Februar 2019
Boganmeldelse: ”Kirken og mennesker med særlige behov”.
Af Karl Lund, pastor emiritus og tidligere formand i Kristelig Handicapforening.
Bogen har afsæt i en konference afholdt i 2017 i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter regi. Formålet med bogen er, at den skal være en teologisk bog, der sammentænker antropologiske, sociologiske og teologiske perspektiver med særligt henblik på mennesker med særlige behov, og derved inspirere til en kirkelig praksis omkring gudstjeneste og undervisning.
Bidragyderne er hovedsagelig præster og teologer med viden og kendskab til området. Der også indlæg fra en kommunikationsvejleder og en kirkemusiker.
Bogen bør få en varm velkomst. Mig bekendt er der ikke i Danmark skrevet så væsentlige ting om kirken og mennesker med særlige behov siden slutningen af 70’erne, hvor døvepræst Asger Andersen udgav sin bog ”Kirken og de Handicappede”.
At der i de sidste årtier er sket rigtig meget i Folkekirken i forhold til mennesker med særlige behov er kun glædeligt. Og her vil bogen yde en god rygstøtte til de præster og medarbejdere, som står med ansvaret for gudstjenester og undervisning for målgruppen og inkludering i kirkens dagligdag.
Der er således både positiv provokation og bid i overskriften, som Birgitte Graakjær Hjort har valgt til sit bidrag: ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom den multihandicappede, kommer slet ikke ind i det”. Et afsnit har fået den interessante overskrift ”Mennesker med særlige behov som korrektiv – hvem er mest uundværlige i kirken?” I konklusionen skriver Birgitte Graakjær: ”Hvis det er så ment at se, at kirken bør rumme mennesker med særlige behov, hvorfor er det da så svært at få det til at ske?”
Her skal også nævnes rektor Hans Vium Mikkelsens indlæg om teologi og menneskesyn, hvori der nævnes fire forskellige forklaringer på, hvorfor der findes handicappede mennesker. Indlægget afspejler, at Hans Vium Mikkelsen er en både vidende og tænkende teolog. Spørgsmålet er imidlertid, om præster og teologer med tilknytning til KH kan følge ham hele vejen i hans konklusion, når han for eksempel skriver, at han læser paradisfortællingen på baggrund af syndefaldsberetningen og ikke omvendt, fordi paradisfortællingen er en apologi for Gud.
Specialpræst i Den norske kirke, Tor Ivar Torgauten, skriver om ”Ekklesiologi og mennesker med utviklingshemming” og leverer klart det mest opbyggelige og brugbare indlæg set fra den praktiske dagligdag i mange KH-sammenhænge. Han opstiller blandt andet ti teser, som gør kirken til en kirke med plads til alle. Indlægget er gennemsyret af bibelsk tankegods og båret af en kærlighed til kirken med plads til alle.
For dette blads læsere er det også værd at nævne, at KH’s tidligere formand, stiftspræst Erik Hviid Larsen, er bidragyder med en læseværdig artikel med undertitlen ”- mission og vision i Folkekirken for mennesker med særlige behov”. Erik Hviid slår blandt andet til lyd for en udvidelse af vores trosbegreb ud fra den kendsgerning, at det ikke er alle, der er i stand rent intellektuelt at give udtryk for deres tro.
Sluttelig skal nævnes, at bogens anliggende ligger meget tæt på KH’s formål og værdigrundlag.