
26.02.2024
Et liv med (ufrivillig tyngde) – interview med Sørine Gotfredsen
Et liv med (ufrivillig) tyngde
Vi kender alle til at møde modgang i livet. Nogle i vores forening i en særlig hård grad. Men hvordan går man ind i livet med den tyngde? Hvad kan man forvente sig af sådan et liv? Gennem sit virke som præst er Sørine Gotfredsen vant til at tale med mennesker i krise og sorg, og som ung har hun også selv været tynget af vemod og håbløshed. Alligevel insisterer hun på, at vi alle kan finde livskraft, at håbet er i verden, og at alle mennesker har ret til en plads i vores samfund.
Af Regitze Fuhrmann
Jeg fanger Sørine Gotfredsen på en telefonforbindelse en mandag eftermiddag. Som mange andre kender jeg Sørine fra den offentlige debat, fra anmeldelser og kommentarer i aviser, fra bøger og podcasts, hvor hun insisterer på den kristne tros plads i vores samfund, og jeg glæder mig til at få hendes syn på nogle af de udfordringer og overvejelser man kan have, når man har handicap tæt inde på livet.
Hvordan får man kræfter til et liv med ufrivillig tyngde?
Jeg tror på, at vi kan hente kræfter i troen. Vi kan have en tillid til, at der er noget på spil i verden, som er større end mig, og som dermed også kan opfylde mig.
Der kan i nogen menneskers liv være en tro på, at selv der, hvor man føler, at man ikke har flere kræfter tilbage, så lever man videre alligevel. Det er en livslang opgave at blive ved med at tænke tilbage på de øjeblikke i livet, hvor man alligevel kom videre.
Vi mennesker har det med hele tiden at se fremad. Det ligger i vores natur. Men man bliver ofte overmandet at det, man ser frem imod, og som man frygter og bekymrer sig for. Derfor kan det være en god øvelse at vende blikket bagud, når man virkelig bekymrer sig, og huske på alt det, man har klaret. For man har ofte været opfyldt af flere kræfter, end man oprindeligt troede, at man havde. Jeg tror meget på vigtigheden af at huske tilbage på alt det, man overvandt, og hente kræfter ud af det.
Hvordan finder man så mening i et liv med modgang?
På et eller andet tidspunkt i de fleste menneskers liv kommer der et punkt, hvor man revurderer det, som man troede, man kunne regne med i livet. Modsætningsforholdet mellem det, man som ung troede, at man skulle opnå, og så det, som blev realiteterne. Når man står ved det punkt, er det meget vigtigt, at man ikke lader sig overvinde af mismod over alt det, som ikke lykkedes, men at man derimod får afstemt sit indre med en realistisk tilgang til, hvad livet overhovedet er.
Vi lever i en periode i historien, hvor vi har opbygget en forestilling om, at livet skal gå fremad, at alt hele tiden skal blive lettere. Det er en byrde, som vi er blevet pålagt af en moderne forestilling om, at mennesket langt hen ad vejen former sin egen skæbne og definerer sig selv. Vi har ofte i denne tid en skæv forestilling om, hvad vi kan forvente af livet. Vi tager det i for høj grad for givet, at alt vil lykkes for os.
Men på et tidspunkt i livet støder vi ind i virkeligheden, og vi bliver nødt til at revurdere opfattelsen af, hvad det overhovedet vil sige at være til. Det er her i mødet med virkeligheden, at man kan øve sig i at få taknemmeligheden for alt det, man trods alt har til at fylde mere end forestillingen om alt det, man troede, at man skulle få.
Søren Kierkegaard kredser meget om netop denne skævhed i tilværelsen. Han fremhæver i sine opbyggelige taler, at jo svagere du er, jo stærkere er Gud i dig. Det er en vigtig formaning om, at alt det, der føles som afsavn og sorg i mig, kan blive til en tro på at være dén, der skal opretholdes af Gud.
Kierkegaard skriver en meget berømt tale til Regine, som han var forlovet med, men forlod. I talen skriver han, at det er sådan med mennesker, at det først er i det øjeblik, at de mister noget, at de for alvor kan erfare Guds Ånd. Alt det man selv ønskede for ens liv, tager Gud og bytter til noget andet. Det er en tanke, som jeg virkelig selv har brugt meget, for den understreger, at de største kræfter kommer til os udefra.
Kan man så overhovedet tale om lykke? Om at blive lykkelig?
Lykke er jo et begreb, som er blevet voldsomt trivialiseret i vores tid. Både fordi vi har en forestilling om, at det er noget, vi har krav på, men også fordi vi ofte tror, at lykke er en tilstand. Men lykke er snarere bittesmå glimt, som vi kan være heldige at opleve en gang imellem.
Hvis man har det som et ideal, at jeg skal være et lykkeligt menneske, så vil man blive overmandet af de øjeblikke, hvor man ikke kan mærke lykken. Derfor er det også en lille smule uansvarligt, når forældre siger til deres børn ”du kan gøre præcis, hvad du vil, bare du bliver lykkelig”. Forældrene tror, at de sætter barnet frit, men i virkeligheden har de forsynet det med en meget stor byrde. Barnet vil måske føle sig forpligtet på at blive lykkeligt.
Jeg tror også, at man kan forklare en del af kvalerne hos mennesker i dag med forestillingen om, hvor lykkeligt det skal føles at være menneske. Begrebet lykke er blevet en forbandelse for os på mange måder. Personligt opfatter jeg lykke som forbigående strejf. Man kan godt sammenligne det lidt med følelsen af salighed. Man kan have øjeblikke i livet, hvor man har det som om, at man ikke har nogen alder eller nogen historie, men bare er fuldstændig i et med eksistensen. Det vil jeg opfatte som lykkelige øjeblikke, men også som et glimt af salighed, en forsmag på evighedens salighed.
Man kan ikke planlægge lykken, og man kan ikke selv stræbe efter den. Man kan naturligvis stræbe efter at få et godt og trygt liv, og på den måde i en eller anden grad blive tilfreds. Men man skal virkelig være varsom med at stræbe efter lykke, for den kan aldrig holdes fast.
Hvad siger Bibelen om tyngde og modstand?
I Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, som er en tekst, jeg holder meget af, står ordene ”alt er tomhed”. I teksten er der en tilsyneladende resigneret stemme, der siger, at det ikke giver nogen dybere mening at være menneske. Men implicit i budskabet forstås det, at Gud findes, og du skal først og fremmest gøre alt, hvad du kan for at være til stede, mens du har dette liv, for det er kort. Når der står, at alt er tomhed, og at ingenting giver mening, så opfatter jeg det som en besked om, at man ikke skal stræbe efter at komme til at forstå, hvorfor man er her.
Hvis man lever med en stor byrde, så skal man ikke tro, at der er en bestemt mening med det. Du er ikke bevidst blevet pålagt byrden, det er ikke en straf. Menneskets evige længsel efter at få forklaret og gennemlyst hvorfor livet er, som det er, advarer Prædikeren imod og siger: ”nu skal du bare leve det liv, du har fået”. Du skal ikke forstå alting, for det bliver en byrde for dig. Man må acceptere vilkårene for ens liv og indrette sig efter dem. Og på den måde få det allerbedste ud af livet, mens man har tid her på jorden.
I Det Nye Testamente er tilgangen, at byrden er pålagt os fra syndefaldet. Det skal være byrdefuldt at være menneske. Adam bliver sendt ud i verden med beskeden om, at han skal slide og slæbe for at overleve, og kvinden får den besked, at hun skal lide, når hun føder sine børn. Mennesket pålægges besvær, lidelse og smerte ved syndefaldet. Det er den mytologiske forklaring på, hvorfor livet ikke er let.
Men Det Nye Testamente bliver et svar på den lidelsesfulde tilværelse, da vi her får at vide, at ja, det er lidelsesfuldt at leve, men Jesus er trådt ind i verden for at lide sammen med dig. Det Nye testamente tager ikke lidelsen væk, men lader Gud træde helt hen til os, så vi kan støtte os op ad ham, mens vi lever. Man skal endelig ikke tro, at man kan slå op i Bibelen og få at vide, at nu vil livet holde op med at gøre ondt. Nej, livet gør ondt, men Jesus er kommet ind i verden for at mærke smerten på samme måde som os.
Og det er faktisk sådan, at når mennesker lider meget, så er noget af det smukkeste, man kan sige til dem, at Jesus kom ind i verden, netop fordi du lider. Nu går han turen for din skyld, så du ikke skal lide alene. Det er en solidaritetstanke, som mennesket finder meget stor trøst i. Det ville jo være forfærdeligt at sige, at Jesus kom ind i verden, for at du ikke skal lide. Det ville ikke modsvare virkeligheden. Derimod lider han sammen med dig, og han går turen op til bjerget med korset på ryggen, for at vi ikke skal gå den tur alene. Det er den bibelske trøst i forhold til lidelse, og selvom det kan være svært at forestille sig, at det virkelig hjælper, så letter det at vide, at man ikke er alene.
Hvordan har du selv mærket tyngden?
Der er faser i alle menneskeliv, hvor man føler sig fortabt, og det har jeg bestemt også prøvet. Som ung var jeg overbevist om, at jeg ville blive et meget ensomt menneske. Jeg havde svært ved at se mig selv i verden og indgå i de rammer, som livet består af. Så jeg har bestemt erfaret at leve med et alt for stort vemod og en al for stor mangel på håb i forhold til fremtiden. Men med tiden, og i kraft af at jeg blev et troende menneske, har jeg erfaret friheden i at lægge byrden over på noget andet. Den følelse af at man ikke skal bære det alene, og af at der er kræfter til stede, som man er modtager af, som kommer til mig, uden at jeg selv skal præstere noget for at få dem, har jeg mere og mere integreret i min bevidsthed som sandt, og som noget jeg simpelthen forlader mig på, når jeg mangler kræfterne selv.
Man kan formå mere i kraft at troen og i tillid til, at der findes håb. For håbet er der altid, også selvom mennesket ikke håber. Det eksisterer som sin egen kraft, og håbet er her, også selvom du ikke kan mærke det. Fornemmelsen af at blive modsagt midt i elendighed er virkelig blevet stærkere hos mig med årene.
Hvor henter du selv livskraft, når du mærker tyngden?
Som jeg sagde tidligere, så tror jeg meget på vigtigheden af at vende blikket bagud. Vi skal spørge os selv: hvordan var det sidste gang, jeg var så ked af det? Og hvordan kom jeg videre? Jeg henter livskraft i erfaringen af, at man lever videre. Mennesket opsamler erfaring af, at livskraften findes gennem livet, og derfor skal vi værne om de minder og øjeblikke vi har, hvor livskraften bliver tydelig for os.
Og så henter jeg livskraft i musik. Jeg tror, at musik er den højeste kunstform, der findes, og det er i høj grad gennem musik og menneskets evne til at synge, at vi inspireres til at tro på, at livet er større end os. Jeg henter livskraft ved at tro på, at der findes noget guddommeligt i os, der gør, at vi kan skabe noget så smukt som musik. Som jeg beskriver det i min bog ”Livskraft” har jeg hele livet hentet kræfter i Kim Larsens musik og stemme. Musik er en guddommelig kunstform, som vi har fået foræret af Gud.
Så tror jeg også, at vi får livskraft af at mærke de store naturkræfter omkring os. Det er i naturen, at vi får følelsen af at være en lillebitte brik i et stort skaberværk. Det kan fylde os med taknemmelighed, at noget så stort og smukt som naturen findes. Og skønheden kan fylde os med håb.
Og sidst får vi livskraft fra de menneskelige relationer, som vi har i vores liv. Vi får livskraft af at mærke, at der er andre, der sætter os højt, måske ligefrem elsker os. Vi får livskraft af at erfare menneskers godhed. Når mennesker elsker hinanden, så er det en slags billede af Guds kærlighed til os. Vi er et genskin af Guds kærlighed, og når vi elsker hinanden, så bliver vi også mindet om, at den helt store kærlighed findes.
Hvis vi skal dykke lidt ned i vores målgruppe – mennesker med udviklingshandicap – hvordan tænker du så, at vi som samfund skal rumme mennesker med handicap? Hvilken plads har de krav på?
De har naturligvis krav på den samme plads som alle andre. Når vi taler om handicap, er der nogen ting, der er helt indlysende at tage fat på, f.eks. aktiv dødshjælp, hvor vi debatterer, hvad et værdigt menneskeliv er. Det må virkelig få mange mennesker med handicap til at føle sig ubehageligt til mode. Der sker en graduering mellem værdige liv, som er utrolig farlig at bevæge sig ud i. Jeg er indædt modstander af legalisering af aktiv dødshjælp, for det vil formentligt nære den måde at opfatte mennesker med handicap på. Som dem vi kan undvære. Det er så brutalt, at det virkelig bekymrer mig.
Men man kan også se den modsatte tendes i samfundet, hvor mennesker med handicap er nogen, man bliver oversentimental i synet på. En letkøbt, oversentimental tilgang til mennesker med handicap bliver så nemt nedladende. Man gør dem til en undtagelse, gør dem til noget andet end andre. Det kan man godt undre sig over i vores fremskredne, humanistiske samfund, og det er, som om synet på mennesker med handicap på en eller anden måde ikke rigtig er fulgt med. Mange mennesker aner simpelthen ikke, hvordan de skal forholde sig til mennesker med handicap. De fremkalder en meget stor berøringsangst i os.
Hvad skal vi gøre som samfund for at ændre det? For at de får en naturlig plads?
Man skal for eksempel lade være med at legalisere aktiv dødshjælp. Men jeg tror, at en enorm synliggørelse helt fra Folkeskolen og frem, vil gøre en forskel. Der er en stor sproglig, pædagogisk oplysningsopgave, der ikke er blevet løftet. Mennesker med handicap indgår stort set ikke i nogen dagsordner, heller ikke politiske, og vi må integrere dem mere i den offentlige samtale, så vi får et mere naturligt syn på mennesker med handicap.
Hvad tror du det gør ved alle os andre, at vi har et samfund – eller er på vej til at skabe et – hvor der simpelthen ikke er plads til mennesker med handicap?
Den bevægelse, som vi uhyggeligt nok allerede befinder os i, hvor vi vil komme til at sondre mellem værdige og ikke værdige liv, skubber mennesker med handicap ud på et sidespor. Og jo mindre de fylder i vores retorik og i den offentlige samtale, jo nemmere er det at nå frem til den holdning, at der måske er nogen, som vi ikke længere har brug for i det her samfund. Det er vi allesammen i fare for. Ingen vil vedkende sig den kynisme, men det er ingen hemmelighed, at sproget bevæger sig i den retning, og det påvirker os allesammen.
Hvad kan vores modsvar være på deres vegne?
Jeg håber, at debatten om aktiv dødshjælp også kan blive et positivt vendepunkt. For når tingene bliver sat så meget på spidsen, som de gør i debatten nu, vil flere og flere forhåbentligt begynde – hvis der bliver råbt højt nok – at sige, at det her går ikke. Hvad er det for en måde, vi taler om mennesker på? Ligeså skræmmende som debatten om aktiv dødshjælp er, ligeså meget kan man også håbe på, at den kan tydeliggøre den retning, vores samfund uheldigvis bevæger sig i, og dermed få folk til at tage afstand. Det er nu, vi skal råbe op.
Faktaboks
Sørine Gotfredsen
Uddannet journalist og teolog
Præst i Jesuskirken i Valby
Forfatter til en lang række bøger og fast kommentator og anmelder på Kristeligt Dagblad og Berlingske
Gift med Henrik Flødstrup
Hør Sørine Gotfredsen holde oplæg på vores årsmøde lørdag d. 9 marts i Vejle Missionshus. Du tilmelder dig på vores hjemmeside k-h.dk.
Fotograf: Carsten Lundager