Oktober 2022
Den vigtige relation til verden udenfor
Mennesker med et udviklingshandicap er ikke grundlæggende anderledes end andre i deres ønsker til et godt liv, understreger professor Birgit Kirkebæk. Derfor må målet være at skabe en tilværelse så tæt på det ”normale” som muligt – med åbenhed og tilknytning til nærområdet.
Af Christina Brorson
TEMA: Bofællesskab og nærområde
Intet menneske er en ø, og det samme gælder et bofællesskab. Isolation skaber stilstand og stagnation, derfor er udveksling og forbundethed med omgivelserne så vigtig. I dette tema fokuseres på relationen mellem bofællesskab og nærområde.
Læs om Skærvebo/Annekset, Løsning Kirke og Preben, som flere gange om ugen tager turen imellem de to i artiklen »Atten bægre og syv lys.
Læs også om Østbækhjemmet, der med julestue og cykelture sørger for at pleje de lokale relationer, som beboerne nyder godt af i artiklen »Kendt i Ølgod og omegn
I arbejdet med mennesker er det let at miste perspektivet. Derfor er det vigtigt at have en slags ledestjerne og ikke miste den af syne. Når det gælder mennesker med et udviklingshandicap er den eneste rigtige ledestjerne ”normalisering”. Det mener pensioneret professor dr. pæd Birgit Kirkebæk (84), som selv har arbejdet med og forsket i udviklingshandicappede det meste af sit liv – også i den tid, hvor ”normalisering” var det store buzzword.
“Vi har alle brug for, at der sker noget i vores hverdag – også mennesker med et udviklingshandicap”
Niels Erik Bank Mikkelsen, forsorgschef i Danmark fra 1959 til 1970, lancerede begrebet og gjorde dermed op med tidligere tiders opfattelse af, at mennesker med et udviklingshandicap er grundlæggende anderledes indrettet følelsesmæssigt end andre.
”Når det gjaldt forholdene for de mennesker, der dengang blev betegnet som åndssvage, sagde han: ”Det er ikke så svært at regne ud, hvordan de gerne vil have det. Tænk på, hvad der betyder noget for dig selv”, fortæller Birgit Kirkebæk.
”Med det in mente lavede man botilbud, så nær det normale som muligt. Man overvejede: Hvad synes folk som sådan er rart? Hvordan vil de gerne bo? De synes for eksempel, det er rart med deres egen lejlighed. De vil gerne have lidt penge til rådighed. De vil gerne kunne finde venner, som de kan have det sjovt med og dyrke deres interesser med. De vil også gerne kunne komme væk fra det sted, hvor de bor,” skitserer Birgit Kirkebæk.
En lukket verden
Bofælleskaberne afløste de store anstalter, hvor beboerne havde meget lidt kontakt med verden udenfor. Bortset fra de dygtigste, der blev sendt væk for at arbejde gratis på omkringliggende gårde, levede anstalternes beboere helt afsondret. Alt foregik på anstaltens område, fortæller Birgit Kirkebæk. I 2007 udgav hun en bog om Karensminde i København, der fungerede som en mindre anstalt fra 1880-1987 og kunne rumme cirka 100 beboere.
”Da jeg lavede research til bogen om Karensminde, blev jeg opmærksom på de mange regninger til stakitter og undrede mig over, hvad de havde brugt så mange hegn til. Men så kiggede jeg på et kort og opdagede alle haverne. Der var haver til ustyrlige mænd, ustyrlige kvinder, fredelige typer og andre grupper. På den måde blev beboerne luftet inde på matriklen opdelt efter adfærd. Når de en sjælden gang kom udenfor Karens Minde, foregik det i lange rækker på en tur rundt om asylet. Ellers blev livet levet på asylets område.”
“Man lærte hinanden at kende, og naboerne så, at beboerne var ganske fredelige og i øvrigt søde”
Tanken om, at man som beboer kunne komme til at mangle input i en sådan grad, at det blev skadeligt, strejfede tilsyneladende ikke nogen dengang. I det hele taget interesserede man sig ikke meget for, hvad der foregik inden i beboerne, forklarer Birgit Kirkebæk.
”Målet var først og fremmest at holde udviklingshandicappede under kontrol. Jeg kan huske en dreng fra Gamle Bakkehus (skolehjem for børn med et udviklingshandicap, hvor Birgit Kirkebæk var ansat fra 1960-67 red.), som stak af for at finde sin mor. Man fandt ham og gav ham lussinger, fordi han var stukket af og dermed havde vist, at han var oprørsk. Han skulle disciplineres, mente man. Man overvejede ikke, at han led af hjemvé. Det var ligesom en alt for fin følelse til en som ham”.
Del af lokalområdet
I de mindre bofællesskaber, som blev almindelige fra slutningen af 1960’erne og frem, arbejdede uddannet personale på at skabe forhold for beboerne så tæt på normalen som muligt. Nærområdet spillede en vigtig rolle.
”En del af normaliseringens målsætning er en hverdag med minimum to miljøer: Hjemme og ude. Vi har alle brug for, at der sker noget i vores hverdag – også mennesker med et udviklingshandicap. På den måde er der afveksling i tingene, og man får mulighed for at prøve sig selv af i nye omgivelser: En arbejdsplads eller et beskyttet værksted,” forklarer Birgit Kirkebæk.
Tankegangen bag bofællesskaberne var, at de i modsætning til anstalterne skulle blive en del af lokalområdet. Det var ikke altid problemfrit. I sin bog ”Normaliserings periode” citerer Birgit Kirkebæk, forstander på Lillemosegård, Poul Thomsen, der er i 1969 om udflytningen skriver: ”Vi læste i aviserne, at nu havde beboerne på denne stille villavej nedlagt veto imod, at vi flyttede ind i en ejendom (…) så vi måtte opgive”1.
”Jeg har set masser af den slags. Det var en almindelig reaktion. Nu havde politikere og fagpersoner i mange årtier fortalt, at de åndssvage var farlige for samfundet, så det var ikke så underligt, at naboerne blev bange og utilfredse. Men som regel blev der gjort et godt stykke arbejde fra medarbejdernes side i at åbne op. Der blev inviteret indenfor til en kop kaffe eller et arrangement. Man lærte hinanden at kende, og naboerne så, at beboerne var ganske fredelige og i øvrigt søde”.
En forudsætning for normalisering
Personalets arbejde for at forbinde bofællesskabet med lokalområdet er vigtigt, mener Birgit Kirkebæk.
”Alt hvad der er fremmed og anderledes, er man bange for og måske genert overfor, fordi man ikke ved, hvordan man skal opføre sig. Her kan personalet være forbilleder, som viser, at det sagtens kan lade sig gøre at have det sjovt og hyggeligt sammen med beboerne”.
En stærk forbindelse til naboer og lokalområde er en afgørende del af normaliseringens målsætning. Desværre prioriteres åbenheden og den afvekslende hverdag for beboerne ikke så højt i dag som tidligere, konstaterer Birgit Kirkebæk.
“Det kræver viden og prioritering at skabe en meningsfuld hverdag for den enkelte med kontakt til verden udenfor bofællesskabet”
”Jeg ser en tendens i flere kommuner til at lave større og større og bofællesskaber og placere værkstederne på grunden i bofællesskabets eget regi. På den måde kommer man ikke ud. Der sker ligesom ikke noget nyt. Der er ikke noget, som overrasker. Andre steder bliver der flere og flere hjemmedage, hvor man ikke kommer afsted. Indstillingen er ligesom, at beboerne bare skal have det rart, og for et arbejdende menneske er det rart at holde fri og lave ingenting. Men det er altså ikke spor rart, hvis det er hele tiden,” understreger Birgit Kirkebæk.
Med større enheder, der lukker sig om sig selv i tomgang, er vi i Danmark godt i gang med at gå baglæns i forhold til normaliseringens ideal, mener hun.
”Det kræver viden og prioritering at skabe en meningsfuld hverdag for den enkelte med kontakt til verden udenfor bofællesskabet. Men hvis man ikke prioriterer det, resulterer det i nedsat livskvalitet for den enkelte beboer og fremmedgørelse i forhold til den måde, omverdenen oplever ham eller hende på. Langsomt kan den opfattelse igen snige sig ind, at mennesker med et udviklingshandicap er grundlæggende anderledes indrettet følelsesmæssigt end andre – at de er en helt anden slags mennesker. Og så er vi altså tilbage i anstalternes tid”.
1Birgit Kirkebæk: Normaliseringens Periode, 2001, s.265
Se portræt af Birgit Kirkebæk og faktabokse på s.12
