Boganmeldelse: ”De taler om Gud på vores eget sprog!”

Anmeldelse af bogen “Ordet til dem uden ord” af Lars Nymark Heilesen, 200 sider, 249 kroner, udgivet på forlaget Eksistensen.

Af René V. Jensen, Sognepræst i Vildbjerg-Nøvling-Timring-Tiphede – og (med glæde) tilknyttet bofællesskabet Solglimt

 

Der er kommet en bog om at formidle evangeliet i flere sprog end det talte. Bogen sætter et vigtigt fokus på, hvordan Guds gaver kan rækkes til mennesker med radikal udviklingshæmning uden sprog og med lav kognition. Til de af os, som ikke har det talte sprog som hovedkommunikationsform.

Med mange ord(!) argumenterer bogen for, at ”Ordet lader sig formidle til alle dem uden ord.” Overskriften her i anmeldelsen er en fri gengivelse af Ap.G. 2,11. Vi har alle brug for at høre om Gud på vores eget sprog – som de meget forskellige mennesker, vi er.

Læs først det sidste kapitel om Metode og Struktur. Så er man sporet ind på bogens opbygning – og man orker ikke at læse kapitlet til sidst, som det vist ellers er meningen…

Det er ikke en how-to-do-it-bog. Næstsidste kapitel er det mest praktiske – med religionspædagogiske perspektiver og ”med en åbning mod folkekirkelig praksis.” I kapitlet er der næsten kun fokus på konfirmationsforberedelsen. Det kunne med fordel have været bredere lagt an, så man havde zoomet ud på den samlede menigheds religionspædagogiske funktion og ikke kun konfirmationsforberedelsen.

Sanserne har en fyldig plads i fremstillingen, og kapitel 1 og 2 er vigtige og grundige. Der er en fin gennemgang af sansernes brug og funktion i en række bibelske begivenheder. Det sker for at underbygge, at ”hele sansespektret er i spil i den bibelske formidling af Gudsnærværet.”

Der lægges vægt på, at troen har et intellektuelt, følelsesmæssigt OG voluntativt aspekt – altså handling. Troen viser sig ved, at vi gør noget. Med henvisninger til Jesu møde med mennesker argumenteres der for, at kirken lægger mere vægt på handlingsaspektet ved for eksempel gudstjenester. På den måde opstår der endnu tydeligere et ”resonansrum”, hvor der sker et møde med Gud – især for de af os, som ikke har et verbalt sprog. Evangeliet bliver konkret gennem kors, brød, vand osv.

Kapitel 5 rummer en fin gennemgang af det kristne menneskesyn. Det leder videre til et vigtigt afsnit om inklusion. Ikke kun som noget enkeltstående ved for eksempel undervisning eller gudstjeneste, men som en ”inklusiv kultur” i kirken. Spændende udtryk. ”Inklusion er en teologisk grundsætning for den kirke, der er sat til at formidle evangeliet og den kristne tro.” Yes!

Det er en bog, som stiller skarpt på, hvordan vi kan være kirke sammen med de af os, som mangler et verbalt sprog. Der er et vist overlap i kapitlerne, som giver nogle unødvendige gentagelser  – f.eks. i forhold til kirken som legeme (side 76-77 og 148-149) og afsnit om sanser og inklusion.

Men pointen er tydelig: Som kirke må vi hele tiden dygtiggøre os i at tale det sprog, som kan høres og forstås og tages imod. Det er ikke let, når modtageren mangler et verbalt sprog. Men vi skal være kreative og grundige, så vi gør det bedste, vi kan. Og så bede Gud om, at det må blive til tro og liv og vækst.