Kirke for alle sanser

Sølund ved Skanderborg er en landsby for udviklingshæmmede. Og som i en rigtig landsby skal der også være en kirke. Og det sørger multimedierne i Sansehuset for.

Af Michael Tungelund

Verdens sandsynligvis første ”virtuelle” kirke ligger i Skanderborg. Når projektorerne er tændt, er det som at sidde i enten Alderslyst Kirke eller – med et enkelt klik – i Skt. Johannes Kirke på Trøjborg. Der går et par sekunder, inden min hjerne for alvor registrerer, at den er blevet snydt. Blevet synsbedraget. For selvfølgelig ligger der ikke det meste af en middelalderkirke inde i det knapt seks måneder gamle sansehus med alle dets farver, lyde og digitale billeder på vægge og i gulve.

Men det er her ellers alt sammen: alteret, prædikestolen, glasmosaikkerne, de brusende toner fra orglet og lyden af kirkeklokkerne, der kalder til højmesse. Det er, som stod man i Alderslyst Kirke på en smuk solskinsmorgen. Men altså en illusion, der kun varer, til Maurits Eijgendaal trykker Off på det A3-store touch-display, som styrer de otte projektorer i loftet.

Væggene bliver atter helt hvide, og det ægte dagslys fortrænger – i takt med at de hvide mørklægningsgardiner lydløst går mod loftet – nådesløst billederne af det, der for et øjeblik siden lignede en smuk kirke fra begyndelsen af sidste århundrede. Tilbage til virkeligheden i Landsbyen Sølund, en boform for udviklingshæmmede.

Gudstjeneste tilpasset målgruppen

– Da vi fik mulighed for at bygge et sansehus, et såkaldt Snoezelhus, var det min store drøm, at vi også kunne lave en virtuel kirke her i bygningen. Mange af vores beboere, som alle har vidtgående fysiske og psykiske handikap, har i forvejen stor glæde af at komme i byens kirker, men deres handikap gør det ofte svært for dem at få det optimale ud af et besøg i en ordinær kirke. Men her i “vores kirke” kan vi indrette rummet, så alle kan være med og føle sig trygge – og man kan sågar lægge sig på vandsengen i hjørnet, hvis man har brug for at slappe af eller måske sove, forklarer Maurits Eijgendaal, der er forstander for Landsbyen Sølund ved Skanderborg.

Huset og kirken blev indviet kort før jul sidste år, og Maurits Eijgendaal er glad for, at sansekirken blev indviet, som var det en helt almindelig folkekirke.

– For os er det vigtigt, at beboerne får deres åndelighed stimuleret, og da hovedparten af dem er medlemmer af folkekirken, er det naturligt, at de her i “landsbyen” også kan møde kirken og det kristne evangelium, hvis de ønsker det. På deres vilkår. Det vil sige, at de i langt højere grad kan opleve budskabet med deres sanser end deres intellekt. For det er deres behov, forklarer forstanderen.

Her leves det glade budskab ud

Gudstjenester i Landsbyen Sølund er dog ikke noget nyt. De seneste fire år har sognepræst Line Rudbeck haft en 45 procents præstestilling i tilknytning til boformens mere end 200 beboere, men det er først nu, at hun får “sin egen sognekirke” på matriklen.

– Det seneste år har jeg været på barsel, så det er min kollega Lisbeth, der sammen med Maurits har stået for den praktiske indretning af vores virtuelle kirke, men ideen har været undervejs i flere år, og jeg glæder mig rigtig meget til min første gudstjeneste her, siger hun.

– Det er nødvendigt at forkynde med og for sanserne, og derfor er det meget nemmere at komme med det glade budskab i en kirke som denne, hvor eksempelvis billeder på væggene kan understøtte forkyndelsen. Gudstjenesterne er meget kropslige og sanselige. Vi spiser sammen, og vi krammer meget. Er i det hele taget opslugt af, hvad der sker her og nu. Vi føler med personerne i bibelfortællingerne og forstår måske bedre deres glæde, vrede eller frustrationer. Og det er ikke ualmindeligt, at der bliver klappet af velsignelsen, smiler Line Rudbeck.

Hun er derfor heller ikke i tvivl om, at det bliver en helt anden og god oplevelse at blive præst i de nye omgivelser.

Alverdens kirker samlet et sted

Efter næsten elleve måneder på Sølund– de fem måneder i “sansekirken”– får Lisbeth Kristensen da også svært ved at tage afsked med de meget farverige gudstjenester.

– Man bliver rørt af stedet her. Bliver arbejdsmæssigt vakt til live på en ny måde. Det er kommunikation i en anden form end ellers, for alt det overflødige skal skæres væk, hvis tilhørerne skal få glæde af det.

– Jeg tænker i billeder, når jeg prædiker for beboerne på Sølund, og anvender rekvisitter for at visualisere mine ord. Med en virtuel kirke kan jeg via teknikken tilføre gudstjenesten utrolig mange nye oplevelser. Eksempelvis brugte jeg i forbindelse med påskegudstjenesten billeder af Arne Haugen Sørensens mosaikker, som findes i Skt. Johannes Kirke på Trøjborg, og når disse kommer op i fuld størrelse på væggen, så er der virkelig tale om en visuel oplevelse.

– Endnu har vi kun billeder fra to kirker, men tanken er, at der hele tiden skal udvides med nye billeder, nye kirker – nye oplevelser af at være i et kirkerum, samtidig med at man også skal bevare genkendeligheden for beboerne, forklarer Lisbeth Kristensen.

Foruden at kunne fungere som kirke kan rummet med et enkelt tryk omdannes til en tur i Legolands Monorail eller en smuk tur ved Vesterhavet. Der er på alle måder tale om et rum, hvis brug kun begrænses af fantasien.

Fakta om Landsbyen Sølund

Landsbyen Sølund er en boform for udviklingshæmmede, et hjem for omkring 238 mennesker med vidtgående fysiske og psykiske handikap.

De fleste af Sølunds beboere lever det meste af deres hverdag og liv i Landsbyen, hvis pædagogiske tilgang blandt andet fokuserer på tryghed, omsorg og kærlighed i et liv med udfordringer og oplevelser.

Samværet skal være meningsfyldt, med glæde og glimt i øjet, for såvel beboere som personale.