Februar 2022

Forskellen på en pædagog og en arbejdsgiver

Et job på en ordinær arbejdsplads giver glæde og stolthed, fordi man ikke er i tvivl om, at man er nødvendig, fortæller KLAPjob’s leder.

Af Christina Brorson


TEMA: Det gør godt at gøre en forskel

Selvom man bor i et bofællesskab og er afhængig hjælp på nogle områder, giver det livsglæde og selvtillid at komme udenfor murene og yde sit bidrag i samfundet. Dette sætter KH bladet fokus på i dette nummer. Læs om Ruth og Jacob, der på hver sin måde nyder at komme ud og virke. Læs også erfaringerne fra KLAPjob, VENskaberne og Sydhjørnet med netop arbejdsglæde og følelsen af at være nødvendig (s. 5-8 og s. 13-15).

»Læs også “Jacob elsker sit arbejde”

»Læs også “Ruth er altid god for en snak”

»Læs også “Frivillige som giver meget og får meget”

»Læs også “Vigtigt med både værksted og arbejdsplads”


Claus Bergman Hansen

Claus Bergman Hansen har igennem 10 år stået i spidsen for LEV’s beskæftigelsesindsats, KLAPjob, som siden starten i 2009 har formidlet et job til cirka 4500. Nummer 2856 i rækken var Claus Bergman Hansens egen søn Mathias, som meget godt illustrer grundlaget for KLAPjobs succes.

“Vi vil alle gerne udnytte vores fulde potentiale, og hvis vi kan: nå en tand videre – også mennesker med et udviklingshandicap”

”Matthias har i fire år ordnet kundevogne i Bilka, og det er han vanvittigt glad for og stolt over. Han er stolt over at have styr på vognene, at kunderne efterspørger hans indsats, og at cheferne er tilfredse med ham,” fortæller Claus Bergman Hansen.

En typisk KLAP-jobber lægger netop, som Mathias, stor vægt på at have et arbejde, hvor man tydeligt mærker, at man er nødvendig og gør en forskel.

”Ligesom mange af de andre, der er kommet i beskæftigelse via KLAPjob, er Mathias udmærket i stand til at skelne mellem, om mennesker får penge for at være sammen med ham, eller om de giver penge for, at han møder op. Og det er jo forskellen på en pædagog og en arbejdsgiver – et beskyttet værksted og en ordinær arbejdsplads,” forklarer Claus Bergman Hansen.

En KLAP-jobber tjener 40-65 kroner i timen, og for de mennesker med et udviklingshandicap, som er målgruppen for KLAPjobs indsats, har muligheden for at arbejde og tjene penge uden for beskyttede rammer været vigtig, fortæller Claus Bergman Hansen.

”Vi vil alle gerne udnytte vores fulde potentiale, og hvis vi kan: nå en tand videre – også mennesker med et udviklingshandicap. Det beskyttede værksteds motivation til at sende folk ud af systemet er dog ofte ikke særligt stor, da stedet i den proces selv mister tilskud. Derfor endte det før i tiden ofte med, at værkstedet blot ”lånte folk ud” til andre arbejdspladser til en løn omkring 15 kr. i timen, fordi pædagogen fulgte med. Men mange, som var lånt ud, brød sig ikke om at blive holdt øje med og følte heller ikke, at det var nødvendigt. KLAPjob’s vellykkede ansættelser viser, at en stor del af dem havde ret: De kunne godt, under de rigtige betingelser, undvære pædagogisk opsyn,” fortæller Claus Bergman Hansen.


KLAPjob

  • Har lige fået forlænget sin finansiering frem til 2025.
  • Modtog i 2021 Socialministeriets Handicappris.
  • Formidler mellem virksomhed og arbejdskraft, og informerer om gode betingelser i form af oplæring og miljø omkring den enkelte KLAP-jobber