August 2022

Den vigtige forkyndelse på sansesproget

Det kan være svært at forstå, at man ikke behøver at forstå Gud for at opleve troen på ham. Men når det gælder mennesker med et radikalt udviklingshandicap uden sprog, er det en afgørende pointe, påpeger lektor Lars Nymark Heilesen. Han arbejder med at formidle kristendom til netop denne gruppe.

Af Christina Brorson   


TEMA: Forkyndelsens mange facetter

Forkyndelse er kommunikation, og kommunikation lykkes kun, hvis modtageren tager imod. Dette kræver særlige overvejelser, både når det gælder mennesker med et udviklingshandicap og mennesker med autisme.

I dette blad sættes der fokus på forkyndelse i bred forstand. Temaet er valgt i forlængelse af Kristelig Handicapforenings seneste opprioritering af området i form af tre forskellige tiltag:

  • Et netværk for andagts-ansvarlige medarbejdere ved bofællesskaberne
  • En arbejdsgruppe med særligt fokus på autisme
  • Deltagelse i Menighedsfakultetets nyoprettede Center for Praktisk teologi og Religionspædagogik

Læs om forkyndelse i bofællesskabs-regi, for mennesker uden verbalt sprog og for mennesker med autisme. Bliv til også opdateret på KH’s deltagelse i nyt religionspædagogiske konsortie.

»Læs også “Troen er blevet deres egen”

»Læs også “De rigtige rammer til autisme og tro”

»Læs også “KH med i religionspædagogisk konsortie”


Lars Nymark Heilesen bor med sine kone på Djursland i en gammel landsbyskole. Herfra tager han hver uge til Løgumkloster, hvor han underviser på Folkekirkens Undervisnings- og Videnscenter (FUV).

Hvordan forkynder man ”Ordet til dem uden ord” – altså mennesker med et radikalt udviklingshandicap uden sprog. Det er titlen på Lars Nymark Heilesens seneste bog og noget, som ligger ham meget på sinde. Som tidligere sognepræst med specialkonfirmander og nuværende lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) i Løgumkloster har han beskæftiget sig med området både praktisk og teoretisk. Spørgsmålet er vigtigt for andre end dem, som står overfor opgaven i for eksempel konfirmandundervisning, og det må aldrig forvises til en teologisk niche, understreger han. Ikke desto mindre er det lige, hvad der er sket. Faktisk befinder mennesker uden sprog sig i manges bevidsthed ikke bare i en niche, men helt uden for nummer.

“Mennesker med et radikalt udviklingshandicap har også deres eget modersmål, nemlig sansesproget”

”I Danmark har vi en stor gruppe mennesker med et udviklingshandicap så radikalt, at de er uden verbalt sprog. Men de er meget lidt synlige i samfundet, og de figurerer heller ikke rigtigt nogen steder i folkekirkeligt regi. Tydeligst for mig blev det i udvalget, der fra 2008-2014 arbejdede med den nye konfirmations-anordning. Vi kæmpede alle for at få mennesker med særlige behov nævnt, og det lykkedes til dels med formuleringer om, at alle børn i 3-4. klasse har ret til minikonfirmandundervisning og enhver døbt har ret til konfirmation. I vejledningen til anordningen foldede vi os ud med beskrivelser af undervisningen til konfirmander med særlige behov. Først efter at arbejdet var slut, gik det op for mig, at de beskrivelser, jo ikke gjaldt mennesker med et radikalt udviklingshandicap. Også her havde vi glemt dem,” erkender Lars Nymark Heilesen.

 

Et skjult sprog

Han har senere rådet bod på forsømmelsen med ovennævnte bog og i sin undervisning på FUV. Ingen teolog bør nemlig være fremmed overfor hverken omgangen med mennesker uden sprog eller refleksionerne over, hvorfor det er lige så vigtigt at formidle Guds nærvær til dem, som til alle andre. Det er også vigtigt at vide hvordan. De sidste to spørgsmål hænger sammen og sætter sanserne i fokus, hvilket måske er en del af forklaringen på, hvorfor området befinder sig udenfor den ”teologiske komfortzone”. Teologi som fag er kognitivt orienteret. Det er ordene og ikke kroppen, vi bevæger os med dér. Ikke desto mindre udgør sanserne et sprog, som vi alle benytter os af hele tiden.

“I Bibelen ser vi, at mange af de mennesker som Jesus udnævner til at have en stor tro, ikke gør andet end at opsøge ham i magtesløshed og tillid”

”Som mennesker interagerer vi først og fremmest med verden via vores sanser. Det lille barn sanser verden uden ord at sætte på sine oplevelser, og selvom vi senere lærer at reflektere vores sanseoplevelser i et verbalt sprog bliver den ordløse væren i verden ved med at være en del af os. Vi bliver umiddelbart berørt af en smuk solnedgang, et varmt knus, en lækker middag – måske uden at vi kan sætte ord på hvorfor. Mennesker uden ord bliver i dette primære sprog, og jeg tror, at det hos dem finjusteres og udvikles, netop fordi de ikke har andet. Ligesom døve opøver en skærpet synssans, og blinde en skærpet høresans”, forklarer Lars Nymark Heilesen.

 

Knus, kors og knækhjerter

I interaktionen med mennesker uden ord, må man derfor fokusere på det primære og deres eneste sprog – sansesproget.

”I Bibelen læser vi, hvordan evangeliet pinsedag bliver tilgængeligt for alle på deres eget modersmål. Mennesker med et radikalt udviklingshandicap har også deres eget modersmål, nemlig sansesproget – igennem dette kan Gud blive nærværende for dem. Som forkyndere er det vores opgave at ”tale” dette sprog,” forklarer Lars Nymark Heilesen.

Han kommer med eksempler fra sin egen undervisning af specialkonfirmander og en praktik på sanseholdet i Gellerup Kirke ved Aarhus. Med kreativitet og omtanke kan de fem sanser bringes i spil på mange forskellige måder. Nadverens brød og vin og musikken er sansekommunikation til alle kirkegængere. Noget at holde i hånden – for eksempel et blødt trækors eller et varmt rødt knækhjerte – er andre måder.

Knus og kram eller en hånd, der stryger over håret ligger der også megen kommunikation i. Her kommer pædagoger og pårørende ind i billedet, som uundværlige hjælpere. Lars Nymark Heilesen sammenligner pædagogen eller forælderen med de fire venner, der bringer den lamme til Jesus i Kapernaum. En medbragt tryg base i form af en kendt og elsket omsorgsperson er ofte nødvendig for at mennesker med et radikalt udviklingshandicap kan tage nyt ind. En god relation til præsten eller forkynderen er dog lige så vigtig:

”Er du min ven” er det grundlæggende spørgsmål som mennesker med et udviklingshandicap møder verden med. Netop fordi de er så afhængige af deres omgivelser, er det et uhyre vigtigt spørgsmål at få svar på. Som kirkens repræsentant er det derfor i mødet med udviklingshandicappede ekstra vigtigt at dyrke den gode relation. Her starter al kommunikation,” understreger Lars Nymark Heilesen.

 

Tro er et relationelt begreb

Lars Nymark Heilesen fortæller om et af sine sognebørn, Isabel, der en søndag uventet dukkede op til gudstjenesten med sin mor. Isabel er udviklingshandicappet og har ikke noget sprog.

”Det var ikke en gudstjeneste tilrettelagt for hende, og det var svært at vide, hvordan hun havde det med bønner og læsninger og prædiken. Men da hun havde været til nadver og gik tilbage til sin plads, gjorde hun, sådan som hun altid gør, når noget har været rigtig godt: klappede vildt i hænderne og hylede af begejstring. Der var sket noget for hende i nadveren. Hun var blevet berørt,” fortæller Lars Nymark Heilesen.

En skeptisk betragter vil spørge, hvad der præcist skete for Isabel ved nadverbordet. Hvad blev hun berørt af? Hvad oplevede hun ved nadverbordet? Forstod hun noget af det der skete?

“Ord, handling, vand, brød og vin bliver parallelle kommunikationsveje for Gudsordet til mennesker”

Svaret på det sidste er både ja og nej, mener Lars Nymark Heilesen, og påpeger at vi her er inde ved noget af det helt centrale i handicapteologien. En pointe som alle – og måske særligt forkyndere – har brug for at blive mindet om, nemlig at tro ikke er et kognitivt begreb, men et relationelt.

”I Bibelen ser vi, at mange af de mennesker som Jesus udnævner til at have en stor tro, ikke gør andet end at opsøge ham i magtesløshed og tillid. De afkræves ikke en detaljeret redegørelse for deres antagelser og opfattelser, men kommer bare til ham. Det hele begyndte med mennesker, der kom til Jesus og fik en relation til ham, først bagefter kom alle ordene i Det Nye Testamente og betegnelserne ”kristen” og ”kristendom”. Hvis man tror, at evnen til intellektuelt at gøre rede for, hvad man tror på, kommer før troen selv, så vender man det hele på hovedet”.

 

Luther, Ordet og relationen til Gud

Særligt udsat for at stirre sig blind på kognitiv forståelse som forudsætning for tro, er vi måske i vores tradition, hvor vi de seneste 500 år har været inspireret af Martin Luther og hans fokus på Ordet og Ordet alene, påpeger Lars Nymark Heilesen. Han mener også, at Luther hermed uberettiget tages til indtægt for en indskrænket opfattelse af tro. Det springende punkt er begrebet Ordet. Hvordan forstod Luther det?

”I dag er det almindeligt at opfatte sproget som en neutral form, vi selv fylder indhold og betydning i. Men denne opfattelse af sproget slog først for alvor an med Oplysningstiden cirka 200 år efter Luther. Når Luther derfor taler om Ordet, er det form og indhold i ét. Kærlighed, godhed, barmhjertighed – sådan som vi kender dem i den almindelige, konkrete erfaring mellem os. Det ydre, sansebare menneskelige gør Gud sig til ét med og bruger i kommunikationen af sit nærvær til mennesker. Luther siger, at Gud gør det konkrete ydre menneskeord til sit eget indre ord. Ligesom når folk mødte Guds rige i Jesus og det, han gjorde og skabte med sine ord på Palæstinas veje. Ord, handling, vand, brød og vin bliver parallelle kommunikationsveje for Gudsordet til mennesker, forklarer Lars Nymark Heilesen.

“Når det gælder mennesker med et radikalt udviklingshandicap, må vi arbejde på at sætte sanseoplevelsen og relationen i centrum, så skal Gud nok gøre resten”

Fremhævelsen af ordenes umiddelbare, konkrete sansebarhed, som følger af denne forståelse af Ordet hos Luther, er godt nyt og inspiration i formidlingen af Guds nærvær til mennesker med et radikalt udviklingshandicap, påpeger han.

”Ord har på den måde ikke særstatus som eneste vej mellem Gud og mennesker. Og i alle sammenhænge gælder det, at en prædiken høres med øret og måske forstås med hjernen, men om den når hjertet og bliver til en levende relation til Gud, er ikke op til hverken prædikant eller tilhører. På samme måde når vi går til nadver, lovsynger eller gør andre ting i Jesu navn – for eksempel lægger et blødt kors eller et knækhjerte i hånden på et menneske med et radikalt udviklingshandicap. Hvad Gud skaber i dette menneskes indre, begrænser sig ikke til det, der kan måles med intellektet. Nadverbrødet, korset og knækhjertet er lige så gyldige kommunikationsmidler som prædikenen.”

 

Gudstjeneste for alle

Hvor kreative skal vi da være i vores forsøg på at formidle Guds nærvær til mennesker med et radikalt udviklingshandicap? Lars Nymark Heilesen anbefaler gudstjenesten som ramme.

”Bøn, bekendelse, lovsang, dåb, nadver og fortælling har været til stede lige fra dengang de allerførste kristne mødtes. Der er knyttet nogle løfter til den måde at være sammen på, og for mig er gudstjenesten noget uopgiveligt for alle kristne. Gudstjenester er knudepunkter af fortættet Gudsnærvær og her skal alle kunne være med – også mennesker med et radikalt udviklingshandicap.”

Den gudstjeneste, hvor hele menigheden er samlet søndag formiddag, kan måske en gang imellem være særligt indrettet, så også mennesker med et radikalt udviklingshandicap kan få noget ud af den. Fællesskabet i menigheden er vigtigt. Mere vigtigt er det dog, at alle får mulighed for være med til gudstjeneste – også selvom den så ikke ligner en almindelig søndagshøjmesse.

”Kirkerummet og den faste liturgi gør meget godt for mange af os. Men gudstjenesten er jo hverken bundet til kirkerummet eller højmesseordningen af 1992. Vi er frie til at bede, bekende, lovsynge og gå til nadver på forskellige måder. Når det gælder mennesker med et radikalt udviklingshandicap, må vi arbejde på at sætte sanseoplevelsen og relationen i centrum, så skal Gud nok gøre resten,” lyder overbevisningen.

 


Lars Nymark Heilesen

  • Cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1980
  • Sognepræst i Hvilsager og Lime sogne fra 1981-2016
  • Religionspædagogisk stiftsmedarbejder i Aarhus stift og kateketik lærer på Pastoralseminariet i Aarhus 1992-2016
  • Siden 2016 lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor han blandt andet leder netværket: Folkekirken og mennesker med særlige behov
  • Bosat ved Mørke på Djursland
  • Gift med Annelise Zeuthen
  • Forfatter til bøgerne ”Ordet til dem uden ord” (2020) og ”Kirken og mennesker med særlige behov” (2018) – og meget andet.