
2017
Det kristne fællesskab skal være mangfoldigt
Schweiziske Oliver Merz er teolog og har skrevet doktorafhandling om inklusion i kirken. Han stiller spørgsmålstegn ved, om vi har forstået kristendommen rigtigt, når gudstjenesten ikke er for alle – eller når ønsket om at have alle med ikke har praktiske konsekvenser.
Af Rikke Thomassen

”Inklusion er ikke noget, du kan vælge. Det kommer ud af evangeliet. Men vi er ligeglade med evangeliet,” siger den schweiziske teolog Oliver Merz, der har skrevet doktorafhandling om inklusion i kirken.
Han siger det ikke i en hård eller anklagende tone, men han sidder roligt og smilende via en skype-forbindelse mellem Danmark og Schweiz. Der er dog ingen tvivl om, at han mener det. Måske ikke at vi er ligeglade med evangeliet, men i hvert fald at der er noget helt grundlæggende i forhold til evangeliet, vi ikke handler på.
Oliver Merz oplever, at mange kirker ikke inkluderer mennesker med handicap i gudstjenesterne og kirkens liv, og det bekymrer ham, fordi han oplever netop inklusion og et forskelligartet fællesskab som noget helt grundlæggende for den kristne tro.
”For mig begynder det dér, hvor vi taler om Gud Ham selv. Hvor inkluderende er Gud selv? Hvis vi kan se Gud selv, så kan vi forstå, hvordan et fællesskab skal se ud, og hvordan det skal være i hvert eneste aspekt. Inklusion begynder i vores hoved. Det er ikke kun et spørgsmål om handicap. Men det handler om, hvordan vi forstår hele kristendommen. Vi har brug for et inkluderende billede af Gud og et inkluderende billede af mennesker, verden og kirken,” siger Oliver Merz og forklarer videre om det inkluderende udgangspunkt.
”Vi kan se på Guds treenighed. Gud selv er forskelligartet, og vi ser i evangeliet, at Jesus inkluderer alle mennesker. De er nødvendige dele af kroppen. Vi er lige på samme niveau. Vi skal være inkluderende, ellers forråder vi evangeliet,” siger Oliver Merz, der har skrevet både bachelor og to master-afhandlinger, men også har forholdt sig til emnet ud fra et personligt perspektiv.
For Oliver Merz lever selv med et handicap. I 1990 fik han multibel sclerose, og det var baggrunden for, at han blev interesseret i emnet.
”Jeg begyndte min research i forhold til disse emner på grund af den indflydelse, sygdommen havde i mit eget liv. Jeg havde behov for at forklare og klarlægge, om det ville være okay for mig at tjene i kirken. Kan præsten have et handicap?” spørger Oliver Merz.
Han oplever begrænsninger på grund af sygdommen, men oplever også, at det er en gave.
”Det gør min identitet hel. Det gør mig mere empatisk. Jeg forstår andre i forskellige situationer. Det er også en gave, jeg kan bruge, og den medfører ting, der ikke ville være sket, hvis det forholdt sig anderledes. Jeg ville for eksempel aldrig have begyndt min research på disse emner, hvis jeg ikke havde været i denne situation. Så man kan se på handicap på flere måder,” siger han.
Inklusion er at være savnet
For Oliver Merz handler inklusion om andet, end at kirken er åben for alle, og at alle er velkomne.
”John Swinton, en skotsk professor sagde: ”Inklusion er at høre til, og for at høre til skal du være savnet, når du ikke er der.” Vi skal have fællesskaber, hvor alle siger: Jeg vil blive savnet,” siger Oliver Merz og fortsætter:
”Det er ikke nyttigt at have en teoretisk tilgang til inklusion uden en praktisk pointe. Jeg møder præster, som er villige, men de er ikke villige til forandringer eller til at lytte til mennesker med handicap. De skal være villige til at lytte til specielle behov. Og vi skal gå længere end til at være villig. Er vi overbeviste om en inkluderende teologi? Har vi brug for et fællesskab i mangfoldighed? Så vil du ikke stoppe dér,” siger Oliver Merz.
Og det er tydeligt at mærke den tristhed, der ligger hos ham i forhold til det inkluderende og favnende fællesskab. En tristhed, der både er teologisk og personlig.
For hvordan kan det være, at så mange kristne mennesker ikke ser den store værdi, der ligger i at være sammen med mange forskellige mennesker?
”Vi er ikke så overbeviste om den kristne tradition, som vi tror. Gud selv er i relation. Det er modellen af Jesus selv. Et inkluderende koncept. Det er også det, Paulus lærer os. Hvis vi kigger på det store mål, så er det at være en del af Guds store familie,” siger Oliver Merz, der også i sin egen kirke har arbejdet med det inkluderende fællesskab.
Kirkerne er ikke foran samfundet
Men for Oliver Merz handler det ikke nødvendigvis om, hvorvidt det lykkes med inklusion, men om at man ønsker det og arbejder konkret med det. At der er en vilje til det.
”Det er vigtigt, at vi gør vores bedste for at være på vej mod at være inkluderende. At vi har en vision og drømmer om inklusion,” siger han.
At en kirke har tilrettelagte fællesskaber for bestemte grupper ved siden af gudstjenesten, betyder derfor ikke nødvendigvis, at de ikke er inkluderende.
”For mig er det helt i orden at have forskellige aktiviteter, så længe vi har et hoved-arrangement, hvor vi er villige til at inkludere alle, som ønsker at være inkluderet. Men det er ikke inklusion, hvis vi har forskellige gudstjenester og ikke ønsker at skabe mere. Og det er heller ikke nok at være en del af den samme gudstjeneste, hvis den kun henvender sig til majoriteten,” siger Oliver Merz, der oplever, at kirken ikke er længere fremme end samfundet i forhold til inklusion og separate fællesskaber.
”Kirkerne er børn af tiden. De er på det samme sted, som hele samfundet. Det er ofte et af mine kritikpunkter, at vi ikke er foran på dette punkt. Jeg ser mange på vej, som prøver at være mere inkluderende, og kirkerne bliver mere åbne på grund af presset omkring dem. Men inklusion er kommet fra samfundet til kirken. Det skulle være omvendt,” siger Oliver Merz.
Han glæder sig dog over, at der sker noget i forhold til kirkerne – også selvom det går langsomt.
”Vi forsøger at eliminere nogle barrierer – arkitektur og andet – og det er også godt. Men jeg savner mest en åben og inkluderende kultur. Barrierer kan blive elimineret, men det er noget andet at bygge et inkluderende fællesskab, hvor mennesker med og uden handicap kan være sammen i ét fællesskab. Her skal vi være villige. Alle sammen. Hver og en i kirken må være villig til forandring. Hvor der er vilje, er der også en vej.”