
November 2020
Kommunen er i centrum – ikke borgeren
Når kommunen står for udredning og visitering, er det noget skidt, at de fleste botilbud efterhånden også er kommunale. Ib Poulsen, næstformand i Lev, synes det går den forkerte vej med kvaliteten på handicapområdet. Han håber, at regeringens revision af området kan ændre kursen.
Af Christina Brorson

I sommer igangsatte regeringen en evaluering af det specialiserede socialområde, som i løbet af det næste halvandet år skal føre til nye tiltag – alt sammen for at bedre forholdene i Danmark for blandt andet mennesker med udviklingshandicap. Organisationen Lev sidder med i den nedsatte følgegruppe, og næstformand, Ib Poulsen, har mange ønsker til ændringer på et område, som han har fulgt i mere end fire årtier – de seneste 10-15 år med stigende bekymring.
“Før kommunalreformen forventede man, at cirka 85 procent af botilbuddene til mennesker med udviklingshandicap ville ligge i regionerne og 15 procent i kommunerne. Det er gået lige modsat”
”Som jeg ser det, er Servicelovens målsætning om at kompensere den enkelte individuelt for hans eller hendes handicap aldrig blevet virkelighed. Intentionen med Serviceloven var i 1998 en ”almindelig-gørelse” af mennesker med udviklingshandicap, men efter min mening fjerner vi os i disse år fra den intention. For det første fordi loven er 22 år gammel og efterhånden så indviklet og bureaukratisk, at den er svær at træffe afgørelser efter. For det andet fordi kommunalreformen i 2007 har gjort det svært at forlade institutions-tankegangen og sætte den enkelte borger i centrum,” skitserer Ib Poulsen.
Den tomme lejlighed
Den væsentligste hindring for at det enkelte menneske med udviklingshandicap sættes i centrum er, ifølge Ib Poulsen, at det specialiserede socialområde i stigende grad kun har én herre, nemlig kommunerne, som står for både udredning, visitering og botilbud.
”Før kommunalreformen forventede man, at cirka 85 procent af botilbuddene til mennesker med udviklingshandicap ville ligge i regionerne og 15 procent i kommunerne. Det er gået lige modsat. Derfor har den enkelte kommunes økonomi fået en alt for stor rolle i beslutningen om, hvad der skal tilbydes dens borgere. I realiteten er det gået ud over det frie boligvalg, som mange steder afgøres mere af, hvad kommunens selv kan tilbyde, og hvad der er billigst, end hvilke behov der er til stede,” forklarer Ib Poulsen.
“Derfor kommer det ofte til at handle om at få de kommunale tilbud fyldt op, snarere end at finde det rigtige match mellem borger og bosted”
Han giver et friskt eksempel fra en sag, hvor han selv var bisidder.
”Vi havde fundet et godt botilbud til den unge mand, som jeg er bisidder for, og socialrådgiveren var enig og meget positiv. Tre dage efter kom hun dog tilbage med meldingen om, at selvom stedet passede godt til den unge mand, så var det for dyrt. I stedet havde hun fundet et godt alternativ blandt kommunens egne botilbud, hvor der i øvrigt også var en tom lejlighed,” fortæller Ib Poulsen.
”Det er bare ét eksempel. Men det er i høj grad sådan, det fungerer i dag: Tomme lejligheder er dyre for kommunen. Derfor kommer det ofte til at handle om at få de kommunale tilbud fyldt op, snarere end at finde det rigtige match mellem borger og bosted,” lyder konstateringen.
Otte blinde blev til to
En anden ting, som gør det svært at finde det rigtige match mellem borger og botilbud er manglen på specialiserede bosteder. Mange af dem er nemlig lukket siden kommunalreformen, eller også har de ændret karakter og sluppet en stor del af den ekspertise og det særpræg, som de havde oparbejdet. Ib Poulsen, der selv har været botilbuds-leder i 30 år, giver som eksempel det sidste sted, han var leder – et bosted i Assens med 60 beboere.
“Før kommunalreformen i 2007 boede der otte blinde på botilbuddet. To år efter reformen boede der to – de to, der hørte til i botilbuddets hjemkommune”
”Stedet var til mennesker med udviklingshandicap, og vi havde rammer, som var særligt tilpasset blinde. Vi havde også oparbejdet en stor erfaring med netop denne gruppe. Før kommunalreformen i 2007 boede der otte blinde på botilbuddet. To år efter reformen boede der to – de to, der hørte til i botilbuddets hjemkommune. Resten var blevet hentet hjem til deres egne kommuner med forsikringer om, at medarbejderne på deres nye bosteder ville blive sendt på kurser. Der var ikke længere grundlag for den særlige indretning til blinde og en del af de medarbejdere, som havde oparbejdet ekspertise, var nu overflødige,” fortæller Ib Poulsen.
Selv valgte han i samme omgang at gå på pension efter et langt liv som botilbuds-leder, men fra sidelinjen har han kunnet konstatere at forringelserne er regnet ned over hans gamle arbejdsområde.
”Fra 1980 til 2007 var der store fremskridt indenfor handicapområdet. Det var et område i vækst og udvikling. Siden 2007 er der stort set hvert år bevilget færre midler. Det har ført til mere uuddannet personale og generelt dårligere vilkår.”
Et par utopiske ønsker
Ib Poulsens ønskeseddel til ændringer på handicapområdet, når regeringen om halvandet år skal tage beslutninger i den retning, er derfor lang.
“personligt kunne jeg da godt ønske mig, at alle botilbud til mennesker med udviklingshandicap blev taget helt ud af offentligt regi og gjort til selvejende institutioner”
”Desværre er Lev jo ikke den eneste interesseorganisation, som regeringen rådfører sig med. Kommunernes Landsforening og Danske Regioner sidder blandt andet også med ved bordet. Men personligt kunne jeg da godt ønske mig, at alle botilbud til mennesker med udviklingshandicap blev taget helt ud af offentligt regi og gjort til selvejende institutioner, som det for eksempel er sket med gymnasierne. På den måde ville ingen steder blive favoriseret på grund af kommunalt tilhørsforhold, men alene målt på kvalitet. Jeg kunne også godt ønske mig, at udredning, visitering og finansiering blev skilt ad, på samme måde som det for eksempel er tilfældet, når lægen uvildigt diagnosticerer, og patienten automatisk får den bedste behandling,” skitserer Ib Poulsen.
Han tilføjer, at et komplet selvejende botilbuds-område og en uvildig udrednings- og visiterings enhed hører til i den utopiske ende, men at håbet dog er nogle grundlæggende forbedringer, der kan sætte en stopper for nedgangen i livskvalitet for den enkelte med udviklingshandicap.
Ib Poulsen udtaler sig i denne artikel som privatperson. Ovenstående er ikke officielle udmeldinger fra Lev.
Ib Poulsen
- Medlem af Lev i mere end 40 år.
- Pensioneret socialpædagogisk leder.
- Tidligere kredsformand i Odense,
- Medlem af Lev’s hovedbestyrelse i otte år (de sidste fire år som næstformand)
- Medlem af Handicapråd.