Et kristent bidrag til diskussioner om handicap

Der er flere tilgange til handicap. Den medicinske og den sociale. Her fortæller Vinoth Ramachandra om en tredje tilgang – den kristne. “Vores iboende værdi som mennesker, er funderet i en ubetinget kærlighed, som er givet os af vores skaber, og som vi er kaldet til at vise over for hinanden,” skriver han.

Af Vinoth Ramachandra

Offentlige diskussioner om handicap domineres af to modeller.

Den medicinske tilgang anskuer handicap som et biofysisk problem: det vil sige et kropsligt organ, der ikke fungerer. Vi lider alle af en form for fysisk eller mental begrænsning, og den medicinske udvikling har medfødt enten vellykkede behandlinger eller teknologier, som gør os i stand til at leve godt med sådanne handicap. Men i de mest alvorlige tilfælde, har lægestanden ikke meget at sige, som ville være en hjælp til dem, som lider.

Den sociale model, i modsætning til den medicinske model, udsprang da handicappede mennesker krævede at få indflydelse på, hvad der blev gjort mod dem og for dem af læger og sygeplejersker. Mens begrænsninger hører til kroppen, er den isolation, de oplever, et resultat af sociale fordomme. Begrebet “handicap” genereres af samfundet, så bevægelsen for “handicappedes rettigheder” kombineret med “politisk korrekthed” arbejder på at bandlyse sprog, som på nogen måde antyder mindreværd eller handicap. Vi bliver bedt om at tale om mennesker som “funktionshæmmede” og ikke som handicappede.

Den sociale model bevæger sig væk fra at fokusere på kroppen for at stille skarpt på samfundets holdninger og de mange måder, hvorpå diskrimination foregår (ofte usynligt) i alt fra beskæftigelse til offentlig transport og den måde bygninger designes. Det har ført til betydningsfulde og kærkomne ændringer i samfundets infrastruktur.

Den kristne model handler om “ubetinget venskab”

Kristne tager imod både de medicinske og sociale modeller. Både det kropslige perspektiv og de sociale rettigheder er vigtige, og kristne sundhedsmedarbejdere og lovgivere har bidraget til begge dele. Men den sociale model, der fokuserer udelukkende på, hvad handicappede kan gøre frem for, hvad de ikke kan gøre, underbygger de tvivlsomme normer af selvstændighed og individualisme.

Det udfordrer ikke det udbredte syn hos moderne vestlige samfund, at vores værdi stammer fra, hvad vi gør, hvad vi opnår. Det er derfor de paralympiske lege er så populære. Vi er så glade for at se handicappede mænd og kvinder efterligne almindelige atleter og klare det så meget bedre end resten af befolkningen! Men hvad med det brede flertal af alvorligt handicappede mennesker, som aldrig vil blive en Oscar Pistorius? *1

Kristent teologisk etik bruger begrebet “ubetinget venskab”, som en måde at inkludere, men også bevæge sig ud over, de medicinske og sociale tilgange til handicap. Identitet findes i personlige relationer, med Gud og med hinanden. Mens vores resultater har værdi, er vores iboende værdi som mennesker funderet i en ubetinget kærlighed, som er givet os af vores skaber, og som vi er kaldet til at vise over for hinanden.

Dertil kommer, at ved at tale om en korsfæstet Gud, en Gud som favner sårbarhed, afhængighed og lidelse, taler den kristne tro om en transformerende kærlighed, som kommunikeres gennem sårbarhed, afhængighed og lidelse til dem af os, som foregiver at være usårbare, uafhængige og selvtilstrækkelige. Det er ikke de stærke, der skaber det menneskelige samfund. Det er de små børn, de fattige og de handicappede, som drager os ind i fællesskab og befrier os fra vores forgudelse af magt og konkurrence.

Professor John Swinton, en britisk sygeplejerske og teolog, reflekterer over demens på følgende måde: “Hvis Gud i Kristus har åbnet selve sin væren i forholdet til mennesker, er der intet, som kan ændre dette forvandlende faktum: ikke neurologisk forfald, ikke at glemme hvem og hvis, vi er, intet. Gud forbliver med og for den demente, selv når personen ikke længere kan være med og for Gud, i det mindste i kognitiv forstand. Det menneske, der har demens’, betydning og personlighed beskyttes og opretholdes i Guds egen væren, uanset de relationer mennesket har eller ikke har her i livet. Vi glemmer måske Gud, men Gud vil ikke – og kan sandelig ikke – glemme os. Når vi ikke længere kan tjene Gud og andre mennesker, vil den Gud, som er med os og for os tjene os i nødens stund.” *2

Vinoth Ramachandra

Vinoth Ramachandra er født på Sri Lanka, men erhvervede sin bachelor- og ph.d.-grad som ingeniør fra University of London. Vinoth er dansk gift og har siden 1980 boet på Sri Lanka og været involveret i kristent studenterarbejde. Han er nu en del af International Fellowship of Evangelical Students’ (IFES) Senior Leadership Team som sekretær for dialog og socialt engagement. Vinoth Ramachandra har skrevet en række artikler og bøger. Den 27. oktober 2014 var Vinoth Ramachandra hovedforelæser ved seminaret “Kristen etik i et pluralistisk samfund”. Kristelig Handicapforenings medarbejdere deltog i dette seminar, der spændte fra de helt konkrete udfordringer i hverdagen som læge, præst og lærer til de mest avancerede akademiske, principielle overvejelser.

*1: Oscar Pistorius er en sydafrikansk handicapatlet, der har deltaget i både sommer-OL 2012 og paralympiske sommerlege 2012. Han er også kendt under navnet “Blade Runner”.

*2: John Swinton, “Forgetting whose we are: theological reflections on personhood, faith and dementia”.

Et kristent bidrag til diskussioner om handicap