Januar 2022
KRAP: Lad drømmen vise vej
Vi har alle fejl, mangler og begrænsninger, men ingen af os udvikler sig ved at blive gjort opmærksom på dem. Ud fra denne overbevisning har psykolog Lene Metner i over 30 år kæmpet for anerkendelse og ressourcefokus i det pædagogiske arbejde.
Af Christina Brorson
TEMA: KRAP i Kristelig Handicapforening
KRAP (Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik/Praksis) har de seneste cirka 20 år gået sin sejrsgang i bofællesskaberne tilknyttet Kristelig Handicapforening. Med Frøjkgården i spidsen i 2003 har alle sendt medarbejdere på kurser og implementeret pædagogikken i dagligdagen. I 2019 dannedes et medarbejdernetværk til gensidig KRAP-sparring og erfaringsudveksling. Her er alle bofællesskaberne repræsenteret.
KH Bladet sætte i november 2021 fokus på KRAP: Hvordan startede kombinationen KRAP+KH? Hvordan opleves KRAP i hverdagen? Hvilken rolle spiller netværket? Hvad er pædagogikkens hovedtanker og hvordan virker den?
»Læs også “Frøjkgården blev født med KRAP”
»Læs også “KRAP-netværk fastholder praksis”
»Læs også “KRAP er en værkstøjskasse”
”Der er virkelig mange mennesker, der kan meget mere, end vi tror”. Ordene kommer fra Lene Metner, psykolog og direktør i PsykologCentret i Skive og Viborg, samt arkitekt bag Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik/Praksis (KRAP).
I de mere end 30 år hun har arbejdet med mennesker, har det været med udgangspunkt i en fast tro på den enkeltes ressourcer og mulighed for at få et godt liv. Allerede da hun i start 90’erne i en alder af 29 år blev leder af Idavang i Skive – et bo- og aktivitetstilbud til unge med forskellige problematikker, blev det imidlertid klart for hende, at denne tilgang langt fra var den fremherskende.
“Det var hele tiden: Hvad kan den unge ikke? Hvor går han eller hun forkert?”
”Jeg oplevede, at der i kontakten med ”systemet” (sagsbehandlere fra kommune og amt red.) var rigtig meget fokus på problemer og begrænsninger. Det var hele tiden: Hvad kan den unge ikke? Hvor går han eller hun forkert? Hvad mangles? Og hvis jeg foreslog, at vi også kunne kigge på de ting, der rent faktisk fungerede, blev det ikke taget alvorligt. Det skete endda, at jeg fik det der blik: ”Når du bliver ældre, vil du erfare, at så enkelt er det ikke,” fortæller Lene Metner.
Hun var på det tidspunkt uddannet ergoterapeut, men fandt ud af, at der blev lyttet mere til psykologerne.
”Det var ofte den psykologiske rapport, der afgjorde udfaldet af en sag. Så jeg tænkte, at for at ændre på tingene skulle man åbenbart være psykolog. Derfor uddannede jeg mig sideløbende med arbejdet og blev i 2002 færdig som cand.pæd.psych.” fortæller Lene Metner.
Ændret tænkning
På det tidspunkt var de metoder og overbevisninger, som få år senere skulle blive til KRAP, allerede ved at krystallisere sig til et sæt idéer og fremgangsmåder på Idavang.
”Vi lavede flere indflyvninger og legede med betegnelserne for vores pædagogik, men kernen var den samme: At få flyttet fokus fra begrænsninger til ressourcer,” fortæller Lene Metner.
“Som fagperson og hjælper kan man ikke ikke-påvirke”
Det endte med betegnelsen ”KRAP” – hvor ”R’et” er pakket ind i ”K” for kognitiv og ”A” for anerkendende, fordi de to ord beskriver forudsætningen for pædagogens eller psykologens arbejde med den enkeltes ressourcer, nemlig en både bevidst og anerkendende tilgang.
Erfaringen blev nemlig, at er man ikke bevidst om at tage udgangspunkt i ressourcer og troen på, at udvikling er mulig, kommer man let til ubevidst at falde tilbage til det vante problem-fokus og stirre sig blind på fejl og mangler. Det gælder både den, der skal give hjælpen, og den der skal modtage:
”Vi oplevede unge, som sad fast i standardsvaret: ”Jamen, det kan jeg jo ikke, fordi…”. Det var blevet deres overbevisning, at deres grænser ikke kunne flyttes, og den overbevisning satte i sig selv en stopper for at flytte dem. Først måtte deres tænkning derfor ændres. Det samme måtte pædagogers og sagsbehandleres tænkning, når de gav efter for indlærte automatikker og rygmarvsreaktioner og kun så den unges begrænsninger,” fortæller Lene Metner.
Anerkend mennesket – ikke adfærden
”A’et” for anerkendelse var akkurat lige så vigtigt. Udvikling på baggrund af (måske godt skjulte) ressourcer kan ikke praktiseres med modvilje imod det menneske, der skal hjælpes. Først må man derfor som pædagog eller hjælper tjekke sin egen indstilling.
”Som fagperson og hjælper kan man ikke ikke-påvirke. Man er altid en vigtig del af processen. Derfor er ens egen indstilling så vigtig. Det er selvfølgelig ikke forbudt at blive irriteret eller kortvarigt miste troen på forandring. Men det er uprofessionelt, hvis man ikke får kigget på sin egen indstilling, og fundet årsagen til, at den er kørt af sporet. Man skal så at sige arbejde KRAP’sk med sig selv eller lade sig hjælpe af en kollega, ” understreger Lene Metner.
“Adfærden i sig selv skal ikke bifaldes, men for at den kan ændres, er det nødvendigt at anerkende mennesket bag”
Konkret giver anerkendelsen sig udtryk i tolkningen af enhver adfærd som ”den pågældendes bedste måde at tackle den aktuelle situation på, ud fra hans eller hendes grundtanker, strategier og værdier” – ikke som et udtryk for dette menneskes sande væsen.
”Hvis vi får analyseret selv den mest forkastelige adfærd, afslører den sig i de allerfleste tilfælde som udslag af det pågældendes menneskes mestrings-strategi. I situationen var oplevelsen, at man ikke kunne gøre andet: Man råbte, fordi man var frustreret og desorienteret. Man slog ud, fordi man ikke kunne være i sin krop netop da. Adfærden i sig selv skal ikke bifaldes, men for at den kan ændres, er det nødvendigt at anerkende mennesket bag,” understreger Lene Metner
Ingen udvikling med fejl-fokus
Men hvordan skal ”ressource-fokus” helt præcist forstås? Alle har vel ikke ressourcer til alt? Hvad gør man når ressourcerne ikke slår til efter egen eller andres målestok? Er det så tid til at ændre fokus og zoome ind på begrænsningerne?
Nej, mener Lene Metner. Som professionel er opgaven at finde vejen frem for den enkelte, og den findes ikke ved at bruge energien på fejlfinding og grænse-opklaring, tværtimod – så stopper al udvikling.
”Hvad lærer vi i virkeligheden af vores fejl? Vel egentlig bare at undgå dem? Jeg har ikke mødt nogen, der udviklede sig ved at få at vide, hvad de ikke duede til. Som fagpersoner må vi lære den person, vi har for os at kende. Vi må ”gå over broen” for at forstå mennesket bag adfærden. Hvad skræmmer, motiverer, glæder, keder, udmatter, provokerer ham eller hende? Hvis vi skal erstatte et passivt eller negativt adfærdsmønster med et positivt, må vi kende til hans eller hendes ønsker og drømme, og så må vi arbejde med det, der kan lade sig gøre – ikke alt det, som ikke kan.”
Masser af solskins-historier
Ønsker og drømme er ikke altid realisérbare, men det er ikke afgørende, påpeger Lene Metner:
”Ønsker og drømme er pejlemærker. De markerer den retning, der giver mening for os og motiverer os – også selvom vi aldrig når helt i mål. De færreste får alle deres drømme opfyldt, men det gør ikke drømmene mindre vigtige, for de er nøglen til vores passion, energi og glæde.”
“De færreste får alle deres drømme opfyldt, men det gør ikke drømmene mindre vigtige”
Når det er sagt, så kan meget lade sig gøre med den rette indstilling – mere end man skulle tro, understreger Lene Metner. Hun har en perlerække af solskins-historier på lager og deler gerne ud: Der var manden, som både havde et alkohol-problem og et lettere udviklingshandicap, hvis eneste ønske, det var at blive jagerpilot. Et job med vedligehold på Flyvestation Karup blev hans billet til en ædru og meningsfuld hverdag. Og der var den unge udadreagerende mand med autisme og et kaotisk liv, som ønskede sig gode stabile relationer. Med selvindsigt lærte han at kompensere for sit sociale og kommunikative handicap og er i dag lykkeligt gift og far. Der var også den ældre mand med et udviklingshandicap, hvis liv var reduceret til lænestol, fjernsyn og omgivelsernes problemer med at få ham i bad. Med nysgerrighed og tålmodighed blev hans skrinlagte drømme hevet frem i lyset: landmandsliv med traktorkørsel og dyrepasning. En aftale med en lokal landmand gjorde igen hans liv værd at leve, og hans modvilje mod at gå i bad forsvandt som dug for solen.
”Jeg selv er et godt eksempel på, at ting kan lade sig gøre. Hvis jeg havde fortalt min dansklærer i gymnasiet, at jeg ville være psykolog og skrive bøger, skal jeg hilse og sige, at han havde smidt sig på gulvet i krampelatter. Vi er mange, der kan meget mere, end man skulle tro,” smiler Lene Metner.
Lene Metner
- Uddannet ergoterapeut (1988) cand.pæd.psych. (2002)
- Mange års erfaring med ledelse af pædagogiske institutioner
- Direktør for PsykologCentret i Skive og Viborg
- Gennemgående forfatter på alle KRAP-bøgerne udgivet på Dafolo (2007-2019).
- Underviser på diverse KRAP-kurser og -uddannelser.
- Se mere på krap.com
KRAP
- Forkortelse for: Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik (senere: Praksis)
- Et integreret socialpædagogisk system med basis i praksis. Teoretisk og metodisk forankret i de kognitive behandlingsformer og i det ressourcefokuserede menneske- og behandlingssyn. Inspiration fra den systemiske teori, adfærdspsykologien, Positiv psykologi, ICDP og Marte Meo, hos Aaron Antonovsky samt Appreciative Inquiry (Anerkendende Udspørgen).
- Første bog om KRAP udkom i 2007, siden er 6 bøger om KRAP udkommet, de fleste skrevet af Lene Metner og Peter Bilgrav, som er partner i PsykologCentret.
- Anvendes i dag i mange forskellige sammenhænge lige fra spædbørnsområdet til folkeskoler, bofællesskaber, og ældresektoren.
- Med udgangspunkt i PsykologCentret i Skive og Viborg udbydes KRAP-baseret undervisning, kurser og terapi i hele landet samt i Norge, Grønland og på Færøerne.
- Figurerer som evidensbaseret metode på Socialstyrelsen.dk med et forskningsprojekt udført blandt mennesker med udviklingshandicap fra 2015-18 af Psykologcentret i samarbejde med Rambøll.
- Se mere på krap.com