20 år med kampe og gode oplevelser

Elmebos lederpar, Jette og Preben Nielsen, fejrede d. 1. september 20 års jubilæum. Gennem alle årene har deres drivkraft været beboernes trivsel.

Af Rikke Thomassen

Den 1. september kunne Jette og Preben Nielsen fejre 20 års jubilæum som lederpar på bofællesskabet Elmebo. Men deres engagement i Kristelig Handicapforening går længere tilbage.

“Vores vej ind i Kristelig Handicapforening gik gennem vores datter, Christa, som har et handicap, og derfor er vi også selv en handicapfamilie,” siger Jette Nielsen, og stopper et øjeblik ved udtrykket “handicapfamilie”, fordi det kan komme til at lyde som noget, man stempler en familie med.

Men for Jette og Preben Nielsen handler det om, at det har med hele familien at gøre, når man har et barn med handicap.

I 1991, for 24 år siden, var Jette og Preben Nielsen med på Kristelig Handicapforenings forårslejr for første gang – en lejr, de fortsatte med at deltage på de følgende år.

“Forårslejren var anderledes end de steder, vi ellers havde været i forhold til handicapområdet. Vi blev mødt af en dygtig forening, et stort engagement, og mennesker der virkelig kæmpede for sagen. Der blev taget hånd om alle, der var i familien,” siger Jette Nielsen.

“Vi mødtes og hjalp hinanden til at få en god weekend og glædede os over hinanden. Dengang var vi tættere på en anden måde, end vi er i dag, fordi det ikke var så stort. Det var en mindre forening, der kæmpede sin kamp dengang. Det var en anden tid,” siger Preben Nielsen, der også i 1995 kom med i Kristelig Handicapforenings landsbestyrelse.

Fik et kald til at blive leder

Som familie var de flyttet til Ringsted fra Nordjylland i 1990.

Gennem KH fulgte de med i planerne for et bofællesskab på Sjælland, men det var ikke noget, der betød noget specielt for dem. I 1994 var bofællesskabet på vej med første spadestik, og i efterårsferien var de på ferie i Jylland og besøgte Kolding Storcenter. Her mødte de Karl Lund, som på det tidspunkt var formand for Kristelig Handicapforening, og han nævnte for dem, at der manglede et lederpar på Elmebo – og om det ikke var noget for dem.

“Det grinede vi meget af,” siger Jette Nielsen med et stort smil.

“Vi var enige om, at det var slet ikke os,” siger Jette Nielsen.

Og så var den sag lukket.

“Men over de næste mange måneder blev det ved at dukke op. Vi oplevede det som om, Gud blev ved og ved. Vi var selv med i processen med at finde et lederpar, men uafhængigt af hinanden, opfordrede alle os til at søge stillingen. Det var som om alle andre end vi selv, forstod det,” siger Preben Nielsen.

“Vi oplevede, at Gud tog os i skole både hver for sig og sammen – og vi var ikke hele tiden lige langt i processen,” siger Jette Nielsen.

“Til sidst blev vi enige om, at vi hellere måtte tage en tur over og snakke med Anette og Ernst Bjerregaard på Østbækhjemmet,” siger Preben Nielsen og fortsætter:

“For mig blev det en proces, som handler om at få fred med Gud, og vi bad om, at enten måtte døren blive åbnet helt vildt op, eller også måtte vi få den lukket.”

Presset i økonomi og tid

Døren blev åbnet, og Jette og Preben Nielsen blev ansat som lederpar på Elmebo den 1. september 1995.

“I etableringsfasen var alt nyt,” siger Preben Nielsen, som allerede fra begyndelsen fik brug for sin økonomi-erfaring.

For økonomien på bofællesskabet havde det svært fra begyndelsen. Til november var der kun visiteret tre beboere ud af ti, og om det hele kunne hænge sammen, afhang derfor også af lederparret og deres arbejdsindsats.

“Vi har i perioder været fuldstændig absurd presset. Men vi kunne få det til at hænge sammen, også som familie, fordi vi kunne gå hjem og være lidt sammen med børnene, og så gå over igen efter behov. Vi havde ikke været her i 20 år, hvis ikke vi havde boet lige ved siden af. Så for os har selve konstruktionen med lederboligen tæt på Elmebo givet rigtig god mening, både i forhold til vores rolle og arbejde på Elmebo og i forhold til os som familie,” siger Preben Nielsen.

Efter den lidt langsomme opstart i 1995, kom den fjerde beboer ind i april 1996, og hen over sommeren 1996 kom der fire beboere mere. Men først i foråret 1997, var bofællesskabet helt fyldt op med beboere.

Supplerer hinanden som ledere

For både Jette og Preben Nielsen har det været vigtigt, at det var en fælles opgave.

“Det er jo også fantastisk, at man kommer til at kende hinanden rigtig godt,” siger Preben Nielsen.

De er begge bevidste om, at de har forskellige styrker.

“Vi er ret forskellige,” siger Jette Nielsen og fortsætter:

“På et tidspunkt fik vi en simpel personlighedstest, og det viste sig, at vi tilsammen dækkede bredt, både fagligt og menneskeligt. Det er jo det, der gør, at vi kan arbejde så tæt sammen. Hvis vi havde været for ens, ville det aldrig have fungeret.”

“I nogle perioder var det de ting, Preben kunne, der var mest brug for. Og i andre perioder var det de ting, jeg kunne, der var mest brug for,” siger Jette Nielsen, og Preben Nielsen fortsætter:

“Det er vigtigt at få snakket om det og være bevidste om, at det ikke er hver for sig men sammen, vi har skullet lykkes bedst muligt med opgaverne.”

Mange stjernestunder

Når de ser tilbage på 20 års arbejde, kan det være svært at svare på, hvad der har betydet mest, og hvad der står stærkest i erindringen. Der er mange ting. For begge to. Men hvis Preben Nielsen skal nævne noget af det, er det blandt andet sommerrejserne med de andre i Kristelig Handicapforening, der står som stjernestunder. Og også at se medarbejdere generelt udvikle sig både fagligt og menneskeligt og have en meget vigtig rolle i forhold til beboerne.

“Også glæden over mange unge mennesker som gennem årene har arbejdet på Elmebo, hvor vi har set deres udvikling og stedets bidrag i deres valg af arbejde. Vi glæder os over, at mange i dag arbejder inden for vores område, og nogle er kommet tilbage og arbejder her igen,” siger Preben Nielsen.

For Jette og Preben Nielsen er nogle af de største stjernestunder også, når mennesker lykkes, uanset hvilken rolle de har.

“Sådanne stjernestunder samler vi på og glæder os vildt meget over,” siger Preben Nielsen.

For begge ledere blev d. 22. december 2011 også skelsættende og befriende. Den dag fik de en vigtig mail.

“Det er jo bare sådan en død ting, men det betød virkelig meget, for vi havde haft forskellige udfordringer i forhold til lovgrundlaget for Elmebo,” siger Preben Nielsen.

Mailens indhold var bofællesskabets eksistensgrundlag – en godkendelse til at blive friplejebolig. Nu var bofællesskabet ikke længere afhængig af enkeltes velvillighed, men var på en ny måde fri til at være sig selv. Fri til at være et kristent bofællesskab – og et hjem.

Beboerne har været drivkraften

For Jette og Preben Nielsen er det kristne livs- og menneskesyn fundamentet for deres arbejde.

“Det kristne livs og menneskesyn stiller alle mennesker i nøjagtig samme forhold til Gud – alle er elsket og alle er lige værdifulde for Gud. Alle mennesker har brug for hjælp i et eller andet omfang – også beboerne på Elmebo, som har et særligt behov for hjælp, for at deres liv kan fungere. Kampen for at den svage har ret til et trygt og et godt liv, har også gennem alle årene været drivkraften for os,” siger Jette Nielsen og fortsætter:

“En af vores vigtigste opgaver på Elmebo er at skabe en god kobling mellem det hjem, beboerne er vokset op i, og den næste trygge station, bofællesskabet. Hvordan får man et sårbart og sart liv til at lykkes med at komme videre i livet?”

På Elmebo har de arbejdet meget med beboernes indbyrdes venskaber, og her har traditioner, fødselsdage, fælles oplevelser, optræden med Elmebo-bandet, fester, dans og andre fællesskabs-skabende ting været vigtige.

“Fundamentet under det hele har fra starten været et fast afsæt i, at beboerne skulle opleve Elmebo som deres hjem. Et kristent hjem, hvor den enkelte beboer har fået fast grund under fødderne i sit voksenliv, så troen, trygheden, glæden og stoltheden har kunnet bære videre i livet. Personalekulturen i huset understøtter og respekterer, at man arbejder i beboernes hjem og arbejder på at skabe værdighed for den enkelte,” siger Jette Nielsen.

“Det er en stor glæde at se, når det pædagogiske arbejde bærer frugt – særligt på det sociale område. Det er fantastisk, når vi oplever, at beboerne på trods af deres store kognitive problematikker, kan bruge de sociale redskaber, vi giver dem. Når de får sociale kompetencer, der gør, at de kan hjælpe hinanden. Det, der gør mig allermest glad, det er de relationer, beboerne har med hinanden,” siger Jette Nielsen.

Fyldt af taknemmelighed

Gennem Elmebos 20 års levetid, har der været forskellige svære udfordringer, men Jette og Preben Nielsen har haft en stærk oplevelse af, at de skulle være her og komme gennem udfordringerne sammen.

“Gud gav os så kraftigt et kald til at være her, og det har vi haft brug for i de ting, vi har stået i. Det har også været vigtigt for os, at vi gennem alle årene har haft en stærk bestyrelse, som har stået bag os og bakket os op,” siger Jette Nielsen, og Preben Nielsen fortsætter:

“Forudsætningen for at lykkes som leder sådan et sted som Elmebo, handler i høj grad om at have dygtige medarbejdere – og også om bestyrelsen. At man har en bestyrelse, der har både format og indsigt til både at være støttende, være nærværende, give frihed og vise tillid. Og være bevidste om sin rolle som bestyrelse. Det har vi haft gennem alle årene.”

“Det er svært at forstå, at der er gået 20 år. Det, der fra begyndelsen var ildsjæles drøm, håb og ønske, er i dag et dejligt bofællesskab med ti fantastiske mennesker. Vi er fyldt af taknemmelighed over at have været med på den rejse,” siger Jette og Preben Nielsen.

Fra Kristelig Handicapforening skal der lyde et stort tillykke til Jette og Preben Nielsen med de 20 års jubilæum – og en tak for godt samarbejde og medleven i foreningen.