Debat: Gør ikke private botilbud til syndebuk

Nedenstående indlæg af landsleder i  Kristelig Handicapforening, Tove Søgaard , blev bragt i Kristeligt Dagblad torsdag d.8. december 2022. 

De seneste dage har der igen været debat om kommunernes udgifter til mennesker med et handicap – udgifter der ikke holder trit med de afsatte midler. Problemet er stort. Så meget desto vigtigere er det at holde balancen i debatten.

Når KL i sit seneste nyhedsbrev på baggrund af en såkaldt analyse konkluderer, at de løbske udgifter på det specialiserede socialområde primært skyldes private botilbud, mener jeg således, at det er en stærkt forhastet og fuldstændig løsrevet slutning.

Det paradoksale i den omtalte udmelding er, at det også fremgår, hvorfor kommunerne ikke kan undvære de private tilbud. De er nemlig ofte højt specialiserede og kræver i sagens natur overskridelse af kommunegrænser, når der skal findes borgere i målgruppen.

Alligevel går to af de fire ”styringsmæssige tiltag”, som KL opfordrer kommunerne til at ”øge opmærksomheden omkring” ud på at undgå at bruge de private tilbud. Der opfordres til ”matrikelløse tilbud” (lad borgeren blive boendei eget hjem) og ”samarbejde omkring kapacitet” – et samarbejde med andre kommuner om at oprette tvær-kommunale tilbud.

Jeg køber ikke hverken KL’s analyse af problemet eller løsningen på det. Når udviklingen i analysens 22 kommuner viser, at antallet af borgere som bor i et privat botilbud fra 2018-2022 er steget med 27 procent, og at prisen i den samme periode er steget med 21 procent, er jeg for det første af den overbevisning, at det skyldes stigende udgifter til nødvendig specialisering og krav om flere tilsyn (p.t. 18 forskellige på det enkelte botilbud).

For det andet vil jeg tillade mig at påpege det stående problem for en kommune med at dokumentere den reelle pris på egne tilbud. Det er svært præcist at fastslå, hvor store veksler det enkelte botilbud trækker på kommunens fællesfaciliteter. For et privat botilbud er det derimod helt enkelt at holde styr på udgifterne. Det kræver bare et kig på faktuaerne.

Det burde være overflødigt at forklare, hvorfor man ikke køber løsningen på et problem, hvis art man ikke er enig i. Alligevel vil jeg gerne påpege, hvad der sker, når kommunerne, som KL opfordrer til, forsøger at finde løsninger for alle borgere i eget regi.

For det første stiger risikoen for, at den enkelte borger ikke får den hjælp, som han eller hun ifølge loven har krav på. Er kommunen bundet af egne tilbud (eller et sjældent tvær-kommunalt tilbud, som man har en aktie i) er paletten alt andet lige meget begrænset.

For det andet skrottes det frie boligvalg som en menneskeret – i hvert fald for mennesker med et handicap, som nu kun kan vælge det kommunale botilbud, som den kommunale sagsbehandler finder.

For det tredje indstilles den gode konkurrence, som tvinger både offentlige og private udbydere til at være på tæerne og tilbyde det bedst mulige. Med udelukkelsen af private alternativer elimininerer den enkelte kommune sine egne ”konkurrenter”.

Er det et scenarie vi ønsker? Det håber jeg ikke. Desværre er vi allerede godt på vej mange steder. Kristelig Handicapforenings 12 bofællesskaber fordelt i hele Danmark har ofte været genstand for en bolig- og livsdrøm, som aldrig blev til noget. Og vi matcher sammenlignelige kommunale alternativer økonomisk. Det skal vi. Ellers er der en helt legal grund til at nægte en borger at flytte ind.

Misforholdet mellem udgifter og midler på handicapområdet er et stort problem. Der skal findes en løsning. Men løsningen er ikke at gøre livet surt for private udbydere og pålægge den enkelte kommune at tackle alt i eget regi.

Tove Søgaard, landsleder i Kristelig Handicapforening

 

---