
Maj 2019
Det handlede om os to og vores relation
Alle par kan have brug for at tune ind på hinanden. Men måske er det specielt vigtigt, når man har et barn med særlige behov. For Miriam og Simon Maagaard blev Kristelig Handicapforenings PREP-kursus en påmindelse om, at kærlighed og overskud i familien begynder i de voksnes relation.
Af Christina Brorson

”Ingen undersøgelser viste, at Silja havde Downs, da vi ventede hende. Der var heller ikke tydelige tegn, da hun blev født i juni 2017. Alligevel havde vi begge en voksende anelse, og da hun var fire måneder gammel insisterede vi på at få hende testet. Testen viste, at vores mistanke havde været rigtig,” fortæller Miriam og Simon Maagaard, der begge arbejder som specialpædagoger.
Hverdagen ændrede sig for den lille familie, der udover Silja, Miriam og Simon tæller Zakarias, som dengang var to år.
”Hele apparatet gik i gang. Alt skulle tjekkes. Vi skulle til et utal af kontroller og undersøgelser, og bekymringerne begyndte at komme: Gjorde vi det godt nok for Silja? Var der muligheder, vi havde overset? Vi er begge pædagoger og ved, hvad der er godt. Vi ved på den anden side også, hvor mange kræfter det kan koste at kæmpe med systemet,” fortæller Simon.
Fortravlet hverdag
Heldigvis er Silja en stærk og sund pige, og da barslen var slut, valgte familien at sætte hende i en almindelig vuggestue – samme sted som Zakarias. I dag er der ikke den store forskel på hverdagen i familien Maagaard og alle andre børnefamilier, mener Miriam og Simon. De føler på ingen måde, at deres forhold er i krise. Alligevel bliver stemmerne varme og begejstrede, når de fortæller om den oase, som de sidste efterår besøgte sammen: Kristelig Handicapforenings PREP-kursus.
”Faktisk troede vi, at det først og fremmest skulle handle om at netværke med andre familier, der havde et handicappet barn. Men da vi så, at der var dækket op til parmiddage, kunne vi godt regne ud, at fokus mere var på os to. Det blev vi, set i bakspejlet, rigtig glade for,” smiler Miriam.
”Vi lever i en fortravlet hverdag, og når den bare kører, får vi ofte en tendens til at blive i vores egen lille verden. Vi glemmer at have øje for hinanden og lytte til hinanden. Det fik vi mulighed for på kurset,” skitserer Simon.
”Det lyder så simpelt. Men når vi tog afsted til PREP sammen, var der bare Simon og mig – ingen børn som krævede vores opmærksomhed, ingen aftensmad, som vi skulle forholde os til. Det var heller ingen almindelig hyggetur med biograf eller andet. Det var aftner, som handlede om os to og vores relation og det kom til at betyde rigtig meget,” forklarer Miriam.
Konflikt-håndtering i fredstid
PREP-kurset blev en ramme, hvor Simon og Miriam kunne få ryddet op i deres forhold og forebygge.
”Vi kunne tage nogle af de konflikter, der ligger og ulmer i hverdagen – snakke om dem på afstand og i fredstid, og ikke når vi stod midt i dem. Det er den slags konflikter, som altid kommer, når dagene er travle,” forklarer Miriam, og uddyber:
”De seneste dage har vi for eksempel arbejdet i henholdsvis dag- og aftenvagt. Simon er taget afsted, når jeg knap er vågnet, og når jeg er kommer hjem, sover han. Vi har ikke fået mulighed for at tale sammen i løbet af hele dagen”.
Simon kommer med et eksempel:
”En konflikt her kunne for eksempel være, at jeg har en klar forventning om, at Miriam vil rydde hele huset op, når hun først møder på arbejde sent om eftermiddagen. Når jeg så kommer hjem, ligner det et bombet lokum, og jeg ærgrer mig”.
Miriam forsvarer sig selv i den tænkte situation:
”Måske har jeg faktisk vasket alle gulvene, uden at Simon opdager det. Det er et stort stykke arbejde, og så har jeg taget et lille hvil, inden jeg skulle på arbejde. Men det får vi ikke snakket om”.
Små børn i længere tid
Det vigtigste er ikke at glemme hinanden, er de to enige om. Det lyder let. Men det er svært, når det altid virker som om, børnene har mere brug for én, end ægtefællen har.

”Jeg bed specielt mærke i én sætning, som blev sagt på PREP-kurset: ”Men kan ikke elske sine børn, før man elsker sin ægtefælle”. Det var meget stærkt, synes jeg, for det er jo rigtigt. Hvis man ikke plejer sit forhold til ægtefællen, har man ikke noget at give sine børn. Man har ikke noget overskud,” forklarer Miriam.
Her er udfordringen måske større, når man har et barn med handicap. I hvert fald varer den længere, påpeger Simon:
”Zakarias kan jo allerede meget selv. Han kan selv vaske fingre, gå på toilet og lege lidt alene. Det kan Silja sikkert ikke, når hun når den alder. Nogle ting vil hun aldrig kunne selv. Det slider, og her tror jeg, det er specielt vigtigt, at Miriam og jeg husker på hinanden, for det bliver et langt sejt træk”.
Måske bringer et handicappet barn også flere bekymringer med sig – måske en form for ambivalent sorg, som er svær at placere, og som kan udfordre relationen mellem forældrene, supplerer Miriam.
”Da vi fandt ud af, at Silja havde Downs, fik vi nogle timer hos en psykolog. Her handlede det blandt andet om at lære at tackle ”sorgen over, at vi ikke fik det barn, vi havde ønsket os”. Det var lidt underligt, for vi elsker jo Silja og vil ikke af med hende. Men måske kommer den ”sorg” til udtryk som en overdreven omsorg. Vi er bange for, at vi ikke dækker hendes behov godt nok – at vi ikke er der nok for hende. Og her kan vi godt komme til at køre lidt på hinanden: ”Kan du ikke se, at hun har brug for det og det”. Vi glemmer at den anden jo også bare vil hende det godt,” forklarer hun.
Uanset hvor man er…
I dag kører hverdagen igen for fulde omdrejninger. Der er masser af smilende blikke ægteparret Maagaard imellem, og atmosfæren på det lille landsted lidt uden for Aulum er kærlig og harmonisk. Men stille voksen-stunder med opmærksomhed og nærvær er fortsat en mangelvare, oplyser Miriam og Simon.
”Det sker da, at vi får os en stille snak i bilen, men det kræver ro på bagsædet, og det er der sjældent. Vi har også et weekend-ophold til at ligge, men vi har ikke fået sat en dato på. Alt i alt så tror jeg ikke, det ville skade med endnu et PREP-kursus. Faktisk tror jeg, alle par kan have glæde af et. Uanset hvor man er i sit parforhold, er det altid godt at få tunet ind på hinanden,” understreger Miriam.