Februar 2020

KH’s første år: Hjælpen kom altid

Det er mange år siden. Men Emil Pedersen, den første formand i Kristelig Handicapforening, husker tydeligt dengang det hele begyndte. Hvordan det var at stå sammen om en sag. Hvordan bestyrelsesarbejdet blev ordnet over midnat. Og hvordan hjælpen altid kom, når der var mest brug for den.

 Af Christina Brorson

Emil Pedersen (78) tager imod i døren til den store etplans villa i den nordvestlige ende af Kolding – 154 kvadratmeter plus en større have, som børn og gode naboer hjælper lidt til med. På væggene hænger billederne tæt og vidner om en stor familie. Her er billeder af Emils kone Alice, der døde for tre år siden, samt deres tre børn, seks børnebørn og fire oldebørn.

Den første formand i Kristelig Handicapforening, Emil Pedersen, glæder sig over, at Kristelig Handicapforening stadig efter 40 år er båret af de samme værdier, som den blev grundlagt på.

Kun to af Emils børn lever stadig, sønnerne Torben og Lars, der bor med deres familier i henholdsvis Christiansfeld og Sorø. Deres lillesøster Anne Mette, som havde Downs, døde 7 år gammel i 1983. Men hun er ikke desto mindre den indirekte grund til, at KH bladet besøger Emil Pedersen. Det var nemlig for at høre om mulighederne for et bofællesskab til hende, at han og hans kone i 1980 tog til stiftende generalforsamling i Kristelig Handicapforening.

”Min søster, der også havde en søn med udviklingshandicap, deltog i de bibelcampings, der blev forløbere for oprettelsen af Kristelig Handicapforening. Hun fortalte os om den stiftende generalforsamling, der fandt sted på Kjelsø Lejren ved Ans, og vi tog med,” fortæller Emil Pedersen.

 

Troen var det bærende

At han skulle komme hjem som formand, var ikke planlagt.

”Det havde jeg ikke spekuleret på forinden. Men de skulle jo have en formand, og det blev så mig,” konstaterer Emil Pedersen.

På det tidspunkt var der ellers nok at se til med ”Emils Catering”, som han havde startet op fire år tidligere. Firmaet, der eksisterede frem til 2001 – de sidste år med 15 ansatte – lagde beslag på en stor del af hans tid. Men den sag, der lå til grund for oprettelsen af Kristelig Handicapforening, var for vigtig til at lade ligge, mente han og familien.

”Da vi fik Anne Mette, vidste vi ikke meget om at have et handicappet barn. Men vi fandt hurtigt ud af, at fremtiden var uvis. Jeg havde det meget skidt med at tænke 20 år frem. Hvor skulle hun bo? Og kunne hun til den tid få et kristent hjem, som det hun kom fra? Troen betød meget for os. Den var det bærende i vores liv, og vi ønskede, at den skulle følge Anne Mette hele livet,” forklarer Emili Pedersen.

 

Kyllingefarmen indbragte 50.000 kr.

 Derfor engagerede han sig og lagde sammen med resten af bestyrelsen alle kræfter i for at skabe et bofællesskab, der byggede på kristne værdier, og hvor troen fik plads i dagligdagen.

”Det var en travl, men god tid. Som formand havde jeg den aftale med de andre bestyrelsesmedlemmer, at jeg kunne ringe sent om aftenen, når dagens arbejde var gjort, og få tingene ordnet uden så meget social snak. Jeg fik det meste bestyrelsesarbejde ordnet mellem klokken 22 og 02. Men det var lige så meget alle de andre, der trak læsset. Landmand Jørgen Nielsen, var praktikeren. Det var for eksempel ham, der skaffede foreningen den første større sum på 50.000 kroner,” fortæller fik Emil Pedersen.

Pengene var en erstatning for forkøbsretten til den kyllingefarm, der skulle have huset det første KH-hjem.

”Kyllingefarmen lå tæt på Ølgod, og Jørgen Nielsen havde fået forkøbsret på stedet, når det snart blev sat til salg. Men ejerens søn protesterede. Han ville ikke sælge til sådan en flok handicappede, sagde han. Og så blev forkøbsretten annulleret. Jørgen Nielsen blev vred. Det skulle sønnen ikke slippe godt fra, mente han og brokkede sig så meget, at han endte med at få en kompensation på 50.000 kroner,” husker Emil Pedersen med et grin.

 

Reddet af et opkald til Socialministeriet

 Modvind var der nok af i starten. Men hjælpen kom altid. Foreningen Jysk Børneforsorg var således med til at hjælpe søsterorganisationen i gang med uundværlig bistand.

”Ingen af os i bestyrelsen havde erfaring med at få ting igennem på socialområdet. Derfor arrangerede vi et møde med formand for Jysk Børneforsorg, pastor H.C. Johannessen,” fortæller Emil Pedersen, og smiler ved tanken om mødet, der blev noget kortere end forventet.

”Hvad er det, I ønsker?” spurgte pastoren. Vi forklarede, at vi arbejdede på at oprette et kristent hjem for udviklingshæmmede. ”Det er noteret, og nu sætter jeg min sekretær på sagen” svarede han, og så var mødet slut. Vi kiggede på hinanden og vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle tro.”

Men landsekretæren i Jydsk Børneforsorg, Lars Bundgaard, var ikke så dårlig at få med på holdet, viste det sig. Det var hans erfaring og netværk, der på et hængende hår reddede etableringen af Østbækhjemmet, husker Emil Pedersen.

”Borgmesteren i Ølgod Kommune havde selv foreslået en systue, som vi kunne overtage i stedet for kyllingefarmen, og sammen med socialudvalgsformanden havde han inviteret os til et møde om sagen på rådhuset. Men da vi havde forklaret om vores planer for systuen, gik socialudvalgsformanden helt i baglås. Projektet var umuligt at gennemføre, oplyste han, og vi havde ikke noget at sige til vores forsvar. Men Lars Bundgaard, som var med, bad om en halv times pause og en telefon. Så ringede han til sine kontakter i Socialministeriet, og da den halve time var gået, kom han igen, gav et par navne, og sagde, at projektet så absolut var muligt. Socialudvalgsformanden modtog oplysningen uden at sige et ord, og der blev ikke problemer fra den kant siden,” griner Emil Pedersen.

 

Bønnesvar på bankkontoen

 Systuen var ikke gratis, og det blev svært at finde penge nok. Emil Pedersen husker stadig tydeligt, hvordan de blev fundet. Eller, det vil sige, han ved stadig ikke, hvordan det gik til – kun at det var det mest tydelige bønnesvar, han nogensinde har oplevet.

”En af mine gode venner, som var med i opstarten af behandlingshjemmet Quo Vadis i 1975, havde godt nok fortalt, hvordan de bad om ting, som så dagen efter stod på trappestenen. Men jeg tog det altid med et gran salt. Nu oplevede jeg selv, hvordan det store beløb, som vi manglede til køb af systuen, slet ikke kunne fremskaffes. Det var mellem 250.000 og 350.000 kroner. Til et bestyrelsesmøde foldede vi hænderne og bad Gud om hjælp, og få dage efter stod pengene på kontoen. Jeg ved endnu ikke, hvor de kom fra. Men det var et meget konkret bønnesvar.”

I sommeren 1983 – godt tre år efter oprettelsen af Kristelig Handicapforening, kunne dørene til det første KH-hjem, Østbækhjemmet, slås op. Forvandlingen fra systue til bofællesskab foregik 100 procent ved frivillige kræfter. Emil Pedersen, der fortsatte som formand frem til 1988, husker at Østbækhjemmet blev lige, som man havde håbet.

”Vi havde været rundt om for at kigge på lignende steder, og nogle steder fik man indtrykket af, at her blev folk bare opbevaret. Det var ikke indtrykket, når man kom på Østbækhjemmet. Her havde man det godt. Det var tydeligt. Når jeg kom, fik jeg som regel et knus af dem alle sammen.”

 

EDB og et godt lodseddel-tip

Da opgaven med at etablere det første hjem var slut, satte landsbestyrelsen fokus på at få en selvstændig økonomi. Vejen dertil blev det lodseddelsalg, som stadig udgør en stor del af økonomien i Kristelig Handicapforening.

Også her fik bestyrelsen hjælp. Gymnasielærer Ole Techow, der var en ven af foreningen, havde, i modsætning til de fleste andre i 1983, styr på det med IT – dengang såkaldt elektroniske databehandling (EDB). Ham ville bestyrelsen derfor gerne have til at hjælpe med lodseddel-cirkusset, der krævede kunnen indenfor netop dette område.

”Ole Techow ville gerne hjælpe, men havde dårligt tid. Den gode løsning blev en koncentreret hotel-weekend med ham, computeren og KH-bestyrelsen. På den måde fik vi det hele startet op, og herefter kørte det,” fortæller Emil Pedersen.

Lodsedlerne skulle sælges rundt om i landet. Emil forsøgte at finde hjælp til lodseddelsalget på skolerne i Kolding i Kommune. Eleverne kunne få 5 kroner pr solgt lodseddel til egen projekter. Men det lokkede åbenbart ikke.

”Jeg kan huske, at jeg kom hjem efter at have været rundt på alle Koldings Skoler uden at have fået en eneste aftale. Det var ret håbløst, syntes jeg. Men en ven rådede mig til at prøve fritidsordninger, klubber, spejdere og sportsforeninger i stedet. Det gjorde jeg, og her syntes man meget bedre om idéen. Det endte med, at der blev solgt 2500 lodsedler her i Kolding det år,” fortæller Emil Pedersen.

Populære salgssteder i området blev bilkøerne ved Storebæltsfærgen og Legos familiedage i Billund.

Samme værdier som dengang

”Anne Mette var verdens bedste og dejligste pige. Hun kunne være strid, men bagefter sagde hun altid: Du får lige et knus, for jeg holder så meget af dig” – og det fik man så”, fortæller Emil Pedersen.
Anne Mette Pedersen fik kun 7 leveår, men hun blev anledning til, at hendes forældre kom med i opstarten af Kristelig Handicapforening.

Selvom Emil og Alice Pedersen kort efter oprettelsen af Kristelig Handicapforening fik at vide, at Anne Mette på grund af en medfødt hjertefejl højst ville blive 10 år gammel, overvejede Emil ikke at stoppe i bestyrelsen. Og selvom Anne Mette døde kort efter åbningen af Østbækhjemmet, fortsatte hendes forældre med at være en del af fællesskabet i foreningen.

”Vi havde mange gode timer i Kristelig Handicapforening – mest på Lejrene på Kjelsø, Lyngsbo og Solbakken. De var kernen i fællesskabet.”

Som årene gik, kom familien Pedersen dog alligevel på afstand af Kristelig Handicapforening. Men Emil er blevet ved at følge foreningen, og han glæder sig over, hvad han ser og hører.

”Når jeg ser, hvad Kristelig Handicapforening i dag er blevet til, synes jeg, at dem, der kom efter os, har gjort det godt. Det er ikke en selvfølge, at de grundlæggende værdier forbliver de samme i 40 år. Der er mange eksempler på det modsatte. Men Kristelig Handicapforening står stadig for det samme, som dengang det hele begyndte, og det glæder jeg mig over,” konstaterer Emil Pedersen.