Den inkluderende gudstjeneste

Jakob Damm Knudsen, sognepræst i Gl. Haderslev Kirke med ansvar for specialgudstjenester og specialkonfirmander, var med på HEL konference i Kristiansand, som i år handlede om den inkluderende gudstjeneste. Men er en gudstjeneste for alle målet?

Af Regitze Fuhrmann

HEL ønskede med dette års konference, at give et bud på, hvordan en gudstjeneste for alle – uanset funktionsniveau – kunne se ud. For hele den menneskelige mangfoldighed hører hjemme i kirkens rum og i kirkens fællesskab. Men er vi som kirkeligt fællesskab faktisk klar til at rumme hinanden? Og hvad vil det kræve?

Jeg har spurgt Jakob Damm Knudsen, som var med for første gang, hvad hans indtryk af konferencen var:

”Jeg var meget imponeret. Det med at de havde så mange faggrupper repræsenteret, og kan få så mange deltagere til at komme og arbejde med det her emne, det siger mig, at der er en anden tradition for det i Norge end i Danmark. Der var f.eks. tre biskopper med. Det er jeg stadig lidt slået over. Og at de ikke bare klippede snoren over, men var med til hele konferencen, det, synes jeg, var helt vildt. Det vidner om, at det er et emne, som bliver set som meget vigtigt.”

Kan vi lære noget af den Norske Kirke i inklusionsarbejdet? Det lyder i hvert fald som om, at der er et andet fokus på det i Norge end i Danmark.

”Ja, det kan vi. Vi lærte egentlig, at det ikke handler om inklusion. De (den Norske Kirke red.) synes, at man skal gå skridtet videre. Man skal ikke blive inkluderet, men være en del af menigheden. Men der er masser vi kan lære, synes jeg. Fokus på området er stort, det kan vi godt blive udfordret af i Danmark, hvorfor vores fokus på målgruppen desværre ikke er så stor. En af de konkrete ting, som jeg tog med fra konferencen, var ekkosang. Det kan et eller andet. Jeg har været præst i Norge i et halvt år, så jeg kender til den norske model, hvor de har rigtig meget papir, som man skal følge med i, og det bliver den her inkluderende, papirløse gudstjeneste med ekkosang et opgør med. Der er masser af sang i den her gudstjeneste, for det er der også i den traditionelle norske, men her bare med ekkosang.”

Og hvad er en ekkosang?

”Det er en måde at synge på, hvor præsten eller en forsanger synger en linje, og så synger menigheden lige efter den samme linje. Hvis jeg skal overføre det her til danske forhold, vil jeg gerne beholde nogle af de ting, som, jeg synes, er værdifulde i den danske, netop de genkendelige salmer. Vi skal synge Krist stod op af døde, når det er påske, og Dejlig er jorden, når det er jul. Det skal vi ikke smide ud og erstatte med ekkosang, men måske kan vi have en salme til vores gudstjeneste for udviklingshæmmede, som er en ekkosang. Det vil jeg prøve at implementere her i min kirke. Men i den her målgruppe, jeg arbejder med, er forandringer noget, som skal ske stille og roligt.”

Synes du, at konferencen lykkedes med at lave en inkluderende gudstjeneste?

”Jeg synes nok, at jeg har det lidt svært med formålet. Jeg tror, at det er en smuk tanke, at man kan lave en gudstjeneste, som er for alle, men den gudstjeneste vi blev præsenteret for på konferencen, var ikke en jeg følte, var for mig. Jeg ville simpelthen mangle noget, hvis jeg var til sådan en hver søndag.”

Hvordan tænker du det selv ind, når du holder gudstjenester og arbejder med det her område: skal vi være inkluderende i den almindelige højmesse om søndagen, skal vi lave tiltag, der gør, at den bliver mere inkluderende? Eller er det bedre med særgudstjenester, som jo bliver lavet på rigtig mange forskellige områder, f.eks. også på plejehjem og for børnehaver?

”I min kirke vælger vi en både-og-løsning, som jeg synes, virker for os. Vi gør det i forhold til børn, hvor vi har en spaghettigudstjeneste om onsdagen og så har vi indimellem en familiegudstjeneste, som ligger om søndagen i stedet for en højmesse. På samme måde har vi nogle særgudstjenester for mennesker med særlige behov, men også én gudstjeneste om året, som er til en højmesse, hvor alle er velkomne. Og jeg ved godt, at det også skræmmer nogle væk, men det gør familiegudstjenesten også. Håbet var, at hele menigheden kunne mødes der. I praksis sker det ikke så meget, men det er stadig håbet, og jeg synes også, at det er et stærkt signal at sende, at arbejdet med mennesker med særlige behov er en rigtig vigtig gren af vores arbejde.”

Fokus på forkyndelse i KH

I Kristelig Handicapforening har vi fokus på forkyndelse. I foreningens formålsparagraf står der, at vi skal arbejde for forkyndelsen af evangeliet for mennesker med et udviklingshandicap og deres pårørende. I foreningen har vi to særlige netværk, som har dette fokus.

I forældrenetværket Autisme og Tro blev forkyndelse hurtigt et emne som blev omtalt, netop fordi den forkyndelse med ord og det fællesskab, som typisk er i kirker og menigheder, ikke retter sig til denne målgruppe: mennesker med autismelignende udfordringer.

Bofællesskaber, som er medlem af Kristelig Handicapforening, er inviteret til at være en del af et netværk, som har fokus på forkyndelse, som skal være inkluderende og enkel i forhold til mennesker med et udviklingshandicap.

Tove Søgaard, landsleder i Kristelig Handicapforening, kan sagtens se HEL-gudstjenestekonceptet i brug til mennesker med et udviklingshandicap. Men er en gudstjeneste for alle målet?

”Helt overordnet betragtet skal et kristent menighedsfællesskab ikke være ekskluderende. Det er ikke det, som vi er kaldet til. At kende evangeliets sandhed indeholder ikke en mulighed for eksklusion. Det betyder ikke, at alle gudstjenester skal være målrettet alle behov, men vi har en opgave som kirke i at kunne rumme alle. Der er mange forskellige behov, og disse forskellige behov kan få hver deres plads og prioritering. Den almindelige gudstjeneste kan, også uden at miste sin liturgi, godt tage elementer i brug, som gør gudstjenesten mere nærværende, forståelig og involverende, det har vi alle brug for. Særgudstjenester for børn, ældre og forskellige handicaps skal også have sin plads, men det må ikke betyde, at alle ikke er velkomne til den ordinære højmesse”, fortæller Tove.

Er vi som kirkeligt fællesskab faktisk klar til at rumme hinanden? Og hvad vil det kræve?

”Udfordringen er, om den almindelige, ordinære gudstjeneste med de kendte, vante rammer er klar til at påtage sig opgaven. Det kan godt være bekymrende. Der skal som oftest ikke ske ret meget uvant, før vi undrer os eller bemærker forandringer. Vi er rummelige over for mennesker, bare de ikke er så forskellige fra de fleste. Den almindelige, danske højmesse er meget traditionsbundet og meget nem at genkende. Det kan bestemt også have sine fordele, men denne forudsigelighed må ikke hindre os i at være tolerante og rummelige. Vi skal hele tiden øve os i at udfordre vores egne grænser og komfort. Kendskab giver venskab og hvem – også i en menighed  – vil ikke gerne have venner.

En mor til en ung fyr med Downs sagde en gang til mig: Tænk, hvis en fra menigheden ville være kirkeven med min søn. De kunne følges ad, og de kunne være i fællesskabet sammen. Det giver mening og værdi – helt sikkert for begge parter.”