September 2019
“Frøfestival er totalt livsbekræftende”
En mulighed for at gøre en forskel – ved bare at være til stede. Sådan oplever efterskole-elev Frederik Hummelmose Frøfestival, som også i år blev succesfuldt afholdt med masser af glade gæster og gode værter på Frøstruphave Efterskole.
”Frøfestival er en weekend på den anden ende, med masser af kaos og udfordringer. Men Frøfestival er også en del af Frøstruphave Efterskoles DNA, som giver vores elever en helt unik forståelse for mennesker med udviklingshandicap og giver dem oplevelsen af at gøre en forskel,” siger forstander Anders Østerby om festivalen, der arrangeres i samarbejde med Kristelig Handicapforening, og som i år blev afholdt for 19. gang.
Fredag eftermiddag d.13. september gjorde alle elever på Frøstruphave Efterskole rent på deres værelse og rykkede ud med soveposen for de næste to nætter at sove på gulvet i et klasseværelse eller et af de til lejligheden rejste telte. Umiddelbart herefter ankom gæsterne: Mennesker med udviklingshandicap fra alle dele af landet – nogle sammen med deres bofællesskab, andre sammen med pårørende – alle glade og forventningsfulde.
Det er de små ting…
Resten af weekenden var Frøstruphave Efterskoles elever værter med alle de forpligtelser, det nu indebærer: At sige pænt goddag, holde gæsterne med selskab og i det hele taget være med til at sørge for god stemning. En af dem var andet-års elev, Frederik Hummelmose, der havde set frem til weekenden.
”Sidste år syntes jeg, det var lidt specielt at skulle flytte ud af sit værelse, efter at man næsten lige var flyttet ind. Men jeg fandt ud af, at det var fedt at være med til Frøfestival, og i år glædede jeg mig bare”.
Gæster med særlige behov giver noget særligt, synes han.
”Man skal lige lære at være der – sådan midt i det hele. Men vi var blevet forberedt. De bliver hurtigt sure, men også hurtigt glade igen. Vi spiller spil og bordfodbold, og de er megaglade for at være sammen med os. Det er de små ting, der betyder noget – bare det at vi er der og hygger os med dem. Jeg synes, det er totalt livsbekræftende”.
En imponerende indsats
Og Frøfestival2019 løb succesfuldt af stablen. På programmet var blandt andet partybandet Goosebusters, interne talentshows og forskellige workshops. Det samlede deltagerantal toppede lørdag aften med 350 pladser besat til festaften i skolens hal. Søndag blev der sluttet af med en stor gudstjeneste
Kristelig Handicapforening, der er medarrangør af Frøfestivalen, og som de fleste deltagere er medlem af, sender masser af ros og tak til Frøstruphave Efterskole.
”Vi synes hvert år, det er noget helt specielt at komme på Frøstruphave. Den indsats som lægges af både elever og medarbejdere er imponerende. Igen i år ser vi tilbage på en gæstfrihed, der går lige til hjertet, og som vi ved gør en stor forskel for vores medlemmer,” understreger Tove Søgaard, landsleder i Kristelig Handicapforening.