Hvordan taler vi om lidelse?

Menneskelig lidelse bliver aldrig let – hverken at gennemleve eller forstå. Men i Bibelen finder vi en trøst og støtte, som ikke findes i tidens sammenkædning af menneskeværd og selvbestemmelse. Det beskriver teolog og tidligere sognepræst, Peter Søes.

Af Christina Brorson

Bibelens menneskesyn og Bibelens tale om menneskelig lidelse er i stigende grad modkulturel, og netop derfor særlig vigtig at strege op og holde fast i. Det mener ph.d. og adjunkt i dogmatik på Menighedsfakultet, Peter Søes, som i efteråret underviste på efteruddannelses-modulet ”Diakoni, kirke og samfund”. Under overskriften ”Hvordan taler jeg om lidelse og handicap” gjorde han rede for bibelens syn på lidelse og skitserede de afveje, man i den forbindelse kan forvilde sig ud på – afveje, der hindrer adgangen til det både virkelighedsnære og trøstende budskab, som findes i Bibelen.

Peter Søes, som selv var sognepræst i 15 år, før han blev forsker og underviser, lærte sig selv en simpel huskeliste, når han besøgte mennesker, der var ramt sygdom og sorg.

”Alle Bibelens sandheder om lidelse skulle ikke aflires hver gang. Men det var vigtigt for mig, at jeg kom omkring de vigtigste, når jeg i længere tid havde kontakt til et menneske. Ellers blev det samlede billede skævt. Derfor knyttede jeg en sandhed til højre hånds fem fingre. Fem bibelske sandheder, som ikke kan stå alene, og som ikke må glemmes,” fortæller Peter Søes.

 

Ond og djævelsk

De første to sandheder (tommel- og pegefinger) – var, at lidelse er ond, djævelsk – et fremmedelement i Guds skaberværk, og at vi derfor skal kæmpe imod den.

“Som kristne må vi tro på, at den almægtige Gud bruger den onde og djævelske lidelse i sin gode plan for sine børn”

”Dette er meget vigtigt at holde fast i. Alt andet er en hån mod den lidende og meget fjernt fra Bibelens syn på lidelse, som det blandt andet kommer til udtryk i Jesu utrættelige arbejde med at lindre og fjerne menneskers lidelse. Bibelen er også meget klar i sin opfordring til os om at følge Jesu eksempel – trøste, lindre og kæmpe for retfærdighed og mulighedsrum til vores medmennesker,” pointerer Peter Søes.

Går man let hen over disse to første grundlæggende bibelske sandheder, gør man sig skyldig i en både virkelighedsfjern og ubibelsk glorificering af menneskelig lidelse. Peter Søes bruger den amerikanske journalist, Christopher Hitchens, berømte kritik af Mother Teresa som eksempel:

”Christopher Hitchens mente, at Mother Teresas oplevelse af sin gerning som meningsfuld og gudvillet, hindrede hende i at se ondskaben og lidelsen i al sin gru og handle aktivt på den. Jeg mener, kritikken er uberettiget i Mother Teresas tilfælde. Men jeg tror, vi skal lytte til den, og undgå den form for undvigende og sukkersød tale om sorg, modgang, sygdom og død, der med rette kan få folk til at afskrive kristen diakoni, som misforstået og virkelighedsfjern.”

 

Nærvær, håb og forpligtelse

Det er imidlertid lige så vigtigt og i tiden ofte en hel del sværere at holde fast i de sidste tre bibelske sandheder om lidelse (til lange-, ringe- og lillefinger):

Lige så meningsløs sorg, sygdom, modgang og død kan være, lige så sikkert er Guds nærvær midt i det hele, understreger Peter Søes og citerer Romerbrevet kapitel 8 vers 28: ”Vi ved, at alt samvirker til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.”

”Som kristne må vi tro på, at den almægtige Gud bruger den onde og djævelske lidelse i sin gode plan for sine børn. Det er noget, vi må tro – ikke altid noget vi ser. Det er ikke noget, vi slynger ud til en kronisk syg, men det må bære vores bøn og vores tjeneste.”

“Med evangeliet mister jordisk lidelse for os status som det ultimativt værste”

Den fjerde bibelske sandhed er forløsende og perspektivrig, men sjældent italesat:

”Som kristne får vi del i både Kristi lidelse og hans endelige sejr over den. Med evangeliet mister jordisk lidelse for os status som det ultimativt værste. I vores kald til at række evangeliet videre er den enkelte kristnes egen lidelse, derfor et stærkt vidnesbyrd. Det er noget af det, Paulus er inde på i 2. Korintherbrev kapital 4 vers 10: ”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme,” forklarer Peter Søes.

Den sidste af de fem bibelske sandheder, som Peter Søes huskede sig selv på, når han som sognepræst talte med mennesker, står beskrevet i Matthæusevangeliet kapitel 25, hvor Jesus identificerer sig med sultne, tørstige, nøgne og fængslede og siger til disciplene: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”

”Kristus identificerer sig med det lidende menneske og gør dermed både den enkelte kristnes og menighedens diakonale indsats til noget helt obligatorisk. Hvis vi ikke er der for vores næste, som har det svært, svigter vi Kristus. Hvis ikke der er mennesker med sygdom, handicap, arbejdsløshed og andre problemer i vores menigheder, er der noget, vi ikke gør rigtigt.”

 

Menneskeværd = selvbestemmelse

De sidste tre sandheder – om nærvær, håb og forpligtelse ligger i forlængelse af Bibelens menneskesyn: At mennesket er skabt i Guds billede og har uendelig værdi for Ham. At vi er elsket så betingelsesløst, at Han ofrede sig selv for os og dermed banede en vej igennem lidelse og død. Trækker man Gud ud af ligningen eller regner ham for andet og mindre end menneskets skaber og frelser, bliver mennesket alene på godt og ondt.

”I tidens diskussioner af blandt andet abort, kønsidentitet og aktiv dødshjælp, spiller forståelsen af menneskeværd og dermed livets ukrænkelighed en stadigt mindre rolle. I stedet lægges der vægt på selvbestemmelse. Vores værd som mennesker ligger i selv at kunne bestemme over vores krop, vores køn og i sidste ende vores liv. Den implicitte antagelse er, at vi kan gøre os til at herrer over lidelsen – i yderste konsekvens ved selv at afslutte vores liv,” forklarer Peter Søes.

“Jeg tror, at den bibelske måde at tale om lidelse på er mere erfaringsnær”

Taler vi om lidelse på den måde – som noget vi selv kan vælge til og fra, og derfor i sidste ende selv har ansvaret for, er vi meget langt fra den bibelske forståelse af lidelse, understreger Peter Søes.

”Uden Bibelens ord om Guds nærvær hos den lidende, om Jesus som den lidendes forbillede og forløser, og om vores dybe forpligtelse til at være der for hinanden som mennesker, bliver vi efter min mening afstumpede i både vores menneskesyn og i vores tale om lidelse. Men ikke nok med det. Vi fjerner os også fra menneskers erfarede virkelighed. Selvom vi taler kulturen imod, tror jeg derfor, at vi som kristne skal turde tale højt om disse forhold, for jeg tror, at den bibelske måde at tale om lidelse på er mere erfaringsnær. Jeg tror, at mennesker som lever med sygdom, handicap eller andre former for modgang i livet vil opleve sig mere genkendt i den bibelske forståelse af deres situation, end i den dominerende diskurs, som knytter menneskeværd til selvbestemmelse. Ressourcerne i Bibelens tale om lidelse handler om, at vores værdi som mennesker er forankret et andet sted end i vores selvbestemmelse, nemlig i vores relation til Gud. Her findes en trøst man kan stå på og hvile i.”