Har du prøvet at være hjerneskadet?

Har du prøvet at gå som en spastiker? Har du prøvet at have havehandsker på og samle en nål op? Har du prøvet at stå på vippebræt og tage jakke på? Det var nogle af de ting, deltagerne i årets temadag blev udsat for, da Christa Nielsen og Paw Jensen fortalte om at leve med en hjerneskade.

Af Rikke Thomassen

Temadagen i forbindelse med Kristelig Handicapforenings årsmøde handlede i år om at være ramt af hjerneskade. Her gav informatør fra spastikerforeningen Christa Nielsen sammen med fysioterapeut Paw Jensen et unikt indblik i, hvordan det er at leve med en hjerneskade.

Christa Nielsen er selv spastiker og har en hjerneskade, og vi andre fik også lov at prøve det på egen krop. For en stund.

De to oplægsholdere begyndte arrangementet med at sige, at alle borde og stole skulle stilles ind i midten af lokalet. Gerne nogle stole oven på hinanden. Og hulter til bulter. Herefter blev alle lukket ud, mens de to blev tilbage i lokalet. Her satte de grønne, gule og orange sedler på stolene, skruede højt op for musikken og lukkede tilhørerne ind i lokalet igen, mens Paw Jensen stod og råbte kommandoer som:

”Alle jer med blå trøjer, I tager de stole, der har gule mærker og stiller over i højre side”

”Alle jer med grønne trøjer, I tager stolene med orange mærker og stiller ud i gangen.”

Alle jer, der står der ovre, I tager de her borde og rykker her over.”

”Tjep, tjep, tjep. Kom nu, kom nu.”

”Er I forvirrede?” Spurgte Paw Jensen så til sidst. Og ja, det var de fleste.

Denne praktiske øvelse skulle vise, hvordan der er inde i Christa Nielsens hjerne. Hun får en masse sanseindtryk på samme tid, og det er svært at sortere i, hvad skal man høre, og hvad skal man ignorere.”

Bevæg jer som en spastiker

Christa Nielsen instruerede os også i et andet forsøg på at få os til at mærke hendes verden på egen krop:

”Prøv at rejs jer op. Stil jeres fødder, så tæerne vender indad mod hinanden. Gå så lidt ned i knæene. Og prøv så at se, hvad der sker med jeres numse. Gå så tre skridt. Og husk at rette jer op. Nu skal I så også forestille jer, at I har en rollator foran jer, og bevæg jer så lidt rundt i lokalet.”

Og mens alle i lokalet med lidt smågrin og alligevel alvorlige miner blev forvandlet til spastikere, fortalte Christa, at sådan er det at være hende. Forskellen er dog, at vi kan lege hjerneskadet i ti minutter og bagefter lade være igen. Hun skal leve med det altid.

Svært at finde vej

Der var også flere andre eksempler på, hvordan det er at være hjerneskadet. En fik en elastik spændt bag om ryggen, blev placeret på et vippebræt med bind for øjnene og skulle så tage en jakke på. En anden fik samme elastik bag om ryggen, fik havehandsker på og skulle herefter samle en nål op fra et bord. Alt sammen var med til at illustrere, hvor svært det er at gøre helt almindelige ting, når man har et handicap.

På overhead blev der også vist en masse forskellige billeder, som snyder hjernen. Fx ting der er lige store, men som ser ud til at være i forskellige størrelser og ting som kommer til at se ud som om, at det drejer rundt.

Dette skulle også være med til at vise, hvordan vores hjerne kan snyde os og måske nærmest drille os. Og netop sådan kan Christa Nielsen opleve hendes hjerne. At den ikke altid opfører sig og gør, som hun ville ønske.

Ting bliver aldrig til rutine

For Christa Nielsen bliver tingene aldrig til rutine. Ting bliver kun til noget, hun genkender, som noget hun har set eller gjort før.

Derfor kan det være en udfordring at gå hen til en trappe og op ad den. Denne operation skal deles op i mindre bidder.

Først skal hun finde en vej hen til trappen. Herefter skal hun så ved trappen huske, hvordan det nu er, man gør, når man skal løfte det ene ben. Og bagefter det andet ben. Men hvis nogen så har tegnet en kridtstreg på gulvet, så kommer hun måske aldrig hen til stregen, for hvad betyder den?

Christa Nielsen fortalte også om, hvor vigtigt det er for hende, at der er orden i lejligheden. Og at andre ikke roder.

”Stakkels dem der kommer til at putte mine ting ind i forskellige kasser eller hvis T-shirten kommer til at ligge på den forkerte hylde. Så kan jeg ikke finde den. Du roder i mit hus! Det er faktisk nok til, at jeg ikke kan finde ud af at være i mit hus, og det roder i min måde at tænke og se verden på.”

De ville sige det samme som mig

Der var mange forskellige praktiske eksempler på at leve med hjerneskade og være spastiker, og det blev en utrolig spændende, levende og lærerig temaeftermiddag, hvor de mange forskellige øvelser blandet med Christa Nielsens personlige beretninger og Paw Jensens professionelle tilgang til emnet gav et godt indblik i, hvordan det er at leve med en hjerneskade.

Ikke alle hjerneskadede kan fortælle, hvordan de har det, men det kan Christa Nielsen, og det var også et af hendes store ønsker denne dag. At give en større forståelse for, hvordan det er at leve med hjerneskade.

”Den måde jeg oplever verden på, den måde oplever rigtig mange hjerneskadede verden på. De kan bare ikke finde ud af at fortælle jer det. Men hvis de kunne, så ville de sige det samme som mig.”

 

Her er det lederen fra bofællesskabet Kernehuset, Torben Nord Hansen, der bliver guidet af Christa til at vende sine ben indad og bevæge sig rundt med en rollator foran sig