December 2023
Kirken er forpligtet på at tale et værdigt menneskesyn op
Henrik Stubkjær, Biskop over Viborg Stift, ser kirken som en platform, der kan skabe en åben og ærlig samtale mellem mennesker. Folkekirken har både en særlig forpligtigelse, og en udfordring, i forhold til at rumme det hele menneske – også mennesket med særlige behov.
Af Regitze Fuhrmann
Den offentlige debat skubber lige nu til nogle grænser, som vi i lang tid har taget for givet. Det kristne menneskesyn har på mange måder ligget bag en del af den gældende lovgivning i Danmark. Men er det ved at rykke sig nu? Og hvilken rolle vil det stille kirken i?
For biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær, betyder det, at kirken kun får en mere afgørende rolle i samfundet.
”Ethvert menneske er Gudsskabt, helt unikt og uendelig værdifuldt. Og det er sådan set der, vi begynder. Den kristne menighed har jo helt fra de allerførste kristne i Jerusalem været optaget af at være der for mennesker i nød. Det har altid været en del af kirkens dna at tage sig af mennesker. Så det ligger naturligt i vores kristne livs- og menneskesyn, at vi selvfølgelig skal møde ethvert menneske som det det er, nemlig rummende en gudbilledlighed og værende helt unikt og uendeligt værdifuldt.”
Og det menneskesyn skal kirken også fremme i den offentlige debat. ”Hele kirken har et ansvar for at være en offentlig stemme. Mennesket er værdifuldt, også selvom vi ikke yder det optimale på alle nivaeuer. Derfor har vi brug for en anerkendelse, som ligger ud over det at præstere. Vi har brug for at vide, at vi er gudsskabte og elskede.”
Aktiv dødshjælp
Debatten om aktiv dødshjælp har også gjort indtryk på biskoppen.
”Mennesket bestemmer selv alting i dag, intet er helligt længere. Men for mig er livet helligt, og derfor skal vi tænke os virkelig godt om inden, vi som samfund giver lov til at slå hinanden ihjel, fordi vi ikke orker at leve mere. Det er for let.” I stedet skal vi i samfundet være bedre til at yde den hjælp, smertelindring og omsorg, som mennesker har brug for livets sidste fase, mener Henrik Stubkjær. Og samfundet har vel også svigtet lang tid inden, hvis vi når dertil, hvor et menneske ønsker at få hjælp til at dø?
”Ja det er for let som samfund at vælge den løsning. Og det kan blive et pres for nogen, hvis man ikke vil ligge nogen til last. Må man overhovedet være her? Der er brug for, at nogen råber op med et andet menneskesyn. Der er et punkt, som vi ikke skal krydse, hvor vi bliver den øverste instans i livet, og det er mennesket ikke. Vi bør have en forsigtighed for og anerkendelse af livet som en gave, for dø skal vi allesammen. Vores opgave er så at lindre og skabe værdighed omkring døden.”
Og en ting er selve handlingen – at yde hælp til at dø -en anden ting er den måde, som det direkte og indirekte vil påvirke vores samfund på.
”Vi får et fattigere samfund, hvis vi tror, at det kun er en meget snæver normalitetsgruppe, som kan få et lykkeligt liv. For det er jo ikke rigtigt. Vi ændrer vores menneskesyn, hvis kun det normale er det rigtige og ikke den mangfoldighed, som ligger i Guds skabelse. Og er der først en gruppe, som vi fryser ude, så kan det meget hurtigt også blive den næste gruppe. Og hvor ender vi så henne?”
Kirken som modsvar
For at nuancere debatten, og for at stå ved det menneskesyn, vi som kristne tror på og lever ud fra, kan kirken indtage en særlig rolle som modsvar til den retning, som samfundet måske bevæger sig hen imod. For Henrik Stubkjær er det meget tydeligt, hvordan kirken skal være et modsvar. ”Det skal den være ved at tale imod eksklusion og for inklusion. Og ved at tale om et menneskesyn, som er rummeligt, og hvor der er plads til forskellighed. Kirken skal lægge vægt på, at mennesker er langt mere end det, de præsterer.”
Og netop kravet om præstation er noget vi alle kender til, som indbyggere i en konkurrencestat, hvor den gældende norm er, at vi alle står i konkurrence med hinanden, og hvor kun dem der vinder, bliver lykkelige. ”Dér forvrænger vi menneskesynet, så vi ikke længere er medmennesker men konkurrenter. Hvis ikke vi har blik for det menneske, som er anderledes end os selv også er et menneske, så snævre vi normalitetsbegrebet ind til noget, som ingen af os kan holde til at leve i. Så får vi et koldt samfund. Og vi lægger en enorm byrde på dem, som ikke passer ind. Kan de så overhovedet være her?
Vi skal møde mennesker med værdighed, vi skal se dem som værdige. Kirken har derfor en forpligtelse til at tale et værdigt menneskesyn op, vi har også en forpligtigelse til at skabe den platform der gør, at mennesker med handicap også selv kan tale. De skal have oplevelsen af selv at have en stemme, en værdighed. Kirken skal ikke skubbe dem til side og tale på vegne af dem, men give dem en platform. Skal vi behandle dem værdigt, skal vi ikke have ondt af dem, men tro på dem.”
Folkekirkens forpligtigelse
Et sådan rummeligt menneskesyn forpligter kirken på i praksis at tage hånd om mennesker med handicap. For Henrik Stubkjær er det en selvfølge, at Folkekirken skal rumme det hele menneske, dermed også mennesker med særlige behov. Men formår vi i kirken at se mennesker med særlige behov som ligeværdige medlemmer af menigheden? Og hvordan skal folkekirken løfte denne opgave?
”Langt hen ad vejen gør vi meget for, at det kan lade sig gøre. Gennem de senere år er der f.eks. kommet meget opmærksomhed på at tilbyde undervisning efter den enkeltes behov til konfirmander med særlige behov. Det gør, at de får lov til at opleve sejren til konfirmationen, at de gennemfører noget. Det er stort. Men der kan altid gøres mere.”
Et område, som Viborg Stift har brugt meget tid og energi på, er samarbejdet mellem kirker og kommuner. Arbejdet førte til en stor konference Fælles Om d. 24 marts i år, der samlede 500 mennesker fra kirker, kommuner og organisationer fra hele stiftets dækningsområde, hvor ønsket er mere samskabelse mellem aktørerne på det sociale område.
”Diakonien i Danmark har i høj grad været båret af diakonale organisationer. Der sker nu et paradigmeskift, hvor folk i større grad forventer en diakonal indsats fra deres lokale kirke. Den almindelig danskers forventning til folkekirken er, at den skal møde mennesker i nød. Hvis vi ikke forholder os til det, så mister vi folks opbakning, når vi ikke lever op til deres forventninger. Hvordan kan vi så hjælpe hinanden med at løfte den her opgave? Jeg håber, at samarbejdet mellem kirker, kommuner og kristne organisationer kan åbne for en frugtbar samskabelse, hvor man møder mennesket i dets mangfoldighed. I det samarbejde tror jeg, at der er nogle unikke muligheder.”
Og i netop samskabelsen kan blikket på hinanden måske også ændres, så vi får et mere ligeværdigt forhold til hinanden. ”Dem vi ser som svage, er ofte dem som er stærkest. Ellers ville de slet ikke kunne være her. Vi skal skabe et miljø – både i kirken og kommunen -, hvor der er en åbenhed og tillid til hinanden, hvor vi kan tale sammen. Hvor vi kan være åbne omkring, hvordan vi skal møde hinanden. Være ærlige overfor hinanden. Kirken skal være rummelig, men også være åben for at skabe fællesskaber, hvor man godt må ligne hinanden, så vi kan spejle os i hinanden. Det kan også give en tryghed.”
Platform for forståelse
Selvom vi i samfundet skubber til de ydre grænser for vores normalitetsbegreb, når vi taler om aktiv dødshjælp og abortgrænse, ser vi også en anden bevægelse i samfundet, hvor vi sprogligt bryder nogle barrierer ned. Vi taler om forstyrrelser og diversiteter i stedet for sygdom og hæmning, og prøver på den måde generelt i samfundet et være mere rummelige overfor en stor gruppe mennesker. Henrik Stubkjær mener, at det er en gylden mulighed for kirken at tale ind i den bevægelse.
”Forhåbentlig kan det skabe en platform for en bedre samtale, en platform for forståelse. Men det kræver en viden og en forståelse for hinanden. Vi skal turde tale om forskellighederne. Kirken skal være med til at skabe en balance, hvor der er plads til forskellighed, både dem med særlige behov og dem uden. Vores menneskesyn skal acceptere forskelligheden og rumme det, som er anderledes. Gud skaber aldrig kopier, kun originaler. Kunne man få sådan en holdning til at brede sig i kirkerne, så kunne vi komme langt.”
Og til sidst skal vi aldrig glemme at spørge os selv; hvad er det, vi bygger vores etik på? ”Vi skal bygge den på det kristne menneskesyn. Vi skal holde fast på, at vores menneskesyn skal styre retningen for vores liv, ikke økonomi. Diakoner i sundhedssystemet skal sige fra overfor forråelsen, overfor forringelser af livskvalitet, f.eks. på grund af økonomi. Kirken har en rolle i forhold til at stå fast på et kristen menneskesyn, ligesom præsten har en rolle, fordi han møder en anden side af livet end så mange andre, så har man også en pligt til at bruge den viden til at kæmpe for værdigheden.”
Faktaboks:
Henrik Stubkjær
Biskop over Viborg Stift siden 2014.
I september valgt som præsident for Det Lutherske Verdensforbund.
Tidligere forstander for Diakonhøjskolen i Aarhus og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.