I den dybe ro kan Gud komme til

Godly Play skaber et rum, hvor deltagerne kan tænke højt sammen. Billeder gør godt for sprogligt svage. Og pauser får nye sider af evangeliet til at åbne sig.

Af Svend Løbner

Godly Play? Kan man lege med Gud og spille ind med det, man selv tænker?

Ja, noget i den stil. Godly Play fortæller bibelhistorie, så deltagernes fantasi og refleksioner sættes i sving. Underviseren folder for eksempel en pose med ørkensand ud på et bord. Langsomt formes sandet med bjerge, marker og stier. Tråde viser floder, og klodser illustrerer huse og hele byer. Figurer og billeder i træ stilles op, mens fortællingen skrider frem.

Ørkenposen er blot en af Godly Play metoder, men fælles for dem er, at de ”formidler bibelstoffet med en langsomhed og med pauser, der giver rum for refleksion,” fortæller sognepræst Erik Holmgaard, der har taget initiativ til Godly Play i Danmark.

“Der sker noget i eftertanken. Bibelen åbner sig for deltagerne, uanset om de er 7, 17 eller 67 år. Som en af underviserne udtrykker det: Helligånden hugger til i pauserne!”

Modvægt til hurtig kultur

Og det kan i hvert fald to kursister bekræfte. Lis Abildstrup er pædagogvikar i Kernehuset i Ans og deltog i Kristelig Handicapforenings kursus i Godly Play i november.

“Jeg har fortalt bibelhistorie for børn i mange år, men jeg blev grebet af modkulturen,” fortæller hun. “Godly Play har en ro, der er velgørende for både børn og mennesker med handicap. Her kan man på en måde meditere over Guds ord uden at falde i søvn!”

Hun har selv prøvet konceptet i sin kirke:

“Der var fuldstændig stille og fuld koncentration. Selv hvis børnene har hørt bibelhistorierne mange gange, kommer Gud til på en anden måde.”

Det er også velgørende for dem, der formidler.

“Ofte tænker vi, at vi skal formidle ligesom de gør i børneudsendelser på tv. Det skal gå stærkt! Men her er Godly Play en god modvægt”.

Godt for sprogligt svage

Det samme erfarer Birgit Vestergaard Jensen, der er ergoterapeut og hjemmevejleder på Østbækhjemmet i Ølgod:

“Roen gør, at evangeliet åbner sig på en ny måde. Det skete også for mig selv. Det er jo sjældent i dag, at man får lov til at koncentrere sig om én ting ad gangen”.

Godly Play egner sig især til mennesker med særlige udfordringer, mener hun:

“Mange af vore beboere er sprogligt svage. Så det, at der ikke er så mange ord, gør godt!”

Og det er netop idéen med Godly Play, at meget overlades til deltagerne selv:

“Vi skaber et rum, hvor vi kan tænke højt sammen. I traditionel søndagsskole er vi vant til at præsentere en fortælling og overlade fortolkningen til børnene. Eller udlægge fortællingens pointer og derefter stille kontrolspørgsmål: Har I forstået? Men i Godly Play erstatter vi kontrolspørgsmålene med refleksionsspørgsmål,” fortæller Erik Holmgaard, der til daglig er sognepræst i Gl. Haderslev Kirke.

Mens han underviser, vil han typisk kigge ned – og det er der en god grund til:

“Øjenkontakt er krævende. Men når jeg kigger ned – stik imod normal pædagogik – frisætter jeg deltagerne fra at skulle nikke, smile og på anden måde signalere, at de har forstået budskabet. Jeg siger en sætning og lader der gå et par sekunder, inden jeg fortsætter. I det tidsrum behøver deltagerne ikke kvittere for det, jeg fortæller. I den stilhed kan ordet arbejde og deltageren reflektere over sin respons.

Fire åbne spørgsmål

“Efter bibelhistorien følger en fase med dialog, hvor spørgsmålene bliver stillet, så enkelt, åbent og ligetil som muligt,” fortæller Erik Holmgaard.

De fire klassiske spørgsmål er – for det første: Var der noget, du særlig godt kunne lide i denne fortælling?

“Det kan du svare på, uanset om du har hørt historien om Jonas i hvalfiskens bug 100 gange før, eller du hører den for første gang. De er sidestillet, fordi du ikke spørger til deres viden, men til deres følelser”.

Dernæst: Er der noget, du synes er særlig vigtigt? Er der noget, der er vigtigere end andet i fortællingen? Og er der noget i fortællingen, der minder om noget, du har oplevet?

“Det er ikke fortælleren, der siger, hvad deltagerne skal have ud af fortællingen. Det er deltagerne selv, der deler, hvad de oplever. Og det bliver tit til meget frugtbare og spændende samtaler”.

Til sidst stilles spørgsmålet: Er der noget, vi kan tage væk, uden at historien falder fra hinanden?

“Her begynder typisk en samtale mellem deltagerne. Hvor er de bærende elementer i historien? Hvor føler folk sig mødt?”

Samler Lego-figuren

Det er en radikalt anderledes tilgang til den traditionelle formidling, som Erik Holmgaard karikerer groft:

“Her siger vi: Dette er historien, dette er pointen – take it or leave it! Og hvis du ‘leave it’, har du forladt kirken. Men i Godly Play skaber vi et rum, hvor vi ikke banker tesen ind i hovedet på folk og påstår, hvad den betyder. Men vi inviterer dem til at åbne sig for fortællingen med både tanker og følelser og identifikation”.

Erik Holmgaard runder af med et retorisk spørgsmål: – Hvad er den værste måde at få foræret en Lego-figur på?

“Det er, hvis den er færdig,” svarer jeg.

“Måske er det det, vi jævnligt har gjort i kirkelige sammenhænge, særligt over for børn,” reflekterer han og fortsætter:”I stedet siger vi nu: Lad os prøve at skille tingene ad, og lad os derefter bygge figuren op igen. Samtalen springer i gang, og vi ender ofte ved noget centralt i Bibelen og evangeliet”.

Godly Play er også meget brugbar over for personer med handicap, slutter Erik Holmgaard.

“I kirken hylder vi traditionelt ’ordet alene’, og når vi taler til børn ledsages ordet med en eller flere illustrationer. Men i Godly Play er ord og billeder vævet ind i hinanden. Så uanset hvilket udviklingsniveau, deltagerne befinder sig på, vil de altid kunne få noget ud af det.