Februar 2022
Jacob elsker sit arbejde (+ VIDEO)
Jacob Nørtoft fra Sydhjørnet arbejder i Superbrugsen, Vamdrup, hvor han siden 2015 har sørget for at dato-trimme hele butikken. Han elsker det gode selskab fra kolleger og kunder – så meget, at han gerne lægger et par timer eller tre oveni sin arbejdsdag.
Af Christina Brorson
Se videoen eller læs artiklen herunder 😊
I Superbrugsen i Vamdrup, suser en medarbejder rundt mellem hylderne i sin kørestol. Hans røde bluse og den omvendte kasket reklamerer for Pågens ”Gifflar” – en foræring fra Pågen-sælgeren, som var forbi i morges. Men det er allerede længe siden, da KH Bladets udsendte dukker op midt på formiddagen. Jacob Nørtoft (30), som medarbejderen hedder, møder nemlig allerede klokken 6.45, så han er klar til at tage fat kl.7.00, hvor arbejdsdagen, ifølge kontrakten, begynder. Fyraften kniber det mere med at overholde. Egentlig slutter arbejdsdagen kl.14, men ofte vender Jacob først næsen hjemad klokken 17.30. Da er han nemlig nødt til at rive sig løs, hvis han vil nå aftensmaden i bofællesskabet Sydhjørnet, hvor han bor, og som kun ligger et par hundrede meter fra arbejdspladsen.
Arbejde til en fræk fyr
Det var med hjælp med fra Sydhjørnet, at Jacob i 2015 fik arbejde i Superbrugsen:
”Jeg havde arbejdet på et gartneri, som desværre lukkede. Herefter blev jeg tilknyttet et beskyttet værksted, som skulle hjælpe mig videre til et nyt job. Der skete dog ikke rigtigt noget, så Knud (Dideriksen, leder af Sydhjørnet red.) og jeg begyndte selv at køre rundt til virksomheder i området for at søge arbejde til mig. Det lykkedes heller ikke. Men så en dag var jeg med Karin (Dideriksen, medarbejder på Sydhjørnet red.) ovre at handle her i Superbrugsen. Jeg lavede lidt sjov med hende. Souschefen hørte os, og Karin spurgte, om ikke han kunne bruge en fræk fyr som mig,” fortæller Jacob.
Han griner ved tanken om, hvordan det hele startede. Souschefen gik nemlig til chefen, som ansatte Jacob – først i praktik og senere i et fast skånejob.
Datovagt i hele butikken
Siden er både chef og souschef i Superbrugsen, Vampdrup skiftet ud flere gange. Men Jacob arbejder her stadig. Han har blandt andet ansvaret for at holde styr på varernes datoer.
“Jacob giver meget til kunderne. Hvis der bliver spurgt efter noget, er han den første, der tilbyder hjælp.” – Charlotte Sørensen
”I pålægget er der en anden, som tjekker datoer, men ellers er det mig, som står for at mærke ned i hele butikken. Jeg har ansvaret for, at ingen varer bliver for gamle,” fortæller Jacob.
Om morgenen starter han som regel ved brødet og mærker ned. Derefter fylder han op i convenience (salater, sandwich o.lign) og suser i det hele taget rundt hele dagen uden at blive arbejdsløs. Interviewet som Jacob har lovet at stille op til, afbryder ham midt i arbejdet med æggebakker, som netop er blevet sorteret ud og nu skal mærkes ned. Jacob kører omhyggeligt bakkerne på køl, indtil han får tid til at sætte gule prismærker på de sidste og sætte dem i dato-boksen, hvor de nedmærkede varer står.
”Coop har en politik med at æg skal mærkes ned 10 dage før sidste salgsdato. Sundhedsstyrelsen forlanger nemlig, at de skal være solgt en uge før sidste salgsdato. Det vil sige, at jeg har tre dage til at få dem solgt til nedsat pris,” forklarer han.
Læs videre nedenfor…
TEMA: Det gør godt at gøre en forskel
Selvom man bor i et bofællesskab og er afhængig hjælp på nogle områder, giver det livsglæde og selvtillid at komme udenfor murene og yde sit bidrag i samfundet. Dette sætter KH bladet fokus på i dette nummer. Læs om Ruth og Jacob, der på hver sin måde nyder at komme ud og virke. Læs også erfaringerne fra KLAPjob, VENskaberne og Sydhjørnet med netop arbejdsglæde og følelsen af at være nødvendig (s. 5-8 og s. 13-15).
»Læs også “Ruth er altid god for en snak”
»Læs også “Forskellen på en pædagog og en arbejdsgiver”
»Læs også “Frivillige som giver meget og får meget”
»Læs også “Vigtigt med både værksted og arbejdsplads”
Overblik, humør og kundetække
I den korte tid, han stiller op til foto og video ude i butikken, er der flere kunder, som råber Jacob an, hilser og spørger, hvordan det går. At han er både serviceminded og vellidt, fortæller butiksassistent, Charlotte Sørensen, der har arbejdet sammen med Jacob, lige fra han blev ansat.
”Jacob giver meget til kunderne. Hvis der bliver spurgt efter noget, er han den første, der tilbyder hjælp. Selvfølgelig har han nogle gange lidt svært ved at få tingene sagt, men kunderne har forståelse for, at det tager lidt længere tid at få sætningerne færdige. Henne ved datoboksen falder han ofte i snak og prøver at få de nedmærkede varer afsat. Det lykkes også af og til,” smiler Charlotte.
Ligesom sine kolleger sætter hun stor på pris på at arbejde sammen med Jacob.
”Jacob er en super arbejdskraft. Han knokler og giver sig selv 100 procent. Udover at holde styr på datoerne i hele butikken er han god til at have øje for mange ting. Hvis Jacob ser, at der mangles bananer, kører han ud på lageret og smækker en kasse op på skødet. Hvis det er en kasse sodavand, der mangles, spørger han om hjælp. Han er altid i godt humør, men også så god til at drille, at vi da har snakket om at smide ham i pappresseren. Det har vi dog endnu ikke gjort alvor af,” griner Charlotte.
Arbejdsglæde i godt selskab
Jacob er egentlig ansat til 32 timer om ugen og 7300 kr. om måneden. Men timeantallet overskrides for det meste, for Jacob arbejder ikke primært for lønnens skyld. Han nyder at være på arbejde. Nogle gange flekser han ud og kører hjem og ser en vigtig sportsbegivenhed i fjernsynet, og om mandagen tager han tidligt fri, for at pleje sin seneste interesse: kørestols-rugby. Men ellers er han for det meste at finde i Superbrugsen, og hvis han af en eller anden grund ikke er på arbejde, kører han gerne med Karin Dideriksen på indkøb. Så hilser og snakker kunderne, selvom han ikke er på job. Jacob er nemlig et kendt ansigt i Superbrugsen, og når han har ferie, er han savnet.
“Det giver mig en glæde i hverdagen at være her og snakke med mine kolleger og kunderne. Det opfylder mit sociale behov.” – Jacob Nørtoft
”Kunderne spørger efter mig, og børnene løber rundt og leder efter mig mellem hylderne,” smiler Jacob.
Ferie er i det hele taget lidt af en udfordring, synes han. Den orden, som han bruger det meste af sin tid på at opretholde i både butik og på lager, smuldrer nemlig også.
”Jeg tager som regel min ferie ud i én køre, og når jeg kommer tilbage, kan man virkelig se, at det hænger – med datoer og oprydning. Så får jeg travlt,” fortæller Jacob.
Han er glad for, at han fik chancen for at vise, hvad han kunne, dengang Karin Dideriksen halvt i sjov lagde billet ind på hans vegne.
”Det giver mig en glæde i hverdagen at være her og snakke med mine kolleger og kunderne. Det opfylder mit sociale behov,” slår Jacob fast.
Jacob Nørtoft
- 30 år gammel
- Bor i Bofællesskabet Sydhjørnet i Vamdrup
- Har siden 2015 arbejdet i fast skånejob i Superbrugsen Vamdrup, som har 45 på lønningslisten.
- Fik sit handicap på grund af en tumor i lillehjernen, da han var 9 år
- SuperBrugsen fik Kolding Kommunes handicappris i 2017 – med begrundelse i Jacobs ansættelse