Empati med andre og sig selv

Som omsorgsarbejder er man afhængig af andres omsorg – ledelsens, familiens og vennernes, men også sin egen. Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen fortæller her om, hvordan man kan undgå ”empati-træthed”.

Af Christina Brorson

Som omsorgsarbejder er empatien et af de vigtigste redskaber, man har med på job. Hvis ikke den enkelte medarbejder supplerer sin faglighed med indlevelse, forståelse og venlighed, mærkes det hurtigt af de mennesker, som man har til opgave at tage sig af. Men ligesom det er vigtigt at tage på kurser, for at få inspiration og holde sin faglighed frisk og aktuel, så er det også vigtigt, at empatien bliver næret og tilset. Det understreger psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen sammen med sin mand overlæge og psykiater, Jørgen Due Madsen, i et af de seneste indlæg i deres brevkasse ”Spørg om livet” i Kristeligt Dagblad.

Under overskriften ”Det er særligt udfordrende at arbejde med mennesker” nævner de faren for empati-træthed (empathy fatigue) i omsorgsarbejdet. Hvis man i længere tid føler sig presset og utilstrækkelig, bliver empatien træt, og så kan engagementet i omsorgsarbejdet forsvinde. Facaden kan måske være den samme et stykke tid, men man orker ikke længere at forholde sig til andres behov, kun sine egne. I bedste fald kører man på rutinen. I værste bliver man ufølsom og kynisk eller depressiv.

KH bladet tog en snak med Annette Due Madsen om, hvad der kan gøres for at forebygge empati-træthed. Hvad man selv kan gøre, og hvornår man er afhængig af sine omgivelsers støtte.

 

Åbenhed og opbakning

”Overordnet er man som medarbejder afhængig af sin ledelse. Når man føler sig presset og utilstrækkelig, skyldes det ofte for mange eller for krævende arbejdsopgaver, og så er det vigtigt med en kultur, hvor man kan gå til sin leder og fortælle, hvordan man har det. Herefter er man afhængig af at blive taget alvorligt, og at der bliver handlet på de forhold, som man har fortalt om. Gode supervisionsordninger er også en vigtig del af ansvarlig ledelse. Man bliver ikke empati-træt på en tilfældig onsdag. Det sker over lang tid, og med god supervision kan det nogle gange tages i opløbet,” understreger Annette Due Madsen.

En ledelse der lytter, er som regel en del af en generel kultur, hvor man grundlæggende er tryg, og hvor der er positiv interesse for den enkeltes velfindende.

“Hvis man af kolleger og ledelse bliver opfattet som svag, når man fortæller om svære situationer eller nederlag, så lader man være”

”Åbenhed og tillid på en omsorgs-arbejdsplads er altafgørende. Det må være ok at tale åbent – både om det, der lykkes, og det der ikke lykkes. Hvis man af kolleger og ledelse bliver opfattet som svag, når man fortæller om svære situationer eller nederlag, så lader man være. Det betyder, at tingene fortsætter med at gå deres skæve gang. På en god omsorgs-arbejdsplads kan man godt være usikker uden at blive så utryg, at man ikke betror sig til andre”.

Støtte i privatlivet er også vigtig.

”Når der er opbakning og lyttende ører derhjemme hos ægtefælle eller venner, kan man restituere i sin fritid. Man kan få læsset det negative af og fyldt positivt på. Det er også her, man kan få korrigeret sit virkelighedsbillede. Måske er fastlåste situationer ikke så fastlåste, som de virker,” siger Annette Due Madsen.

 

At have empati med sig selv

Det er dog ikke altid, at problemet kan løses med omgivelsernes støtte og indgriben alene. Nogle gange kommer oplevelsen af pres og utilstrækkelighed indefra.

“Det er et ubarmhjertigt udgangspunkt, når omsorgen for andre, nærmest udelukker omsorgen for os selv”

”Hvis man føler, at man ikke slår til, må man som det første mærke efter, om den følelse bunder i noget ydre, som for eksempel et stort arbejdspres eller vanskelige opgaver, eller om den kommer indefra. Nogle gange stiller vi nemlig for høje krav til os selv. Og måske er kvinder her særligt udsat. Vi tror måske, at vi skal give og give, uden at få noget fyldt på. Nogle gange bunder det i mindreværd – en opfattelse af, at for at have værdi må vi hele tiden vise os værdifulde for andre. Det er et ubarmhjertigt udgangspunkt, når omsorgen for andre, nærmest udelukker omsorgen for os selv,” konstaterer Annette Due Madsen.

Hører man til dem, der stiller for store krav til sig selv, kan det være nødvendigt at lære at have empati med sig selv.

”Ofte tror vi, at vi kender os selv uden at være bevidste om, hvilke tanker, der i grunden styrer os. Vi tænker jo hele tiden tanker om os selv, andre og verden omkring os – tanker der styrer vores handlemønstre. Hårde og fordringsfulde tanker, der kværner i baghovedet, er som en ubarmhjertig stemme, der kommanderer os rundt. Det slider. Hvis vi på den måde har underlagt os selv urealistiske og belastende krav, er det for det første nødvendigt, at vi bliver os den indre stemme bevidst, dernæst at vi får hjælp til at ændre den. Det kan være gavnligt at gå i egenterapi og lære noget nyt. At bringe ” de gamle stemmer” til tavshed og begynde at tænke mere barmhjertigt om sig selv,” forklarer Annette Due Madsen.

 

Ydmyghed og selvtilfredshed

I en kristen kontekst kan den kommanderende og krævende indre stemme måske henvise til buddet om næstekærlighed og minde om, at man med ansvaret for sårbare og udsatte mennesker har et helt særligt ansvar, påpeger Annette Due Madsen. Hun henviser til, at det her kan hjælpe at få styr på proportionerne.

“Ofte tror vi, at vi kender os selv uden at være bevidste om, hvilke tanker, der i grunden styrer os”

”Faktisk er det jo en temmelig grandios tankegang, hvis man kræver af sig selv, at man skal være givende hele tiden og have styr på alt. Det kan ingen mennesker være. Det kan kun Gud. I mange former for omsorgsarbejde, når man aldrig i mål – for eksempel hvis man er pædagog for mennesker med udviklingshandicap. Her gælder det om at finde en vis portion ydmyghed frem, og identificere den ”lod”* som man har fået ansvaret for. Man har for eksempel ikke fået ansvar for at udligne forskellen i livskvalitet mellem mennesker med udviklingshandicap og mennesker uden. Hvis det lykkes at skabe en værdig hverdag, med gode gyldne stunder af tilfredshed og nærvær, så er arbejdet gjort godt nok, og så må man godt klappe sig selv på skulderen. På den måde kommer der overensstemmelse imellem indre ressourcer og ydre krav. I stedet for at slide sig selv op, får man fornyet energi og lyst til at gøre det godt igen i morgen – med empati og nærvær,” understreger Annette Due Madsen.

 

*reference til salme 728 i Salmebogen: ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”