Man lærer ikke fleksibilitet og multitasking på universitetet

Anne Riis var elev og studerende med autisme, længe før betegnelsen blev almindelig. I dag forstår hun bedre både de succesoplevelser og knubs, som skoleårene gav hende

Af Christina Brorson

Anne Riis (44) er udstyret med det, man kalder et “godt hoved”. At det også er anderledes indrettet end gennemsnittet blev dog tidligt klart, og denne anderledeshed skulle vise sig at blive både en fordel og en ulempe i hendes skoletid.

“Jeg lærte at læse, da jeg var fire et halvt år, så det var ikke så spændende for mig at komme i skole og lære, at “k” og “o” siger “ko”. Til gengæld var jeg vældig glad for at sidde på biblioteket og læse, og senere kom jeg til at elske sprogfagene. Jeg kunne også godt lide at være sammen med de andre,” husker Anne.

Det sidste ændrede sig dog i 2. klasse, hvor “de andre” blev knap så sjove at være sammen med. Anne blev udsat for mobning og brugte en stor del af sin energi på bare at komme sociale igennem skoledagene. “Min motorik var anderledes. De kunne i det hele taget altid finde noget ved mig,
som var unormalt,” husker Anne.

Autisme et ukendt begreb

Hjemme var der også udfordringer. Anne mistede sin mor, da hun var ti år, og hverken hendes far eller to søstre, forstod hende.
“Min far var lærer på skolen og vidste godt, hvordan jeg havde det. I et forsøg på at hjælpe mig, påpegede han, hvor anderledes jeg var – også derhjemme, hvor han for eksempel ikke turde slippe mig løs i køkkenet, fordi jeg var klodset og manglede håndelag. Han prøvede at få mig til at se mig selv udefra. Måske kunne jeg ændre på noget?”

“Jeg vejede mine ord på en guldvægt, for ikke at sige noget forkert og prøvede at gå normalt. Men det var svært.”

Hun forsøgte at være som de andre. “Jeg vejede mine ord på en guldvægt, for ikke at sige noget forkert og prøvede at gå normalt. Men det var svært.” I seks år døjede Anne socialt. Den lille by tæt på Silkeborg, hvor familien boede, havde kun én skole, så skoleskift kom ikke på tale.
I 7. klasse flyttede familien til Silkeborg sammen med farens nye kæreste. Anne begyndte på en ny skole, men mobningen flyttede med. Faktisk blev det hele værre og kulminerede med en helt uværdig behandling i 8. klasse.

“Nu mente man, at der skulle gøres noget, men det var maj og for sent at melde mig til en efterskole. Derfor blev det i første omgang parallelklassen,” fortæller Anne, og fortsætter med et stort smil: “Og så forsvandt det. Jeg blev ikke mobbet mere. Der var et godt fællesskab i klassen, som jeg blev en del af. Vi gik i biffen sammen eller så film hjemme hos en. Vi hyggede os.”

Set i bakspejlet kunne hun godt have ønsket sig bedre hjælp i de 6 år, hvor mobningen stod på, men tiden var en anden. Ingen kendte begreberne “autisme” og “neurotypisk”, og hvis nogen gjorde, forbandt de i hvert fald ikke det første med hende.

“”Autisme” var noget, man forbandt med filmen “Rainman” eller med mennesker, der sad og rokkede i et hjørne”

“Dengang var der ikke alle de anti-mobbestrategier, som man har til rådighed i folkeskolen i dag. Der var i princippet ingen forklaring på, at jeg var anderledes. “Autisme” var noget, man forbandt med filmen “Rainman” eller med mennesker, der sad og rokkede i et hjørne uden talesprog, og sådan var jeg jo ikke. Jeg ved ikke, om jeg ville have haft det anderledes, hvis jeg havde gået i skole i dag, men man havde nok forstået mig bedre,” ræsonnerer hun.

Sprognørderi og Guds kærlighed

Med den nye 8. klasse sluttede det sociale mareridt for Anne. Hun trivedes og blev på folkeskolen i 9. klasse. Hun blev også glad for sit 10. skoleår på en efterskole, og i gymnasiet fik hun det som en fisk i vandet.

“Jeg kunne dyrke mit sprognørderi og blev særligt vild med spansk og latin. Det blev nok det, man i dag ville kalde en autistisk “særinteresse”. Jeg fordybede mig i en masse små detaljer og læste forud i bogen – lærte hele grammatikken, før vi havde været den igennem,” fortæller Anne.

Sit sociale ståsted havde hun i det kristne ungdomsmiljø i Silkeborg. I 8. klasse blev hun nemlig roende efter mødet med nogle unge fra pinsekirken, som fortalte om Jesus på gaden. Anne kommer ikke fra et kristent hjem og mødet med en kærlig Gud blev skelsættende for hendes selvforståelse. “Jeg havde hørt så mange gange, at jeg var forkert, og derfor blev det livsforvandlende for mig at høre, at Gud elsker mig, lige som jeg er.” Som troende kom hun i gymnasiet i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende), og da hun besluttede sig at læse teologi på Aarhus Universitet, blev hun tilknyttet Menighedsfakultetet, hvor hun havde læseplads og ar en del af studiemiljøet.

Hvor tit er “en gang imellem”?

På universitetet havde Anne god gavn af sin passion for sprog og sin evne til at fordybe sig. Men andre sider af hendes personlighed spændte ben, nu hvor en stor del af hverdagens struktur med et lektions-fattigt studie var væk.

“Min trang til at fordybe mig gjaldt ikke altid de emner, som var på pensum, og min tidsfornemmelse var ikke helt skarp. Jeg følte for eksempel, at jeg havde masser af tid til en opgave, selvom jeg ikke havde,” husker Anne.

I arbejdet med emnekredsen (i dag: bacheloropgave) dukkede det, som hun i dag ved er “eksekutive vanskeligheder” op. Folk vidste, at hun var dygtig, og trøstede i den bedste mening, når Anne klagede over, at hun vist var ved at blive doven. Men selv var hun klar over, at noget var galt. “Tag det roligt,” sagde de. “Man skal ikke stresse! Det er ok, at slappe af en gang imellem”. Men hvor tit er “en gang imellem”? Jeg havde ikke åbnet en bog i tre uger,
så det var vist ikke bare en gang imellem.” Emnekredsen på 30 sider trak ud, og det var først,
da hendes vejleder truede med at trække sig, at hun blev færdig. Det var i august 2006, og da var der gået to et halvt år.

Yes, det er jo mig!

Efterfølgende begyndte hun at få det dårligt psykisk. “Jeg overtænkte forskellige etiske og teologiske dilemmaer og blev bange og urolig og kunne ikke sove om natten. Det endte med, at jeg brød sammen til en familiefødselsdag, og min far sørgede for, at jeg blev indlagt”.

Herefter kom diagnosen, som hun i starten slet ikke kunne forstå.

“På det psykiatriske hospital i Risskov blev jeg behandlet og fik det bedre, men efterfølgende begyndte de at skrive underlige ting i mine papirer – om vanskeligheder med det socialkognitive, overblikket og det motoriske og en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som senere blev til diagnosen Aspergers,” fortæller Anne.

Det var i begyndelsen af 2007, og Anne var 29 år. Hendes umiddelbare reaktion på beskrivelserne var vrede, og hun kunne slet ikke genkende sig selv i de lægefaglige beskrivelser af manglende empati, vanskeligheder med øjenkontakt og en forkærlighed for matematiske formler. Men da hun googlede videre til sitet Wrong Planet, som er et forum for mennesker med autisme, begyndte brikkerne at falde på plads.

“Jeg kunne genkende mig selv i så meget af det, der blev skrevet herinde. Her var andre, som havde lært at læse meget tidligt, som var blevet mobbet og som følte sig klodsede. Der var også beskrivelser af vaner med underlige bevægelser og sansemæssige forstyrrelser, som jeg altid har haft, men ikke rigtigt kunne placere. Det var en opklaring: Yes, det er jo mig! Jeg er ikke den eneste,” fortæller Anne.

Med diagnosen i hånden var der hjælp at hente til specialet i form af en instruktor, som hjalp med at få sat struktur på arbejdet. Anne klarede på den måde en dobbelt så stor opgave på den halve tid og kunne i 2009 kalde sig cand.theol. – en dygtig af slagsen.

Hoved og håndelag

Med realisme, fightervilje og masser af humor, har Anne siden øvet sig i at være sig selv: En kvinde med autisme i en neurotypisk verden, højt elsket af Gud, men bestemt ikke skånet for udfordringer. Skolegangens vanskeligheder i forhold til social smidighed og eksekutiv formåen, blev ikke de sidste. Arbejdslivet med sine krav til tempo, fleksibilitet og multitasking rummer nemlig også masser af udfordringer, når man nest er til god tid, fast struktur og fordybelse i én ting ad gangen.

Nogle gange har det for Anne handlet om at tage imod hjælp, andre gange om at tage sig sammen, og overordnet har det krævet fleksibilitet – accept af, at livet har taget andre drejninger for hende, end for hendes neurotypiske jævnaldrende og kognitivt jævnbyrdige.

“Alle de job, hvor jeg kunne bruge min uddannelse, inkluderede mange mennesker, mange bolde i luften, selvstøndig planlægning og andre ting, som jeg ikke kan. Igennem fire år prøvede jeg forskelligt andet – køkkenarbejde, planteskole og et dataværksted. Det var med vekslende held, og førtidspension kom på et tidspunkt på tale. Men det havde jeg ikke lyst til. I stedet blev jeg visiteret til et fleksjob, og i 2013 kom jeg i praktik på det pakkeri, hvor jeg i dag arbejder 13 timer om ugen. Det er jeg glad for. Her er god struktur, mange rutineopgaver og et minimum af det, som jeg bruger allermest energi på, nemlig at stille om,” fortæller Anne og uddyber med et smil: “Folk skulle bare vide, hvor svært det er for mig at blive prikket på skulderen for at få at vide, hvordan en ting kan gøres “nemmere”. Jeg har fundet ud af, at “nemmere” ofte betyder “hurtigere”, og altså ikke ER nemmere – i hvert fald ikke for mig, fordi selve omstillingen koster så megen energi. Jeg kan godt lide konkrete opgaver, og jeg er faktisk både praktisk og effektiv, når bare jeg ikke hele tiden får tips til nye måder at gøre tingene på”.

I dag er det håndelaget, som hendes far ikke mente, hun besad, der fylder Annes arbejdsliv – ikke det gode hoved, som alle mente, hun havde. Et faktum Anne forholder sig neutralt til: “Jeg har da fået spørgsmålet: Jamen hvordan kunne du tage så fin en uddannelse og så ikke bruge den? Og det er jo sådan set let at svare på: Fordi studieliv og arbejdsliv er to forskellige ting. Man kan ikke lære fleksibilitet og multitasking på universitetet. Derfor kan jeg ikke bruge mit “gode hoved” i et lønnet arbejde, men jeg bruger min cand.theol. i forskellige frivillige sammenhænge, og så bruger jeg mit gode håndelag i det lønnede arbejde. Faktisk går ingen af delene til spilde”.

 

---

Ingen Aspergers kun ASF

Diagnosen Aspergers syndrom er sammen med andre diagnoser som infantil autisme og GUA (Gennemgribende Udviklingsforstyrrelse, Anden) helt forsvundet med WHO’s seneste diagnosemanual ICD-11. I stedet taler man i dag blot om forstyrrelser på autismespektret (ASF) og tager udgangspunkt i den enkeltes udfordringer.
Kilde: sl.dk