TEMA: Handicappedes rolle i menigheden: Handicappede er nødvendige i menigeheden

Talen om svaghedens/de svages nødvendighed er ikke blot en lille mellemsætning i Paulus´udfoldelse af legems-billedet.  Nej, den fører ind i det helt centrale i den kristne teologi. Den er et væsentligt paradigme til at forstå Guds vej med sit folk og med den enkelte.

Guds vej i svaghed

En gennemgang af frelseshistorien afslører et gennemgående træk: Gud handler i svaghed – “i sin modsætning”. På Bibelens allerførste side viser Gud sig som den almægtige skaber, og på side to lægger han forvaltningen af hele skaberværket i svage menneskers hænder, (og vi ser snart, hvor galt det går). Så snart katastrofen, der følger af menneskets trang til den kundskab, som var forbeholdt Gud, indtræffer, lægger Gud en plan for, hvordan han skal få sine mennesker tilbage i sin nærhed igen.  Planen virker umiddelbart svag: Kvindens afkom skal knuse den onde fjende. Ikke noget med, at de mægtige engle, der var sat til at vogte indgangen til Edens have, sendes ud for at straffe den onde og redde menneskene ud af hans klør. Nej, frelseren skal fremstå som et (svagt) menneske-barn. Og så kan vi følge, hvordan Gud op igennem historien arbejder efter sin frelses-plan og i dette arbejde inddrager det ene svage led efter det andet: Kvindens afkom skal have et folk at fødes i. Gud vælger et barnløst par til at grundlægge dette folk, som alle jordens slægter skal velsignes i. Da folket har været slaver længe nok i Ægypten, og Gud vil udfri dem og føre dem hjem til deres eget forjættede land – hvem sender Gud så til den mægtige Farao for at sige: “Lad mit folk rejse?” En fårehyrde med mord på samvittigheden og – for øvrigt – et talehandicap.

Jesu fremtræden

Da kulminationen på frelsesplanen, inkarnationen, skal bebudes, bliver englen sendt til den unge ukendte pige, Maria, i den foragtede by Nazareth i Galilæa. Da Gud selv bliver menneske, bliver han det som en forsvarsløs, nøgen baby i en stald. Englekoret bryder igennem fra Guds usynlige verden og synger det storslåede budskab for foragtede og ulærde hyrder på marken, mens vismændene i kongens slot forsøger at give kongen svar på, hvor den efterlyste “kongesøn” er født.

Da Jesus vælger sine disciple, vælger han ikke nogen af de skriftlærde – tværtimod. Dem, han vælger, var sandsynligvis nogle af dem, der ikke var blevet optaget hos en rabbiner, men var blevet sendt hjem til praktisk arbejde hos deres fædre.

Jesus går op imod de menneskeskabte skel og tager sig af de udstødte, de foragtede – de svage og dem, man skammer sig ved. Han åbner Guds rige for umyndige og uværdige.

I Jesu fryderåb vendes der meget enkelt og klart op og ned på begreberne (Matt 11, 25 f med par. i Luk 10, 21f).

Her bliver ordene “klog” og “umyndig” sat over for hinanden, vise og intelligente over for uerfarne og umyndige. I samtiden blev visdom og klogskab set som vigtige redskaber til at forholde sig til Gud. Umyndige var udelukket fra dette forhold.  Men Jesus understreger her klart, at Gud ikke bruger den menneskelige visdom som vej til mennesket, men tværtimod åbenbarer sig for umyndige, ulærde og uerfarne.

Når jeg er svag, er jeg stærk

Inden vi går videre må vi lige bemærke det lille guddommelige ord “synes” i 1. Kor. 12, 22.

Det klinger med i hele frelseshistorien sammen med den røde tråd og i Paulus´svaghedsteologi.  Det antyder, at for Gud er tingene ikke altid, som de synes for os mennesker. Gud dømmer ikke, som vi gør. Gud ser ikke, som vi gør. Det rører ved den dybe hemmelighed, der ligger i frelseshistorien, i den kristnes liv og menigheden: At der bag det svage, det forargende, det dåragtige, gemmer sig en kraft, en Guds-virkelighed.

Som det gælder i menigheden, gælder det også for den enkelte: Jeg bliver aldrig stærkere end min svaghed. For det er netop derigennem, Guds kraft finder vej til udfoldelse i mit liv. Når jeg er svag, er jeg stærk.

De svage i menigheden

I samme sætning som Paulus taler om de svage lemmer, nævner han også andre grupper af lemmer, nemlig de lemmer, vi synes er mindre ærefulde og de lemmer, vi undser os ved. For mig bliver det et billede på de mennesker, der er sat uden for de “normales”, de “pænes” selskab. De mennesker, der i samfundet fremstår som svage og stigmatiserede. Til denne gruppe hører de handicappede – og her særligt de handicappede, der er kognitivt og socialt svage, de mennesker, der er psykisk udviklingshæmmede.

I samfundet er de stigmatiserede, stillet til skue, som nogen, der betyder udgifter på de kommunale budgetter.

Jesus omgikkes også de af samfundet tilsidesatte, de umyndige, syge, svage, handicappede. Dem, man undså sig ved. I sine handlinger og ord vender Jesus op og ned på gældende normer – det så vi ovenfor. Men Jesus gør mere end det. Han solidariserer sig med de små, de svage, de stigmatiserede: “Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”. Som vi behandler de svage, de udsatte, behandler vi Jesus.

Jesus lader også de svage være vejvisere for de stærke. Deres nødvendighed, deres rolle i menigheden, er ikke, at vi skal hjælpe dem for at øve os i og demonstrere vor velgørenhed. De er nødvendige, uundværlige som vejvisere for os: For at de kan demonstrere for os, at Gud kommer i svaghed. At svagheden er nødvendig, hvis vi vil fyldes og bæres af Guds kraft. At svagheden baner vej for, at Gud kan få æren.

De svage i menigheden udfordrer os til at genopdage troen som en Guds kraft og som noget, der skal leves ud. De kan vise os, at troen ikke bare sidder i hovedet.

Vi er i kirkens forkyndelse så dygtige til at bruge en masse ord, men for de svage må der også forkyndes uden ord. Kan vi det? Det er nok en af vor kirkes svagheder.

De svages rolle i menigheden

John Swinton beskriver i sin artikel “Building a Church for Strangers”, hvordan Stephen, som har Downs Syndrom, åbner op for en hel ny forståelse af, hvad tilbedelse er – i musikken, i dansen, i brødet og i vinen, frembringer han en glæde og en følelse af fest, der overgår rationel forståelse og udfordrer kirken.

Der er en fare ved at fokusere så meget på de svages nødvendighed. En fare for, at vi enten tænker på de svage som nogle, der er sat i verden, for at vi kan vise vores godhed og omsorg. Eller at vi forherliger det svage liv som attraktivt eller negligerer det med holdningen: Vi er jo alle svage. Når disse holdninger, som alle kan siges at rumme noget sandt, bliver rendyrkede, går det galt. Men det må ikke afholde os fra at se de svage, at rumme dem i menighedens gudstjeneste og hverdagsliv.

Vi må spørge hinanden: Hvordan er vi? Hvordan er vores fællesskab? Har vi travlt med at være de største og stærkeste, så vi ikke kan rumme andres og egen svaghed? Er de svage i det hele taget en del af vores menighed? Når nu de svage lemmer er nødvendige i menigheden, hvordan kan menighedens gudstjeneste så være så meget på de stærkes præmisser?

Legemets styrke ligger i svagheden

Der er også en vigtig pointe i, at menigheden danner en tydelig modkultur til det omgivende samfund ved at være solidarisk med og forsvare de svage over for det samfund, der vil udelukke og frasortere. At man i menigheden slår kreds om den svage – i stedet for at smide ud af kredsen. At menigheden kan være et fællesskab for i stedet for at udelukke fra fællesskabet

Men desværre er det langt fra altid tilfældet. Det er f.eks. tankevækkende at høre mennesker med handicap fortælle, at det sværeste fællesskab at være i, er det kristne. Hvorfor er det sådan?

Kæden er ikke stærkere end det svageste led. Det plejer vi at betragte fra det stærkes synsvinkel og bruger det til at understrege, at svagheden holder kraften, styrken i en enhed tilbage. Derfor må man finde svagheden og gøre den stærk eller skille sig af med den. Men i Paulus´ billede af menigheden vender det anderledes. Legemet er ikke stærkere end dets svageste lemmer, og det er netop her legemets styrke findes. For Gud vil bruge svagheden som det sted, hvor hans kraft åbenbares. Svaghed og svage lemmer er ikke noget, man skal skaffe sig af med – de er nødvendige, ja, uundværlige.

Læs evt. også:

Udviklingshæmmede er en naturlig del af Ølgod Valgmenighed

Ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe

Skal jeg holde en plads til dig, Sofie?

Mennesker med autisme og Aspergers Syndrom udfordrer kristne fællesskaber