
September 2016
Grib de muligheder der opstår
Vær klar til at smide alt det væk, du har forberedt. Det var en af Erik Hviid Larsens pointer, da han holdt oplæg på forkyndelseskurset i maj 2016.
Af Rikke Thomassen
Boing!
Det var det udtryk, Erik Hviid Larsen brugte om det, der sker, når der opstår en situation, man ikke havde forudset.
Deltagerne på Kristelig Handicapforenings kursus i forkyndelse fulgte også opmærksomt med i den korte humoristiske film, Erik Hviid Larsen viste, hvor en fjeder-udløsning smider en bil højt op i luften og ud i frit fald.

”Boing! Sådan er forkyndelsen nogle gange. Vi har planlagt det hele, og så sker det uforudsigelige. Jeg havde en konfirmand, der svarede ”måske” ved alteret. Jeg kiggede på prædikenen, og alt det, jeg havde forberedt, kunne jeg lige så godt smide ud. Men ”måske” er måske det mest sande svar. Og min prædiken kom i stedet til at handle om tvivleren Thomas, og at tvivlen er en forudsætning for troen, ikke en modsætning,” sagde Erik Hviid Larsen.
”Når det hele falder fra hinanden, skal vi så forsøge at presse programmet igennem, eller skal vi forsøge at tage fat i det, der sker? Nogle gange kan det bedste i andagten være, at vi tager en kop kaffe,” sagde han og pointerede dermed også, at vi skal tænke bredt om forkyndelsen, og det er vigtigt at tage udgangspunkt i dem, man er sammen med.
”Nogle gange bliver hele andagtslivet ”for”. Det væsentlige er at lave noget ”sammen med”. Andagt sammen med dig. Gudstjeneste sammen med dig. Hvis vi tager udgangspunkt i de mennesker, vi siger noget til, så tror jeg også, vi vil lykkes med at sige det, vi gør. Jeg skal beslutte mig for, hvad det er, jeg vil sige om Gud i dag. Og koge det hele ned. Og koge det ned igen. Det er nogle af de gudstjenester, der tager mest tid at forberede,” sagde Erik Hviid Larsen.
Udforsk en ny ting
Han har også gode erfaringer med at udforske konkrete elementer.
”Ingen husker, hvad præsten sagde, men de husker, hvad han gjorde,” sagde Erik Hviid Larsen og viste deltagerne nogle af de ting, man kan bruge en simpel snor til – eventuelt flere snore i forskellige farver.
Snoren kan blive et målebånd, som kan måle muskler for at se, om nogen kan flytte stenen ved graven. Den kan forestille en båd, når man sætter enderne sammen og placerer to mennesker i ringen. Man kan fiske med snoren. Redde nogen med den. Og følge den som en rød tråd. Når man bruger samme konkrete element flere gange, er der også både noget kendt og noget nyt – og det giver mulighed for at samle op på det, der blev talt om sidste gang.
”Jeg kan spørge: ”Ved I, hvad det her er?” Og så siger de måske: ”Ja, det er en båd”, og jeg kan svare: “Nej, det var det sidste gang, men i dag er det noget andet”. Og så kan man fortælle videre ud fra det.”