Du må gerne være til besvær

Argumenterne for aktiv dødshjælp lyder besnærende. Hvem vil ikke bestemme selv? Og hvem vil ikke afslutte lidelse? Men loven vil sætte en moralsk lavine i gang, der gør mennesker med sygdom eller handicap til overs. Det vil i sidste ende føre til uhyrligheder, mener overlæge Ole Hartling. Han talte ved Kristelig Handicapforenings årsmøde i 2018.

Af Svend Løbner

Da Ole Hartlings anden hustru, Katrine, overvejede at gøre en ende på sin sygdom og sit liv ved at lukke op for blodkatetret til dialysen, blev hun mødt af øjne fulde af forfærdelse. Ole Hartlings blik sagde det hele: Jeg vil ikke af med dig. Jeg vil beholde dig for enhver pris, for jeg elsker dig!

Og det blik fik hende til at opgive sin plan. Et blik, der udtrykte et ønske, der med Ole Hartlings ord er egoistisk. For rent rationelt kunne han godt unde sin kone at blive fri for den lidelse ikke at kunne trække vejret, at have en konstant trykken for brystet, at være koblet til en maskine. På den anden side er det netop kærligheden – den sublime kærlighed, som med K. E. Løgstrups ord ”ikke er forklaret og ikke er fortjent”, der giver livet værdi og viser, at den anden er uendeligt værdifuld, uanset hvilke skavanker, sygdomme og handicap, han eller hun må døje med.

Chokeret over hollandske tilstande

Ole Hartling er pensioneret overlæge og mest kendt for sit engagement i Det Etiske Råd, hvor han var medlem i otte år og formand i fem. Vi møder ham i hans lejlighed på Christianshavn, hvor han byder på en  kop stærk kaffe, mens vi sætter os til rette for at tale om livets værdi og hvad der sker, hvis Danmark ligesom Holland indfører en lov, der tillader aktiv dødshjælp.

“Da jeg første gang hørte om den hollandske praksis, blev jeg simpelthen chokeret. Og da jeg fortalte andre læger om det, blev de lige så chokerede,” fortæller Ole Hartling og uddyber:

“Læger ved, hvad det går ud på, og hvem, det bliver pligtpålagt. Men meningsmålinger blandt befolkningen viser altid ’det uovervejede flertal’, som går ind for aktiv dødshjælp”.

Moderne beherskelsesutopi

Hvorfor er vi mennesker så forhippede på at være herre over liv og død?

“Jeg tror, det handler om kontrol. Vi kan kontrollere og klare risici, vi kan gå til screening og helbredstjek, spise rigtigt, motionere og lade være med at ryge. Det kan man kalde en beherskelsesutopi: Vi kan klare livet, så hvorfor skulle vi ikke også kunne klare døden!”

Fødslen har altid været en tilskikkelse, og døden ligeså, men den vil vi gøre til et tilvalg, fortsætter Ole Hartling:

“Vi er vant til at have en fri vilje og vælge, hvad vi vil. Men døden er jo ikke et valg som andre. Det er et valg, der træffes, når man er allermest fortvivlet og bange og ked af det. Derfor er valget om aktiv dødshjælp på ingen måde et frit valg”.

Det frie valg er ikke længere frit

Det frie valg, som er vor tids paradigme, er diskutabelt her, mener Ole Hartling og strammer begreberne yderligere:

“Aktiv dødshjælp er i realiteten en tvang til at vælge. Hvis muligheden er der, og loven tillader det, så er der et skjult tilbud i enhver slem situation. Valget er der; man er ikke fri for at skulle vælge. Det betyder, at det menneske, som er sårbart, skrøbeligt, og som måske allerede føler sig til overs, føler et pres fra omgivelserne om, at man bør sige farvel. Alt dette bevirker en såkaldt eutanasimentalitet, som vokser op fordi muligheden for eutanasi – aktiv dødshjælp – er der”.

En forgiftet tankegang

Eutanasimentaliteten forgifter vores tankegang, fortsætter Ole Hartling.

“Når muligheden for aktiv dødshjælp er der, fordi loven har gjort den mulig, så ligger den hele tiden i baghovedet af os. Både hos de pårørende og hos den syge selv, som tænker: “Jeg er jo et meget afhængigt menneske; måske var det bedre, at jeg slet ikke var her”.

Det bliver lovligt at krænke mennesket?

“Vores livsværdi bliver på den måde relativ. I virkeligheden er aktiv dødshjælp ikke et udtryk for selvbestemmelse, men derimod lægens vurdering af, at patientens livskvalitet er tilstrækkeligt lav til, at man kan tage livet af patienten”.

Nedbryder synet på livets værdi

Sker der også et skred i det danske samfund?

“Ja! Men det kommer i en spiralbevægelse. Vi får en selvforstærkende opfattelse af, hvad der er værd at bevare. Der sker en snigende nedbrydning af det, vi betragter som livsværdigt”.

Ole Hartling trækker paralleller til Nazityskland. Det begyndte med, at syge og handicappede blev ombragt – oftest med gas.

“Allerede i 1920 kom en bog på tysk med titlen ”Tilladelse til at afslutte livsuværdigt liv”, som førte til de uhyrligheder, vi heldigvis ikke har i dag. Men sprogbrugen ligner. Vi taler meget om værdighed, om hvorvidt et liv er værdigt osv. De talte jo ikke om andet end værdighed i nazitiden, mens de gik til uhyrligheder”.

Skal vi bare slå den lidende ihjel?

Ud over argumentet om det frie valg, fremføres altid at aktiv dødshjælp er løsningen på den ubærlige lidelse, forklarer Ole Hartling.

“Det er forførende, for hvem går ikke ind for, at vi skal bekæmpe lidelse? Men aktiv dødshjælp er jo ikke at fjerne lidelsen. Det er at fjerne den, der lider. Faktisk er aktiv dødshjælp et meget fattigt svar på lidelse. Der er mange mennesker verden over, der lider. De er fattige, sultne, syge osv. Skal vi slå alle dem ihjel?”

Vi har ret til at være til besvær

Hvad gør det for de pårørende til den, der lider – eller den, der har et handicap – at aktiv dødshjælp er en mulighed?

“Måske er det med teolog Ole Jensens ord ”retten til at være til besvær”, der står på spil. Vi har som medmennesker en ret til at være til besvær for hinanden, ja, vi er til besvær for hinanden. Vi er også til usigelig glæde for hinanden. Om vi har skavanker eller ej, er vi til usigelig glæde for hinanden, fordi der er kærlighedsbånd imellem os. Kærligheden begrundes ikke. Vi siger ikke: Jeg elsker dig, fordi… Vi elsker, ganske enkelt, fordi den anden er der”.