April 2022
Debat: Man glemte at interessere sig for det hjælpeløse liv
Nedenstående indlæg af formand for Kristelig Handicapforening, Thomas Bjerg Mikkelsen, blev bragt i Kristeligt Dagblad onsdag d.26.april 2022.
WHO har udsendt en vejledning, hvor alle grænser for abort er væk. Det skal altid være en mulighed at afbryde et svangerskab – også når ingen vil være uenige om, at det er et barn og ikke et foster, den gravide lægger krop til. Ifølge WHO handler det om, at alle barrierer for gennemførelsen af en abort kan presse kvinder til at få foretaget illegale og usikre aborter, og det skal undgås. Isoleret set er det et meningsfuldt argument.
Men nogle fagfolk har alligevel undret sig: Gik det lidt stærkt for arbejdsgruppen i WHO? Eller hvordan kan de helt have glemt så meget som at forholde sig til det andet liv i abortens ligning: Det som kvinden bærer på?
Som leder af en handicaporganisation synes jeg, det er vildt, at en WHO-vejledning som den netop udsendte har passeret alle de instanser, man må formode, der findes for den slags. Men jeg er desværre ikke så overrasket, som jeg gerne ville være. Diskussioner med store indbyggede etiske problemstillinger føres i stigende grad på overfladisk vis, eller dilemmaerne bliver helt forbigået. Det er som om, de bliver betragtet som unødvendige barrierer.
Et beslægtet område er debatten om aktiv dødshjælp. Her fylder de etiske dilemmaer tilsyneladende ikke længere noget særligt i Benelux-landene lande, hvor aktiv dødshjælp nu har været tilladt i en årrække. I Holland valgte 7666 mennesker at få hjælp til at dø sidste år, kunne man forleden læse her i avisen – en stigning på 10,5 procent i forhold til 2020. Tallet eksploderer, og de hollandske læger, som var citeret, havde efterhånden svært ved at spille deres rolle i ordningen. Alligevel har ingen har tilsyneladende modet eller energien til at tage de grundlæggende etiske problemstillinger op til fornyet overvejelse.
Med den etiske debat forsvinder en række væsentlige spørgsmål: Hvad er et menneske(liv) værd? Hvem skal værdisætte det? Hvor meget skal vi værne om det sårbare/syge/handicappede liv? Og hvem skal gøre det?
I de nævnte tilfælde er det som om interessen for den ufødte eller døende simpelthen aftager. Fælles for dem er at de lever hjælpeløse liv – liv som har behov for hjælp til at finde fodfæste eller lindring, til at blomstre eller bare finde mening. Dette gælder også for mennesker med et udviklingshandicap. Nogle fødes med det, andre får det i løbet af livet. Men de har behov for hjælp.
Derfor bliver jeg bekymret for den aftagende interesse for det hjælpeløse liv. Man kan diskutere forpligtelser, midler, rettigheder, krav, ansvar. Der er meget, man kan diskutere. Det allermest skræmmende er, når diskussionen ophører. Når det hjælpeløse liv ikke engang kan gøre krav på opmærksomhed, men skubbes til side i bestræbelserne for at finde løsninger på andre problemstillinger.
Den etiske samtale kan ganske rigtigt være besværlig og ja, den kan sinke eller aflyse udviklingen på bestemte områder. Men formålet med den er ikke mindst at give plads til de helt grundlæggende overvejelser om, hvordan vi som (verdens)samfund kan fastholde et højt syn på det enkelte menneskeliv – også det hjælpeløse. Det kommer os alle til gode, men det er en helt anden snak. Det rummer masser af hemmeligheder i forhold til fællesskab, livskvalitet og -mening, men det er også en helt anden snak.
Tak til danske medier, blandt andre Kristeligt Dagblad og DR, for at tage den debat op, som WHO smed på gulvet.
