Februar 2020
Et hjem til Dorthe
For 60 år siden havde forældre til børn med udviklingshandicap to valgmuligheder: En offentlig institution med mange hundrede beboere, eller en ensom kamp derhjemme, så længe kræfterne var til det. Kristelig Handicapforening blev dannet af forældre, der drømte om et trygt, kristent alternativ.
Af Christina Brorson
Edith Kjærgaard (95) husker stadig den dag, hun blev kaldt op til lægen til en snak om sin nyfødte datter.
”Fjorten dage efter fødslen blev Dorthe indlagt. De beholdt hende i tre uger og indkaldte så mig til en samtale. Jeg havde på fornemmelsen, at Dorthe ikke var som mine andre fire børn, men vidste ikke præcist, hvad der var galt. Lægen fortalte mig, at hun havde gulsot. Ikke andet. At hun også havde Downs, nævnte han ikke med et ord,” husker Edith Kjærgaard,
Året var 1963, og meget var anderledes dengang. At få et barn med Downs var et stort tabu, og mange sendte deres nyfødte væk lige efter fødslen. Uden at have fortalt direkte, hvordan det var fat med Dorthe, forklarede lægen derfor Edith Kjærgaard, hvad der nu skulle ske.
”Han sagde, at jeg ikke skulle tage Dorthe med hjem. Det ville gå ud over de andre børn, forklarede han. I stedet skulle jeg sende hende væk. Jeg græd og sagde, at det var det sidste jeg gjorde. Jeg ville ikke af med hende. Det kunne jeg da ikke. Så kiggede han bare på mig og sagde ”ja, barnet er jo Deres, så De kan gøre med hende, hvad de vil,” husker Edith Kjærgaard.
Hun tog sin lille datter med til hjemmet, der dengang lå i en lille by lidt nord for Års.
Alene om en stor opgave
Dorthe, der i dag, som 57-årig, har et udviklingsniveau, som svarer til en 4-årigs, var ikke let at beholde hjemme. Men der var ingen hjælp at hente. Ingen fagpersoner, der kunne fortælle, hvordan man gjorde tingene bedst.
”Jeg fik intet at vide. Intet. Jeg stod fuldstændig alene. Mange gange syntes jeg nok, at hun skulle være ligesom sine søskende, men det kunne hun jo ikke. Måske har jeg opdraget hende forkert,” filosoferer Edith Kjærgaard.
Hendes ældste søn tager hende i forsvar. Oluf Kjærgaard (70), der sammen med sin mor har sagt ja, til en snak med KH bladet, var 14 år, da han fik sin yngste lillesøster – en søster han kom til at holde meget af.
”Du gjorde dit bedste. Det gjorde vi alle. Så kan man ikke gøre mere,” slår han fast.
Sammen med sin mor besøgte han på et tidspunkt Centralinstitutionen Vodskov ved Aalborg, der sammen med De Kellerske Anstalter ved Brejning var alternativerne, hvis ikke Dorte skulle blive boende i hjemmet – store institutioner med mange hundrede beboere.
”Et sted stod en ung pige ude på altanen. Hun havde handsker på og var lænket til hjørnet med læderremme om hænder og fødder. Hun stod og vuggede frem og tilbage. Det gjorde et meget negativt indtryk. Her skulle Dorthe i hvert fald ikke hen. Det vidste vi lige med det samme,” fortæller Oluf Kjærgaard.
Tiltrængt fællesskab
Udover uvidenheden og den manglende hjælp, måtte man som forælder til et hjemmeboende barn med Downs forberede sig på omverdenens nysgerrighed og til tider foragt. Og så var der det altoverskyggende spørgsmål: Hvad skal der ske, når vi ikke selv kan passe på hende længere?
Netop dette spørgsmål førte i 1976 Edith og hendes nu afdøde mand, Johannes, sammen med et ligestillet ægtepar på Ulbjerg Bibelcamping. Betty og Svend Sulkjær havde en datter på Dorthes alder med udviklingshandicap, og ligesom Edith og Johannes bekymrede de sig. På det tidspunkt var der sket en ændring i synet på mennesker med udviklingshandicap, og der fandtes alternativer til kæmpe-institutionerne ved Vodskov og Brejning, men ingen kristne.
”Vi boede tæt på hinanden på campingpladsen, og en eftermiddag fandt vi sammen over en kop kaffe og snakkede. Ligesom os, frygtede de fremtiden for deres datter, og vi blev enige om at indrykke en annonce i Indre Missions Tidende for at efterlyse kristne familier i samme situation,” fortæller Edith Kjærgaard.
Mødet mellem de to ægtepar på Ulbjerg Bibelcamping og den efterfølgende annonce blev den spæde start på det, der senere skulle blive til Kristelig Handicapforening. Flere ægtepar svarede på annoncen, og der blev arrangeret møder, som i løbet af 1977 blev til familielejre.
”På den første lejr på Strandsborg på Djursland var vi 25. Herefter blev der i mange år arrangeret to lejre – en i februar og en september. Missionær Kresten Futtrup var lejrchef. Vi nød de lejre. Fællesskabet betød meget. Det var en stor lettelse at møde andre kristne familier i samme situation. Det havde vi manglet i så mange år,” fortæller Edith Kjærgaard.
Lykkelige for Østbækhjemmet
Lejrene gav i første omgang ikke noget svar på bekymringen for de unges fremtid. At virkeliggøre drømmen om et trygt privat kristent alternativ til de offentlige botilbud virkede som en uoverskuelig opgave. Men med tiden begyndte tingene at tage form. I 1980 blev familierne til en forening: Kristelig Handicapforening, og i foråret 1983 blev drømmen til virkelighed: Der blev erhvervet bygninger til et kristent bofællesskab for mennesker med udviklingshæmning.
Edith og Johannes Kjærgaard var med, da systuen i Ølgod forvandlede sig til et bofællesskab. Johannes, der var murer af profession hjalp med murerarbejdet, og Edith gav også en hånd med.
”Vi tog derned med campingvognen og arbejdede en uge ad gangen. Jeg malede, satte fliser op, og hvad jeg ellers kunne,” fortæller hun.
- 10. december kunne Østbækhjemmet indvies. De første beboere var allerede flyttet ind.
”Vi var lykkelige for Østbækhjemmet. Med det som en mulighed var problemet jo løst. Her kunne vores børn bo trygt i kristne rammer – også når vi ikke var længere,” husker Edith Kjærgaard.
Flyttedag
Dorthe var dog ikke blandt de første beboere. Hendes mor skulle lige tage tilløb til at give slip.
”Selvom Dorthe flere gange havde været i aflastning på Østbækhjemmet og elskede stedet, var det et stort skridt at lade hende flytte hjemmefra, syntes jeg. Men en dag mærkede jeg lige pludselig, at det var på tide.”
Året var 1988, Dorthe var 25 år, og at det virkelig var på tide, blev hendes mor helt overbevist på flyttedagen.
”Dorthe var så lykkelig den dag. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at flytte ind og få os sendt hjem. Da vi kom til at samle et reolsystem forkert, og måtte skille det ad igen, blev hun utålmodig og skyndede på os. Da det endelig var samlet, og jeg ville til at lægge tøj ind på hylderne, havde hun fået nok. ”Nej mor. Skrid!” sagde hun,” griner Edith Kjærgaard.
Det var i september. Dorthe kom først hjem igen til jul, og så ville hun endda tilbage allerede juledag.
I dag nyder hun dog at besøge sin mor og tager selv turen fra Østbækhjemmet i Ølgod til Viborg, hvor Edith Kjærgaard bor.
Jesus skal vi sige tak for
Ingen har nogensinde fortrudt, at Dorthe flyttede hjemmefra.
”Hun har lært så meget og er en helt anden i dag. Hun arbejder i beskyttet værksted som køkkenhjælp og elsker det. Da jeg hørte, at hun bagte pandekager til alle værkstedets 20 medarbejdere, troede jeg det ikke. Men det gør hun, og hun bager også herhjemme til mig,” smiler Edith Kjærgaard.
At Østbækhjemmet ligesom Dorthes barndomshjem i det daglige præges af kristentroen er helt afgørende, understreger Edith Kjærgaard.
”At Østbækhjemmet er et kristent hjem, betyder alt. Det gør det også for Dorthe. Hun går til gudstjeneste og møder og ved godt, at Jesus skal vi tro på og sige tak for. Forleden, da en af hendes medbeboere græd over sin far, som han havde mistet, trøstede hun ham og sagde: ”Du skal ikke være ked af det. Min far er oppe i himlen, og det er din far også nu.” Det sagde hun – Dorthe, der aldrig har haft særlig mange ord.”
Centralinstitutionen Vodskov ved Aalborg (Hammer Bakker)
- Indviet i 1916
- Havde i 1966 800 patienter/beboere
- ”…var som de andre åndsvage forsorgsinstitutioner styret meget hierarkisk med beboerne som de nederst rangerende”
- Huser i dag en af Kriminalforsorgens Institutioner
De Kellerske Anstalter ved Brejning
- Oprettet i 1898 med plads til 600 – et tal, der steg til det mangedobbelte
- Havde isolationsfilialer på Livø (mænd) og Sprogø (kvinder), der lukkede i 1961.
- ”… gjorde Danmark til foregangsland, når det gjaldt indsamling, institutionalisering og sterilisation af åndsvage”
- Er i dag omdannet til blandt andet private boliger og hotel
Kilde: forsorgshistorien.dk
