September 2017

TEMA: Kirken og mennesker med handicap: ”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust”

At være sammen med hjælpeløse og magtesløse er på en ganske særlig måde at være tæt på Gud, ja, sammen med Gud selv, fortalte Steen Skovsgaard på seminaret den 19. maj 2017.

Af Steen Skovsgaard. Uddrag af oplægget på seminaret den 19. maj 2017

En sygeplejerske beskrev engang sit ændrede syn på handicappede på følgende måde: ”Nu begynder jeg at begribe, hvorfor det er så vigtigt, at disse mennesker får lov til at leve. Deres liv er vigtigere end vort. Vi kan erstattes i vores job, men de kan ikke erstattes i deres.”

”Hvilket job har de da, som gør dem så betydningsfulde?” blev hun spurgt, og hun svarede:

”De er grænsevagter for menneskets værdighed. Hvis de får lov til at leve, så får vi alle lov at leve. Bare ved at ligge dér og være til – uden noget andet menneskeværd end det at have fået livet – er de grænsevagter for
menneskeværdet. Rør dem, dræb dem, og du ved ikke, hvornår det bliver din tur.”

Ved hvor vi kan finde Gud

I mit arbejde med udviklingshæmmede er der en salme fra Det gamle Testamente, som har stået som en overskrift, Salme 34 vers 19:

”Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser den, hvis ånd er sønderbrudt!”

Gud er nær! Det betyder, at hvis vi er i tvivl om, hvor Gud er, så ved vi nu, hvor vi kan finde ham.

Den gamle præst og hofprædikant Chr. Scriver, som levede i Magdeburg i 1600-tallet, har følgende betragtning netop ud fra Salme 34:

”Havde jeg mistet min Gud, jeg vidste intet steds snarere at finde ham end hos de bedrøvede, anfægtede og nødlidende hjerter. Dersom jeg kom i et hus og ledte efter værten og værtinden og vidste, at de havde et sygt barn, så ville jeg uden tvivl intet steds snarere finde dem end hos dette.”

Gud er hjælpeløs

I 2005 skrev og udgav jeg et konfirmandmateriale for udviklingshæmmede. Det hedder ”Det bedste er Gud”. Her fortæller jeg blandt andet denne historie:

For en del år siden var der en spastisk dreng, som deltog i min almindelige konfirmandundervisning. Udover at han var bundet til sin kørestol, kunne han også meget vanskeligt snakke. Faktisk havde han ikke sagt noget som helst, før den dag konfirmanderne blev bedt om at nævne nogle ord, som kunne beskrive Gud. Disse ord blev så skrevet op på tavlen.

Der kom mange forslag: ”Gud er stor!”, ”Gud er mægtig”, ”Han er en konge”, ”et bjerg”, ”vældig” og så videre.

Efterhånden var listen lang af store ord og flotte superlativer; men nu begyndte drengen i kørestolen at røre på sig. Han ville også sige noget.

Jeg spurgte ham, hvad han havde på hjerte. I begyndelsen var det helt uforståeligt, men pludselig brød det igennem: ”Gud er hjælpeløs!” sagde han med klar røst.

”Hjælpeløs? Er det dét, du siger?” spurgte jeg.

Han nikkede, og jeg var målløs! Det var de øvrige elever i klassen også. For her sad der en hjælpeløs dreng i en kørestol og sagde:

”Gud er hjælpeløs”

Da der åbenbart gik for lang tid, inden jeg reagerede, var der én af pigerne i klassen, som sagde: ”Steen, skriv det da op på tavlen. Det er da næsten synd andet!”

Og selvfølgelig skrev jeg det op på tavlen. Men da det var gjort, gik jeg alligevel tilbage og spurgte drengen: ”Hvorfor siger du, at Gud er hjælpeløs?”

Så fik han langsomt, men klart og tydeligt fremstammet: ”Jesus sagde på korset: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’”Hvor havde han det dog fra? Hvordan kunne han finde på at svare sådan? Ja, hvem andre end Gud kunne have fortalt ham det? Hvem andre end Gud ville kunne bryde igennem alle de fine, pæne ord, som vi andre kunne finde på? Hvem andre end Gud ville pludselig finde på at identificere sig med denne magtesløse dreng, så det blev sagt højt og klart, at Gud både er hjælpeløs og samtidig de hjælpeløses og magtesløses Gud?

Midt i mørket er der lys og håb

At være sammen med hjælpeløse og magtesløse er derfor på en ganske særlig måde at være tæt på Gud, ja, sammen med Gud selv.

Derfor er det slet ikke for meget at sige, at formålet med konfirmandundervisningen er ganske enkelt at møde Gud.

Konfirmanderne skal nemlig møde Ham, som har solidariseret sig 100 procent med dem, og vi skal som undervisere selv være indstillet på og åbne over for at møde Gud igennem disse børn og denne undervisning.

Derfor er den gammeltestamentlige salme 34 vers 19 et citat, som er godt at have med sig i tankerne og kan næsten danne overskrift, når man har at gøre med disse børn og deres forældre. Det er jo et citat, som har bud til både børnene og forældrene.

”Dem, hvis hjerte er knust.” Det er svært at skulle opleve og leve med, at ens barn ikke er normalt. Der er mange knuste forældrehjerter, mange smerter, sorger, spørgsmål, anfægtelser, brudte parforhold, skyld og hårdt, hårdt arbejde ved at få et handicappet barn.

Men der er til gengæld også masser af lys, glæde og taknemlighed.

”Herren er nær det knuste hjerte!” Det ord er virkelig et smukt udtryk for mange forældres erfaring! Midt i mørket er der lys og håb. Mange forældre kan fortælle, at det at have fået et handicappet barn har gjort deres verden større og åbnet deres øjne for en helt anden verden.

”Han frelser dem, hvis ånd er brudt,” fortsatte citatet.

Med andre ord: Gud frelser de børn, hvis ånd er brudt, og hvis verden kan være så svær at forstå og trænge ind til!

Der er da heller ikke noget at sige til, at udsagnet: ”Det bedste er Gud!” netop må komme fra et handicappet barn! For hvem er nærmere til at se det?

Læs evt. også: