tror mindre end andre, men på en anden måde, fordi deres hjerne er skruet anderledes sammen. Jeg mener, den sidste gruppe har ret,” forklarer Karin Bräuner Vium Mikkelsen.

Hun mener, at de undersøgelser, som finder mindre tro hos mennesker med ASF, har stillet spørgsmålene forkert. Meget kommer nemlig an på, hvordan der spørges – netop fordi mennesker med ASF er anderledes mentalt indrettet.

”Mennesker med ASF er ikke gode til at tale eksplicit om tro, og de har svært ved at forestille sig en personlig Gud. For dem fungerer det bedre ”at gøre” end ”at føle og tale”, når det gælder tro. At bede Fadervor og gå trofast i kirke er også udtryk for tro, selvom man måske ikke med ord kan gøre korrekt rede for troen på en personlig Gud,” beskriver Karin Bräuner Vium Mikkelsen.

Forskning viser desuden, at genkendelighed over tid betyder meget for troen, når man har ASF. Har man fra barndommen vænnet sig til at bede Fadervor, synge til bords og gå i kirke, så bliver det trygge genkendelige ritualer, som man holder fast i. Netop derfor er det vigtigt tidligt at invitere mennesker med ASF indenfor i troens fællesskaber og give dem mulighed for at føle sig tilpas, mener Karin Bräuner Vium Mikkelsen.

Som en del af sit forskningsprojekt leder hun en workshop på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i Løgumkloster. I samarbejde med 11 præster, der alle har specialundervisning af minikonfirmander, arbejder hun her på et ”inklusionsdesign” for børn og unge med ASF.

”Inklusion skal forstås bredt. Målet er ikke bare, at få mennesker med ASF til at komme i kirken.

De skal også føle sig godt tilpas socialt og få noget ud af det, der foregår,” forklarer Karin Bräuner Vium Mikkelsen.

Som eksempel på social inklusion nævner hun friheden til at trække sig fra et fællesskab uden at skulle forklare hvorfor. Er det fuldt accepteret, at man kan have brug for uden varsel at trække stikket og forlade rummet, behøver mennesker med ASF ikke at skamme sig over det behov. På den måde bliver accepten af selvvalgt eksklusion faktisk til inklusion.

Genkendelighed fra gang til gang betyder også meget for en gudstjenestes eller et mødes autisme-venlighed.

”Tid og rum bliver gjort overskuelige og trygge, når man ved præcis, hvad der skal ske, hvornår.”

I forkyndelsen gælder det om at holde sig fra kreative billeder.

”At tage en samling sten med og fortælle, at som de er forskellige – kantede, runde, mørke, lyse – er mennesker det også, duer ikke. Den slags pædagogiske billeder hjælper ikke børn og unge med ASF,” giver Karin Bräuner Vium Mikkelsen som eksempel.

Fortællinger fra Bibelen skal også hellere forklares end fortolkes.

”Skal fortællingen om Zakæus gøres tilgængelig for børn og unge med ASF, er det bedre at zoome ind på udviklingen i hans sindstilstand fra bange til glad, end straks at tolke derudad og finde lignende eksempler fra dagligdagen.”