
Fysisk nærvær er vigtig for vores trivsel
Hudsult kan opleves som et svært emne at tale om. Måske fordi vi er bange for de grænseoverskridelser, som man kan frygte opstår ved fysisk kontakt. Men netop for at undgå at grænser overskrides, er det vigtigt, at vi lærer at sætte ord på hudsult.
Af Miriam Randi Bjerg Gregersen
For at vi kan være mennesker, så har vi brug for andre. Vi har brug for at høre til, vi har brug for at være i relationer, brug for nogen at spejle os i og brug for at have fysisk kontakt med andre. Men har man ikke en kæreste, ægtefælle eller børn og er flyttet væk fra sine forældre, så kan behovet for fysisk kontakt med andre mennesker let blive noget, man kommer i underskud af – man kommer til at opleve hudsult.
Det er et emne, de færreste tager op i en smalltalk, men i Kristelig Handicapforening drømmer vi om, at hudsult er noget vores venner, I læsere, får lyst og mod til at italesætte.
Nedbryd tabuer
Til november har vi en kursusdag om Hudsult, hvor foredragsholder, forfatter og psykoterapeut Sara Palmqvist Gaarn-Larsen kommer og underviser. Vi har spurgt hende, hvorfor det er vigtigt, at vi beskæftiger os med seksualitet og dermed om hudsult. “Seksualitet er halvdelen af vores identitet. Og så fylder det naturligvis meget i os selv, vores relationer og i samfundet – derfor er det vigtigt, at vi beskæftiger os med seksualitet,” siger Sara og fortsætter, ”Der er et behov for, at vi nedbryder de tabuer, som er alle steder og lærer at tale om det, uden folk kommer til skade. Den tabufrie seksualitet er nok utopi, men vi må forsøge. Jo mere vi taler om det, jo mindre skamfrit bliver det at tale om seksualitet. Særligt hvis vi undgår at have et holdningsbaseret udgangspunkt”. Sara fremhæver, at der særligt i kirkelige miljøer kan opstå en tavshed omkring seksualitet, fordi der har været et stort fokus på, hvad man må og ikke må, som er fulgt op af skam, hvis ikke man har kunnet leve op til de standarder, der er lagt. ”Det er bare ikke den måde, vi ser, Jesus møde mennesker på – han talte med folk og havde ingen tabuer,” siger hun.
Fysisk kontakt er vigtigt for vores trivsel
”Hudsult er heller ikke noget, man taler om, men når jeg er ude at lave oplæg for forældre, så fortæller jeg, at de skal sørge for at have fysisk kontakt med deres drenge. Tit er misbrug af porno koblet med hudsult.” Vi er relationelle, vi mennesker. Vi har alle brug for at være tætte på andre mennesker og har brug for at have fysisk kontakt med andre. I Corona-epidemien opdagede mange af os, hvordan vi kom til at mangle noget vigtigt i de perioder, hvor vi var isolerede. ”I begyndelsen af livet, når vi er babyer, lægges vi også hud mod hud med en forælder. Det er grundlæggende for vores udvikling, at vi har kontakt hud mod hud. Det skaber oxytoxin.” Sara fortsætter og forklarer, at oxytoxin er det stof i kroppen, som udskilles, når hud rører hud, oxytoxiner nødvendigt for at vi kan skabe forbindelse med andre mennesker, og er det som gør, at vi føler velvære og lykke. Oxytoxin kaldes også kærlighedsstoffet.
Grænser i arbejdet med mennesker med handicaps
#MeToo har indtaget vores samfund og gjort det endnu sværere at navigere i, hvordan man skal håndtere fysisk kontakt – og muligvis gør det, at flere undgår at have fysisk kontakt, når de er på arbejde. Også på bofællesskaber for mennesker med handicaps. ”Det er ikke sikkert, det er noget, som påvirker beboerne, men når personalet har det i baghovedet og er bange for at røre ved dem, så vil der være noget i nærværet og relationen, som forsvinder, og det vil påvirke beboerne. Derfor er det så vigtigt, at seksualitet sættes på dagsordenen jævnligt,” siger Sara. For 12 år siden, i 2012, udgav socialstyrelsen en håndbog om professionel støtte til voksne med funktionsnedsættelse med titlen ”Seksualitet på dagsordenen”. Den giver nogle eksempler på, hvor man kan starte samtalen, når man vælger at tage emnet op.
Hudsult på dagsordnen
Håbet er, at flere medarbejdere vil få redskaber med hjem til netop at starte og vedligeholde samtalen om seksualitet, efter kursusdagen om hudsult i november. Lad os få hudsult, seksualitet og grænser på dagsordenen, så færre grænser bliver overtrådt samtidig med at flere fyldes op med oxytoxin.
Sara Palmqvist Gaarn-Larsen
• Foredragsholder, forfatter og psykoterapeut.
• Har arbejdet i over 20 år som sexualrådgiver.
• Forfatter til: “Selfies, Sex og Unge uden tøj på
– den vigtige samtale med din teenager om
køn og seksualitet” (2022).
• Studerer på Dansk Familieterapeutisk Institut (DFTI).
• Arbejder værdibaseret med nøgleordene Relation,
Integritet og Nærvær.
• Medskifter af KROKOS, (en forkortelse af Center for
Krop, Køn og Seksualitet) som er et værdibaseret
supplement til det holdningsbaserede Sex og Samfund.
• Indehaver af hjemmesiden http://letstalkaboutsex.dk/
Information om kursusdag
Den 5. november afholder Kristelig Handicapforening en kursusdag på Torvet om Hudsult, hvor Sara Palmqvist Gaarn-Larsen underviser.
Det kan være svært at navigere mellem egne grænser og en beboers behov for nærvær og kontakt. Det kan især være udfordrende, når man også gerne vil handle ud fra sine værdier og holdninger. Derfor vil dagen være en kombination af to ting: For det første vil der være fokus på, hvordan stærke, velformulerede værdier kan give svar på, hvordan vi handler i de enkelte situationer. For det andet af seksualundervisning for mennesker med et udviklingshandicap, hvor Sara vil give konkrete forslag til, hvordan man fremmer den sundere seksualitet hos dem med handicaps, uden brudte grænser.
Du kan tilmelde dig selv og dine medarbejdere/kollegaer → her