November 2019

At forstå og rumme – om jeg-støttende kommunikation

”At udtrykke følelser og stemninger i fortrolighed, med et andet menneske kan have samme virkning
som at tænde lyset i børneværelset, når det spøger. Ord og stemninger forløser og lindrer, når det gør ondt indeni.”

Med dette citat af fagfællen , Per Lærkegaard, indledte specialpædagogisk konsulent, Lotte Avnby kurset ”Jeg-støttende kommunikation” d. 10. oktober. Nedenstående er uddrag fra kurset.

 

Lotte Avnby er specialpædagogisk konsulent og ansat hos VISS, Videncenter Sølund Skanderborg.

For en bedre forståelse af udtryk og reaktioner, når det kommer til mennesker med udviklingshandicap, lagde Lotte Avnby ud med en neuropædagogisk gennemgang af hjernens forskellige lag og deres indbyrdes afhængighed: hjernestammen, midthjernen, det limbiske system og korteks.
Fra helt ubevidste processer som søvn, appetit og motorik der reguleres i hjernestammen og midthjernen, øges graden af bevidsthed fra det limbiske system, der huser følelser og seksualitet til korteks, hvor sprog og tænkning hører til.
Såkaldte eksekutive funktioner som behovsudskydelse, empati, følelsesmæssig regulering, overblik og planlægning, der alle hører til i hjernens mest bevidste afdeling: korteks, tages for givet, når mennesker uden udviklingshandicap kommunikerer.

Stress blokerer hjernen

Har man et udviklingshandicap er det dog langt fra sikkert, at disse funktioner kan træde i kraft. For det første kan begrænsninger her være en del af den enkeltes handicap, for det andet kan uregelmæssigheder i hjernens andre afdelinger føre til, at energien først og fremmest bliver brugt der, forklarede Lotte Avnby:

”I hjernens hierarki bruges energien ”nede fra og op” – det vil sige livsvigtige funktioner som søvn, sult og kropstemperatur prioriteres før følelsesmæssig regulering og abstrakt tænkning. Vi kender alle til, at det kan være svært at tænke klart, hvis vi er trætte, sultne eller meget ophidsede. Hjernens ”nedre” systemer er stressede, og den ”øverste ” bevidste afdeling, hvor de eksekutive funktioner hører til, får det svært. Engang imellem peaker vi og når en tilstand af ”akut stress”. I sådanne situationer har vi meget lidt energi frigjort til det tænkende lag i hjernen. Her er det vigtigt, at vi reguleres, finder ro og kommer i balance – før vi igen kan bruge vores tænkende hjerne.”

”Et menneskes grundlæggende stressniveau afgør, hvor tit tærsklen for ”akut stress” overskrides. Mennesker med en udviklingshæmning eller -forstyrrelse har som gennemsnit et langt højere grundlæggende stressniveau end mennesker uden. Derfor indtræder ”akut stress” meget oftere. Resultatet kan være rigiditet, impulsiv adfærd eller voldsomme følelsesudbrud, og det er slet ikke sikkert, at vedkommende kan nås og interagere med personale og medbeboere, som han eller hun kunne i går.”

Først ro, så relation

Jeg-støttende kommunikation: 25 medarbejdere fra bofællesskaber tilknyttet KH deltog i kurset ”Jeg-støttende kommunikation.

Med dette in mente fortsatte Lotte Avnby med at forklare de optimale forudsætninger for jeg-støttende kommunikation. Her kræves netop størst mulig ro på hjernens nedre systemer, så det bliver muligt at nå hinanden – med ord, mimik, berøring eller andet.

”Kommunikation kommer af ”communicare”, der betyder ”at gøre fælles”. Heri ligger en gensidighed, der forudsætter en god relation, som igen forudsætter, at begge parter kan indgå i en sådan. Et højt stress-niveau hos borgeren gør dette vanskeligt eller umuligt. Som kommunikationspartner er det derfor vigtigt selv at have en ro, man kan dele ud af. Borgerens neurologiske alarmberedskab skal afblæses, før den vigtige trygge relation kan oprettes. Dette kan gøres på mange måder, for eksempel via kropssprog, stemmeføring og blik. Eller med et langt knus, hvor samtalepartnerens rolige hjerterytme kan smitte.”

Kommunikation er forståelse

Når den gode relation er oprettet, kan der kommunikeres – ad mange kanaler. Kommunikation er nemlig meget andet end ord, påpegede Lotte Avnby – specielt når det gælder udviklingshandicappede, der ofte kommunikerer med alt andet end ord, og som derfor ofte har et stort uopfyldt behov for at meddele sig og føle sig forstået.

”Som kommunikationspartner er tålmodighed utrolig vigtigt. Al handling er kommunikation, for alt hvad vi gør, rummer informationer. Lyde, ansigtsudtryk og kropssprog skal også afkodes og derefter bekræftes: ”Har jeg forstået dig rigtigt?” Det tager tid,” fortalte Lotte Avnby.

Som hjælp anbefalede hun et fælles tredje: tegn, tegninger eller andet.

Målet for samtalepartneren er at forstå den grundlæggende følelse, der ligger bag en bestemt adfærd og herefter vise, at han eller hun kan rumme den. På den måde bliver der tale om en slags terapi, hvor borgeren føler sig forstået og accepteret.

Selvaccept og drømme

At føle sig set, hørt, forstået og rummet kan løse op for meget og give nye perspektiver. Om det sker med ord, eller blot med roligt og venligt nærvær er ikke så vigtigt, understregede Lotte Avnby. Målet er det samme: nemlig at borgeren forstår, accepterer og måske endda glædes over sig selv, samtidig med at han eller hun får et realistisk blik på sine egne muligheder – uden at drømmene dog slås ihjel.
I botilbud eller -fællesskaber er målet desuden, at vigtig viden fra den jeg-støttende kommunikation om beboerens ønsker, præferencer og drømme deles med de øvrige ansatte omkring borgeren – med tavshedspligten/fortroligheden for øje. Det væsentlige er, at kollegerne får en forståelse for de udfordringer borgeren måtte have og dermed kan møde ham eller hende på en støttende måde.

At lade håb og drømme overleve, blev emnet for dagens sidste plenum-drøftelse, hvor kursisterne kom med flere eksempler på situationer, hvor det var lykkedes se bagom en borgers urealistisk lydende drøm og opfylde det egentlige ønske, der lå til grund for den.
En beboer havde en drøm om at få et barn, men det følelsesmæssige behov var blevet stillet med en dukke.
En anden drømte om at blive helt ”normal” og fik netop denne oplevelse med et fleksjob.
En tredje drømte om at blive lokomotivfører, men stillede sig tilfreds med videoen ”På sporet”, der viser udsigten fra lokomotivets forrude hele vejen fra Skagen til Tønder.

 


FAKTA: 

• Kurset ”Jeg-støttende kommunikation” fandt sted torsdag d.10. oktober i lokaler ved Christianskirken, Aarhus.
• På kurset deltog 25 deltagere – alle ansatte på bofællesskaber tilknyttet Kristelig Handicapforening.
• Underviser var Lotte Avnby, specialpædagogisk konsulent fra i VISS, Videncenter Sølund Skanderborg.