Det handler jo om at blive set

I de sidste 25 år har Karsten Auerbach kunne leve af sin kunst, hvor samarbejdet med psykiatrien i de seneste år har fyldt en del. Men hvad er det kunsten kan i en psykiatrisk kontekst? Hvad er det, der sker, i mødet mellem kunst og psykisk sårbarhed? Jeg har taget turen til Fyn, for at få nogle svar fra et menneske, som i særlig grad har befundet sig i netop dette møde.

Af Regitze Fuhrmann

For 20 år siden stod der en ung pige udenfor Karstens dør og spurgte, om hun ikke måtte få lidt undervisning i atelieret, for hun havde hørt, at kreativitet skulle være godt mod hendes spiseforstyrrelse. Det måtte hun selvfølgelig gerne, og flere kom lidt tilfældigt til hen over årene og havde i en periode i deres liv deres gang i Karstens atelier.

 

Flere år senere kom en familie på besøg i atelieret. Da Karsten åbnede døren, stod der en smuk, ung pige og smilede stort til ham. Det var den første spiseforstyrrede, der var kommet i atelieret, og som nu ville vise den del af sit liv til sin kæreste og svigerfamilie. Og hun fortalte Karsten, hvad det havde betydet for hende at komme hos ham, hvad det at få en praksis med at tegne og male havde betydet for, at hun blev rask. Og lige der spirede en nysgerrighed på forholdet mellem kunst og psykiatri. ” Jeg tænkte jo bare, at jeg gerne ville undersøge, hvad det var, vi havde gjort rigtigt” fortæller Karsten.

Det diagnosefrie behandlingsrum

Af forskellige veje førte nysgerrigheden til et samarbejde med Afdeling for Spiseforstyrrelse i Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense, som samm

en med Karsten startede et forskningsprojekt om, hvad kunst kan gøre for psykiatriske patienter.

”I forhold til spiseforstyrrede så ved man fra forskning på området, at spiseforstyrrede generelt har meget svært ved at sætte ord på deres følelser, på det, der er svært for dem. Og det, man primært tilbyder dem i det danske sundhedsvæsen, er samtaleterapi. Det harmonerer ikke særligt godt. Det, som jeg har gjort, er at tilbyde dem en anden måde at udtrykke sig på. Ved meget langsomt at give dem nogle redskaber og færdigheder, i første omgang bare gennem leg og teknikker, så får de et sprog, hvor de kan få noget af alt det, som de bærer på indeni, ud.”

”Det handler jo om at blive set. For hvad er det, kunsten kan? Hvad er det for et rum, som kunsten skaber? Det er jeg meget optaget af. Hvad er det for et rum, vi skaber sammen? Vi er nødt til at nå en forståelse af, at i psykiatrien er det her rum helt anderledes end andre behandlingsrum. Og der er heldigvis stor interesse for det.” Og heldigvis er det også det, som patienterne oplever. Når de træder ind i rummet, træder de ind i et diagnosefrit rum. Selvfølgelig bærer de deres diagnose med sig. Men de bliver set som noget andet end patienterne med spiseforstyrrelser. Her er noget andet i fokus. ”Det er jo det, der gør kunsten speciel i forhold til andre aktiviteter. At kunsten både er en aktivitet, men samtidig også skaber et rum, hvor du ikke skal behandles. Her må du gerne bare være.”

 

Kunst og perfektionisme

Og på samme måde kan alle, som ikke kæmper med en psykiatrisk diagnose, også have gavn af kunsten.

Vi kan alle have godt af at træde ind i et rum, hvor der er noget andet på spil, end det der ellers fylder mest i vores liv. Og i mødet med det kreative kan vi også i særlig grad få hjælp til at tøjle den perfektionisme, som mange af os nok i større eller mindre grad kender til. ”Mange af os – psykisk sårbare eller ej – kender jo til perfektionisme. Jeg har undervist i billedskole for børn i 20 år, og har oplevet masser af perfektionistiske børn, som gik i stå, fordi de ikke kunne blive tilfredse. Og det er klart, at nogle af de patienter, jeg arbejder med i psykiatrien, er endnu hårdere ramt, hvad det angår. Men det er jo det samme, som gælder for os allesammen.” I sin undervisning bruger Karsten forskellige tegneteknikker for at få sindet væk fra den rationelle, firkantede tænkning og i stedet hen i det sanselige, hvor kursisterne tør stole på, hvad deres sanser fortæller dem. ”Jeg kan for eksempel bede dem om at tegne en blyant forfra. Her vil de fleste stadig tegne den fra siden, for hvis blyanten peger hen imod dig selv, ser den ikke ud, som din hjerne fortæller dig, at en blyant ser ud. Og så bliver ens hjerne smask frustreret! Eller jeg kan vende motivet på hovedet, så de skal tegne en hest med benene i vejret. Så kan motivet alligevel ikke blive perfekt, og man giver derfor sig selv lov til at give slip. Vi vender simpelthen det med, hvad der er rigtigt at tegne, på hovedet. Og det er ikke let! Slet ikke hvis dit liv er bygget op omkring kontrol eller handlingslammelse. Men når de giver slip, bliver det enormt helende.”

Den lidende Kristus

Karsten har selv psykisk sårbarhed tæt inde på livet som pårørende til et menneske med en autismediagnose. Det har både påvirket hans kunst og hans tro, for hans liv har været en rejse, hvor kunsten og troen har fulgtes ad. Fordi han netop har brugt sine billeder til at finde ud af, hvad han tror på. Kunsten har formet et sprog, som han ikke selv havde ord for. ”Som pårørende har jeg stået overfor Gud og råbt ”Hvorfor sker det her? Hvorfor al den lidelse? Hvorfor griber du ikke ind, når det er så smerteligt for ham?”, og bagefter gik jeg i gang med at male. Jeg malede et menneske, der ligesom mig sad i en ramme og var helt trængt sammen. Men så kom der nogle englelignende væsner og rev rammen i stykker, så der kunne komme lys og luft ind, så der kom en befrielse for det her menneske i billedet. Og på samme måde er der også en befrielse for mig.”

Vi vil så gerne befries fra vores smerter. Men hvad er det for en Gud, vi har, hvis det ikke er den sejrende, som kommer og befrier os? ”Gennem hele kunsthistorien kan man se den lidende og den sejrende Kristus, alt efter hvilke teologiske strømninger, der har præget kirken gennem 2000 år. Og måske kan jeg også bruge den lidende Kristus, som er lidende sammen med mig. Som er hos mig i lidelsen, kæmper sammen med mig. Det er ham, som jeg har lært at kende. Og det er min kristendom ikke blevet mindre af. Det er den faktisk blevet større af. Det har gjort både kirken og Gud meget større for mig, fordi der så også er plads til alle mine forskellige måder at være på, alle mine forskellige følelser. På den måde er troen ligesom kunsten et landskab, et rum, man kan træde ind i, som varierer, og som rummer det hele.”

 

Faktaboks:

Karsten Auerbach

Uddannet lærer, men har i 25 år levet som autodidakt billedkunstner.

Gift med Dorte og far til to voksne sønner.

Bor i Faaborg på Fyn, hvor han også har atelier.