
April 2019
Labyrintisk etik (TEMA: Seksualitet og Handicap)
Lektor Leif Andersen holdt et oplæg til Kristelig Handicapforenings personalekursus ”Seksualitet og Handicap” den 9. april. KH Bladet tog en snak med ham om oplæggets tema: ”Klemt mellem en seksualforskrækket kristenhed og et overseksualiseret samfund. Hvordan manøvrerer vi i det felt?”
Af Christina Brorson

Seksualitet og udviklingshandicap er et svært par, medgiver lektor, teolog og forfatter Leif Andersen – ikke mindst, når der også kombineres med en kristen etik.
”Sex og kristen seksualetik er ikke svært at snakke om. Det har jeg af en eller anden grund aldrig syntes. Men når det handler om mennesker med et udviklingshandicap, skal vi være meget varsomme med at veje og vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. De er på mange af livets områder overgivet i andres hænder – vores hænder. Det er et stort ansvar, og det komplicerer sagen,” forklarer Leif Andersen.
»Læs også artiklen “En dag om seksualitet”
Hvad? Guds gave
Kristen seksualetik er i sig selv en omdiskuteret størrelse. Leif Andersen kridter banen op på følgende måde.
”Vores seksualitet er en af Guds skønne og dejlige gaver til os. I den ligner vi faktisk Gud. At to mennesker kan ”blive ét kød” er i virkeligheden så mirakuløs en ordning, at den kan sammenlignes med treenighedens mysterium: at tre personer er én Gud. Sex er menneskehedens ”to-enighedsmysterium” og var vel at mærke tænkt med helt fra starten. Buddet om at blive frugtbare og talrige – buddet om sex – blev givet før syndefaldet, ikke efter”.
Hvor? I ægteskabet
Rammen omkring menneskers seksualitet er Bibelen dog også temmelig klar omkring, understreger Leif Andersen.
”Sex hører til i ægteskabet. I bjergprædikenen radikaliserer Jesus ægteskabsbrud til også at gælde ”enhver, der kaster et lystent blik på en andens hustru”. Hvis lyst og længsel retter sig mod andre end ægtefællen, er det derfor forkert. Til både utroskab, porno og prostitution hører ”lystne blikke på andre end ægtefællen”. At tilfredsstille sig selv seksuelt, siger Bibelen derimod ingenting om. Hvis man lever alene, er onani en mulighed, som jeg ikke mener, at man må føle skyld og skam over”.
Kristne glemmer nuancerne
At rode rundt med skyld og skam har i kirkelige kredse ofte været en vigtigere opgave end enkelt at forholde sig til, hvad der er godt eller forkert, når det kommer til sex, mener Leif Andersen. Bare det at tage bladet fra munden og snakke om emnet har været en udfordring.
”Vore bedsteforældres generation var af den opfattelse, at sex var så beskidt, at det talte man ikke om. Vore forældres generation derimod mente, at sex var så fint og smukt, at det talte man ikke om. Resultatet var det samme: Sex forblev tabu, og man fandt ikke ud af, at sex både kan være fint, smukt, uregerligt og ødelæggende. Nuancerne udeblev,” forklarer Leif Andersen.
»Læs også artiklen “En kæmpe lettelse at få snakket”
Sekulær kultur glemmer nuancerne
I den anden grøft finder man den pluralistiske og overseksualiserede kultur, der præger vores tid og del af verden. Også her forsvinder nuancerne. Men det skyldes ikke, at seksualitet opfattes som tabu, tværtimod, her er det seksualetikken, som er blevet tabu.
”I dag opleves det som uetisk overhovedet at overveje, om der findes uetisk seksualitet imellem voksne mennesker. Til nød kan de fleste indrømme, at utroskab er problematisk. Men ellers er den slags etiske overvejelser lukket land. Det er meget problematisk, fordi sex netop uden rammer kan blive en uregerlig og ødelæggende størrelse,” konstaterer Leif Andersen.
I vores pluralistiske kultur må man heller ikke opleve sin egen seksualitet som problematisk…
”Så ændrer man på kroppen eller CPR-nummeret – problematiske ydre løsninger, hvor problemet i virkeligheden findes på indersiden, som en dyb fremmedgørelse overfor sig selv,” kommenterer Leif Andersen.
Nu bliver det virkelig svært….
Det kan være svært som kristen at følge det sunde seksualetiske landkort i en pluralistisk og seksualfikseret kultur. Men tilsætter man et udviklingshandicap forvandles landkortet til en labyrint – med et utal af landminer. Hvordan lever man for eksempel selvstændigt og frivilligt efter en kristen etik, hvis man har en større eller mindre kognitiv funktions-nedsættelse? Hvordan forholder man sig til sine egne følelser og længsler, hvis man har svært ved at sætte sig ind i andre menneskers ditto? Og ikke mindst: hvordan får man et hensigtsmæssigt forhold til det, som kan blive resultatet af sex: graviditet og børn, hvis man har svært ved at følgeslutte og gennemskue årsags-sammenhænge?
Her bliver det småt med enkle svar, og hvis man som pårørende eller fagperson tror, at man har fundet ét, er sandsynligheden stor for, at man for alvor er gået galt i byen, mener Leif Andersen.
Bank-Mikkelsens 6 Bud
Hans udgangspunkt har på mange måder været den nu afdøde sexolog Jørgen Buttenschøns bog ”Sexologi” fra 2001 (ny udgave i 2013).
”Bogen er enestående. Den kombinerer en respektfuld grundholdning med en meget praktisk tilgang. Jeg har været glad og opmuntret ved at læse Buttenschøn. Han hævder faktisk, at de fleste udviklingshæmmede kan lære at tage hånd om egen seksualitet,” forklarer Leif Andersen.
I ”Sexologi” citeres Niels Erik Bank-Mikkelsen, der som forsorgschef i 1960’erne fik tilnavnet ”normaliseringens fader” for sit banebrydende arbejde med at bedre levevilkårene for mennesker med udviklingshandicap. ”Bank-Mikkelsens 6 Bud” beskrev de hensyn, der på bostederne må tages, for at mennesker med udviklingshæmning kan leve deres seksualitet ud. De lød sådan:
1. Pligt til at indrette boligforhold på institutionerne, så der bliver mulighed for et seksualliv.
2. Pligt til familierådgivning og direkte hjælp til ægteskabsudøvelse.
3. Pligt til seksualvejledning i videre omfang end der kræves for den største del af den øvrige befolkning, idet vi er klar over, at vort klientel er udviklingshæmmede.
4. Pligt til undervisning og opøvelse af antikonceptionel teknik, herunder til at anbefale frivillig sterilisation, hvis dette er indiceret
5. Pligt til undervisning i seksualpraktik
6. Pligt til at give oplysning om vore klienters rettigheder på dette område, så der i befolkningen, hos forældre og pårørende skabes forståelse for denne menneskeret.
Leif Andersen erkender vanskelighederne i praktiseringen af buddene, men opfatter dem alligevel som det nødvendige, medmenneskelige udgangspunkt.
”For min egen del vil jeg mene, at selv om der bag formuleringerne tydeligvis ligger det ene etiske minefelt efter det andet, så kan jeg ikke med min bedste vilje se andet, end at de i det store og hele er rigtige og nødvendige”.
”Man kan jo godt knibe øjnene fast i lade som om, der ikke er noget problem – som om mennesker med udviklingshæmning ikke har nogen seksualitet, eller at den må kunne klares med kolde afvaskninger. Men i så fald er man kollisionskurs med virkeligheden – og næstekærligheden,” konstaterer Leif Andersen.
Fristelse for pårørende
For pårørende kan det være svært at deale med situationen, når det voksne familiemedlem med udviklingshandicap giver udtryk for eller udlever sine seksuelle behov. Som forælder til et udviklingshandicappet barn beholder man ofte en magt, som børn, der udvikler sig normalt, selv frigør sig fra. Fristelsen til at misbruge denne magt kan være stor. I den bedste mening forsøger man måske som forælder at holde sit voksne barn på et barnligt stadie, hvad angår seksuel udvikling. Men opgaven er den samme for alle forældre, understreger Leif Andersen.
”Det er svært for alle forældre at give slip. For forældre til et barn med udviklingshandicap er det vanvittigt svært. Fristelsen til at blive curling-forælder i ekstrem grad er stor. Men den rolle gavner ingen. Opgaven er i stedet som i alle andre familier at give slip og respektere sit barns måde at blive voksen på – at anerkende sit barns seksuelle udvikling, som den nu blev, og se seksualiteten som gudgiven og glad. Under alle omstændigheder er der ting, som ikke rager forældre, når børnene – med eller uden udviklingshandicap – er blevet voksne”.
Et job med afgørende indflydelse
Med pårørende, der ikke længere har nogen styrende rolle at spille, og mennesker, der på grund af et udviklingshandicap vil behøve hjælp i dagligdagen resten af livet, bliver personalet på bostederne helt afgørende for den enkeltes livskvalitet. Leif Andersen, der selv har en datter på et af bofællesskaberne tilknyttet Kristelig Handicapforening, er helt overbevist om, at betydningen af personalets indsats vanskeligt kan overvurderes.
”Hvilken og hvor stor en rolle medarbejderne spiller i den enkelte beboers liv, kommer naturligvis an på udviklingsniveau og graden af selvstændighed. Men overordnet er personalet i bofællesskabet beboernes respektfulde medvandrere. Når jeg mærker denne respektfuldhed kombineret med personligt engagement, bliver jeg dybt bevæget. Her holder man virkelig på sit job en stor del af andres liv i sin hånd”.
Utroskab
Opfyldelsen af Bank Mikkelsens 6 Bud er således i sidste ende personalets opgave. Leif Andersen savner dog et par ekstra bud – eller måske snarere nogle overordnede forbehold.
”Bank Mikkelsens 6 bud lægger stor vægt på både teoretisk rådgivning og praktisk hjælp, så den enkelte beboer får mulighed for at leve et seksuelt aktivt liv. Jeg mener, det er lige så vigtigt at vejlede omkring den etiske dimension, så den enkelte beboer lærer at behandle både sig selv og andre med respekt, forklarer Leif Andersen.
Han nævner et eksempel fra en kommunal ungdomsklub med en ung mand, Anders, som af pædagogerne er blevet støttet til et aktivt seksualliv med sin kæreste.
”Anders er meget glad for sin kæreste, og de har ikke nogen problemer med at gå i seng med hinanden. Men der er noget Anders er ked af: Hans kæreste har også sex med andre drenge. Hvordan vejleder pædagogerne så i emnerne utroskab og utroskabens ødelæggende følger i form af (vil jeg jo mene) berettiget jalousi? Måske var det lige så vigtigt at sætte på dagsordenen som kondomer og læbestift.”
Prostitution
Et andet eksempel er prostitution.
”Jeg tror slet ikke, det blev regnet som en mulighed at inddrage prostituerede, da Bank-Mikkelsen formulerede sine 6 bud. Derfor er det ikke nævnt. Men i dag er prostituerede almindeligt brugt i mange bofællesskaber til mennesker, som på grund af deres handicap ikke har andre muligheder for at få opfyldt deres seksuelle behov,” skitserer Leif Andersen og kommer med sine forbehold:
”Personligt tror jeg ikke på myten om den lykkelige luder, og selvom jeg er helt med på, at alle har ret til sex, så mener jeg ikke, at alle kan garanteres det – i form af for eksempel købesex. Jeg er sikker på, at de fleste prostituerede vil have sig frabedt en offerrolle. Jeg har da også stor respekt for de sexarbejdere, som hjælper udviklingshæmmede ved selv at lægge krop til. Men jeg er af den overbevisning, at ingen kommer helskindet igennem at spalte sig selv op i krop og psyke – for derefter at sælge sin krop. Jeg tror – ligesom mange andre – at det er skadeligt. Derfor er brugen af prostituerede for mig at se et misbrug og ikke indenfor den etiske målskive – heller ikke selvom det er eneste mulighed for sex med et andet menneske”.
Seksuel integritet
”Faktisk kan man undre sig over, at det er blevet så almindeligt at sætte mennesker med udviklingshandicap i forbindelse med sex-arbejdere. For mennesker, som af andre årsager (man er måske meget genert, grim eller fed) har svært at ved at finde en partner, respekterer vi afholdenhed som flot og værdigt – i modsætning til at forfalde til købesex, som ingen respekterer! Den respekt tror jeg er en gudgiven medfødt sans i os alle – for menneskeværd og integritet, seksuel integritet. En sådan seksuel integritet har man for mig at se på forhånd frakendt et menneske med udviklingshandicap, hvis man ser købesex som en god løsning. Man nægter den handicappede samme respekt. På samme måde hvis man opmuntrer til skiftende seksualpartnere: Man har erkendt et seksuelt behov, men underkendt den seksuelle integritet, som for mig at se er helt uadskillelig fra vores gudgivne værd som mennesker”.
Vanskelig etisk ensretning
Når de etiske overvejelser omkring eksempelvis utroskab og prostitution ikke figurerer i Bank Mikkelsens 6 bud, skyldes det måske også, at den slags kræver konsensus om, hvad der er rigtigt og forkert. En sådan konsensus kan være svær at finde i en institution i et pluralistisk sekulært samfund. Men det er måske ikke lettere i en privat institution med særskilt værdigrundlag – for eksempel et bofællesskab i KH-regi, påpeger Leif Andersen.
”Faktisk kan det blive dobbelt så kompliceret. Hvor klart er for eksempel stedets værdigrundlag? Hvor bevidst er det? Og hvor tydeligt formuleret? Hvor klar er kontrakten mellem brugere og ledelse, hvad angår værdier og normer? Den slags er det svært at sætte på formel og forvalte som entydige retningslinjer – meget svært”.
Mindste-indgrebs-princippet
Ofte kan der dog være mulighed for at sætte retning på tingene, inden situationen udvikler sig til en etisk konflikt. For eksempel ved at holde sig til et af de centrale begreber i ”Sexologi”, nemlig ”mindste-indgrebs-princippet” påpeger Leif Andersen.
”Mange mennesker med udviklingshandicap når aldrig til et ønske om samleje. Almindelig kærlig berøring eller en ’holde-i-hånd-kæreste’ kan tilfredsstille alle længsler. Her er det vigtigt at se det menneske, man har for sig, og ikke som en selvfølge gå ud fra, at alle ønsker sig det samme, selvom de ikke giver udtryk for det”.
Det mindste onde
Hvis en beboer insisterer på at besøge en prostitueret eller på anden måde åbenlyst fravige et bofællesskabs mere eller mindre velformulerede værdier, må opgaven bestå i ”damage control”, påpeger Leif Andersen.
”Der er et vanskeligt, men vigtigt etisk princip om det mindste onde. Hvis en beboer holder fast i sit ønske om at gå til prostituerede, kan det måske være bedre at sørge for, at han kommer et ordentligt sted hen, end at blive stående på sidelinjen, imens han bliver udnyttet af en beregnende prostitueret. Det svarer lidt til, at man – også ud fra en kristen etik – kan sige ja til fixerum for narkomaner eller sørge for prævention til sine vildtlevende teenagebørn. Skaden er sket, og så gør man sit til at afbøde dens værste virkninger”.
Her kræves bastant rådgivning
I det hele taget bør man forlige sig med gråzonerne, når man færdes i den etiske labyrint, som kombinationen af sex og udviklingshandicap udgør – også (eller måske specielt) i det allervigtigste spørgsmål: potentiel graviditet.
”Her findes slet ingen enkle svar. Etisk Råd afviser tvangssterilisation, hvilket jeg kun kan tilslutte mig. Racehygiejne og tvangssterilisation er et af de mørkeste kapitler i Europas historie i det 20. århundrede. På den anden side mener jeg, at der må være pligt til ret bastant rådgivning om prævention fra både personale og pårørende, som kan se længere end til den romantiske drøm om en sød baby. Desværre er der i Danmark alt for mange mennesker med udviklingshandicap, som bliver forældre. Det er et meget svært område at orientere sig i.”
Personalets egne grænser
Ved siden af seksual-etikken er der et andet forbehold, som efter Leif Andersens mening glimrer ved sit fravær i Bank-Mikkelsens 6 bud, nemlig personalets egne grænser. Selvom intet strider imod en kristen seksualetik i buddene, som dikterer ”direkte hjælp til ægteskabsudøvelse” og ”undervisning i seksualpraktik” er det ingen selvfølge, at man som socialpædagog har lyst eller pligt til helt konkret for eksempel at vise en beboer, hvordan man onanerer.
”Jeg tænker, at her er det vigtigt at kende sig selv meget godt og frem for alt drøfte tingene åbent i personalegruppen. Ofte vil det sikkert være bedst for alle parter at få en udefra – for eksempel en seksualvejleder fra kommunen eller et andet bofællesskab til at gøre de ting, som virker grænseoverskridende. Med den udefrakommende har den enkelte beboer en anden form for kontrakt. Med ham/hende skal beboeren ikke næste dag drøfte økonomi, lave morgenmad eller andre dagligdags ting, og som medarbejder overskrider man ikke sine egne eventuelle grænser,” siger Leif Andersen.