Maj 2014
TEMA: Handicappedes rolle i menigheden: Ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe
Af Rikke Thomassen
Jacob Nørtoft var 9 år, da han blev syg. Han blev opereret for kræft i hjernen og fik fjernet lillehjernen. I dag er han 22 år og bor på bofællesskabet Sydhjørnet i Vamdrup. Han forventer, at han kun skal bo i bofællesskabet en periode, indtil han igen kan klare sig selv. Han sidder i kørestol, men har trænet sig op til at kunne gå over kortere afstande med en rollator eller en hjælpende hånd.
Han har mange gode minder om kristne lejre som barn, og tænker tilbage på det som hyggelige oplevelser.
I dag er han ikke aktiv i et kristent ungdomsfællesskab, men følges af og til med bofællesskabet i den lokale folkekirke.
“Det er egentlig lidt mig selv, der har valgt det fra. Jeg har jo stadig gode venner derfra, men jeg har ikke haft overskud til for eksempel at tage med på lejr,” fortæller Jacob Nørtoft.
I kirken oplever han, at mange møder ham med venlighed.
“Men der er også nogen, som møder mig med den fordom, at jeg ikke kan så meget, fordi jeg sidder i kørestol. De går ikke hen og er imødekommende, men tager afstand. Det er dog ikke anderledes i kirken, end det kan være andre steder,” siger Jacob Nørtoft.
I kirken kan han også få den opfattelse, at de ikke forventer noget af ham.
“Hvis man vil give noget, så får man da lov til det, men det er mig selv, der skal tage initiativ til det – ingen kommer og spørger, om jeg vil hjælpe. Men det er også fordi, jeg sidder i kørestol. Ingen forlanger det af mig. Ingen forventer noget,” siger Jacob Nørtoft.
Selv sætter han pris på en hyggesnak og en kop kaffe, og derfor tiltaler det ham også, når der i kirken er for eksempel et caféhjørne, hvor man kan sidde og hygge sig.
Læs evt. også:
Handicappede er nødvendige i menigheder
Udviklingshæmmede er en naturlig del af Ølgod Valgmenighed
Skal jeg holde en plads til dig, Sofie?
Mennesker med autisme og Aspergers Syndrom udfordrer kristne fællesskaber