Jeg var som en åben port

Debatterne på teologistudiet kørte destruktivt videre inde i Thomas Storgaard, der oplevede sig forsvarsløs overfor deres negative påvirkning. Først længe efter studiets afslutning blev han klogere på det personlighedstræk, der gør ham særligt sårbar i den slags situationer, nemlig Aspergers.  

(Tema: Voksen med autisme. Læs også artiklerne: “Gode autismehistorier at spejle sig i” og “Vi behøver alternative kristne fællesskaber”)

Af Christina Brorson

”Jeg skal ikke gå ind i konflikter, som synes at være uløselige. Det ved jeg nu, og jeg prøver at rette mig efter det, selvom jeg også ved, at konflikter som sådan er umulige helt at undgå”, fortæller Thomas Storgaard (48). Han har brugt mange år på at bearbejde den oplevelse af inkonsistens og meningsløs fastlåsthed, som ramte ham under teologistudierne på Menighedsfakultetet fra 1992-2003.

 

“Jeg syntes, man diskuterede det samme år ud og år ind uden vilje til at finde løsninger”

 

”Dengang kørte blandt andet diskussionerne om vielse af fraskilte og kvindelige præster på de høje nagler. Jeg var blevet kristen få år forinden, og missionsbevægelserne, som har præget holdningen og værdierne på Menighedsfakultet, kendte jeg ikke indefra i samme grad som mange af mine medstuderende. Det tog mig cirka et år at lære jargonen at kende, og herefter steg min frustration gradvist som årene gik. Jeg syntes, man diskuterede det samme år ud og år ind uden vilje til at finde løsninger,” fortæller Thomas Storgaard.

Smittende handlingslammelse

Løsningen lå lige for, syntes han: Var man utilfreds med folkekirken måtte man jo løse sig fra den med eksempelvis frimenigheder. Den såkaldte ”elipsestruktur, hvor man gik i sin lokale folkekirke om søndagen og i missionsforeningen en hverdagsaften, var dengang næsten eneste måde at strukturere sit trosliv på. Men sådan behøvede det jo ikke at være. Det pointerede han flere gange, forklarer Thomas Storgaard. Men han synes ikke, han blev hørt, selvom netop den løsning med årene blev valgt flere steder.

Situationen med de mange ord, som ikke fulgtes af handling var frustrerende for alle, virkede det til. Men Thomas Storgaard oplevede det stærkere end andre. Det var som om, han sad fast – som om handlingslammelsen smittede.

 

“Jeg hører og ser ikke alle de følelsesmæssige over- og undertoner og opfatter derfor kun en evig kværn af selvmodsigende argumenter”

 

”Jeg var som en åben port – uden filter. Det hele gik bare lige ind”.

Efter endt studie i 2003 fik Thomas Storgaard da også svært ved at skifte gear og starte på et arbejdsliv.

”Jeg brugte fortsat megen energi på at finde ud af, hvad der skete i min studietid – og hvad der var sket med mig,” fortæller Thomas Storgaard.

Det blev en milepæl for ham, da hans egen missionsforening i 2008 valgte at blive en frimenighed.

”Det tog ligesom det ydre pres væk. Den uløselige konflikt mellem folkekirke og missionsforening var forsvundet, og nu kunne jeg på en eller anden måde bedre overskue terrænet,” forklarer Thomas Storgaard.

Aspergers-diagnose til familiefar

Der skulle dog gå endnu fem år, før han for alvor blev klogere på sig selv og sine stærke reaktioner på noget, som andre involverede så ud til at leve forholdsvist upåvirket af. På det tidspunkt havde Thomas Storgaard og hans kone fået seks børn, og nummer fem var udredning for autisme.

”Tre år forinden havde hans storebror fået stillet diagnosen ”infantil autisme”, og allerede dengang var jeg blevet bevidst om, at jeg måske selv havde nogle af de træk, som kendetegnede ham – blandt andet denne stærke optagethed af bestemte ting. Nu foreslog psykologen, at vi tog en snak, og det gjorde jeg gerne,” fortæller Thomas Storgaard.

Psykologen luftede den tanke, at Thomas Storgaard måske altid havde gået rundt med Aspergers-diagnose uden at vide det. Efter samtalen gik han hjem og søgte mere information om Aspergers og tog så kontakt til en psykiater i håbet om at få en afklaring. I november 2013 efter samtaler og tests blev diagnosen stillet: den letteste form for Aspergers.

”Jeg har ingen problemer med øjenkontakt eller at aflæse ansigter. Men jeg tænker markant mere konkret end den neurotypiske (person uden autisme red.), og det relationelle fylder ikke så meget hos mig. Jeg har fået forklaret, at det kan være derfor, jeg har svært ved at forstå og lukke af for andres diskussioner – jeg hører og ser ikke alle de følelsesmæssige over- og undertoner og opfatter derfor kun en evig kværn af selvmodsigende argumenter,” forklarer Thomas Storgaard.

At afmontere vreden

Den nye viden blev skelsættende. Thomas Storgaard begyndte i terapi og fik langsomt redskaber til at gøre sig fri af fortiden.

”Jeg fik at vide, at jeg bar rundt på megen vrede, og jeg lærte at afmontere den del, som hørte til i fortiden”.

Han pointerer dog, at hans aflæsning af tilstandene i 90’ernes og 00’ernes konservative teologiske miljø ikke var forkert. Han betalte bare en uforholdsmæssigt høj pris for at være i det debatterende selskab.

”At jeg ikke kunne skære igennem, gå min vej, eller bare være ligeglad med de stadige diskussioner skyldes min Aspergers. Men faktum er jo, at jeg havde ret i min analyse: Situationen var unødigt fastlåst. Alle andre var bare lidt længere om at finde løsningen,” siger Thomas Storgaard med et glimt i øjet.

Snart sejlklar igen

Han ved, at studie-frustrationerne optog ham i en grad, så han ikke var en særligt nærværende far for sine tre ældste børn. Det blev dog bedre efter endt studie, og er blevet endnu bedre de seneste år, hvor han i stigende grad har lært at tackle de situationer, der kan trigge ham.

Også hans kone har måttet lægge øre til meget.

”Det var jo hende, jeg fortalte det hele til, når jeg var frustreret. Hun orker heller ikke rigtigt at høre mere,” ved Thomas Storgaard, der dog føler, at det hele i disse år lægger sig til rette på nye og bedre måder.

 

“Jeg fik at vide, at jeg bar rundt på megen vrede, og jeg lærte at afmontere den del, som hørte til i fortiden”

 

”Jeg føler mig som et skib, der efter opslidende år med høj søgang først ramte mere stille farvand og dernæst kom i dok, blev repareret og renoveret og nu er klar til at sejle igen. Den høje søgang sluttede, da den missionsforening, jeg kom i, i 2008 valgte at blive en frimenighed. Det betød virkelig meget for mig. Dokken har for mig været terapien, hvor jeg har fået lov at tale ud og få respons og gode råd, som gør mig i stand til at passe bedre på mig selv, så jeg på sigt kan bruge de evner, jeg har,” siger Thomas Storgaard.

Værdifuld viden

Han har haft to kortere ansættelser med ledelse i den katolske boghandel i Aarhus og undervisning i retsfilosofi på jurastudiet i Aarhus, men har endnu til gode at finde sin rette hylde arbejdsmæssigt. Håbet er stadig at finde noget, hvor han bruge sin uddannelse.

”Jeg skal gå langt uden om kirkepolitik. Det ved jeg. Men jeg vil meget gerne bruge min teologiske uddannelse, og for første gang i mange år føler jeg mig nu klar.

Spørgsmålet om han gerne ville have haft diagnosen før, er svært at svare på, synes Thomas Storgaard.

”Aspergers-diagnosen er kun 25 år gammel. Havde jeg fået den før, ville man slet ikke have haft den samme viden som i dag, og jeg havde derfor heller ikke fået den samme hjælp. Jeg er taknemlig for, at både jeg og mine to sønner i dag kan få redskaber til at tackle de begrænsninger, der følger med vores handicap”.

---

Aspergers

• Aspergers syndrom kom i 1994 kom på verdenssundhedsorganisationen WHO’s liste over anerkendte diagnoser.
• Det siges, at personer som Einstein, Mozart og H.C. Andersen kunne have fået diagnosen.
• Nulevende personer med Aspergers er blandt andre: Mark Zuckerberg, Greta Thunberg og Pernille Aalund.