Er du Guds barn eller Guds støttepædagog?

Det sker, at man ikke får svar, men de gange, man stiller spørgsmålet tilstrækkelig ærligt, så oplever man, at han er der. Der kommer ikke svar, men nærvær. Og det, barnet har mest brug for, er ikke svaret, men nærværet. Så er man ikke længere alene med det, man har med at gøre.

Vi tager for meget ansvar

Jeg tror, der er en magtgrænse i livet.

Hvor magtgrænsen går, kan være svært at finde ud af, når man har det godt. Men når man ikke har det godt, så mærker man, hvor grænsen går.

Der er noget, der er mit ansvar og min magt. Men der er også noget, der ikke er mit ansvar og min magt.

Der, hvor man har magt og ansvar, kan man være skyldig, hvis der er noget, der sker. Men der, hvor man ikke har magt og ansvar, kan man ikke være skyldig.

For eksempel med orkanen Bodil. Vi har ikke magt over orkanen og derfor ikke ansvar for dens ødelæggelser. Men vi har magt over vores havetrampolin og ansvar for at sætte den så godt fast, at den ikke flyver ned ad gaden og ødelægger alle bilerne.

Hvis man tager ansvar der, hvor man ikke har magt, vil man også få en skyld, man ikke har.

I dag er det sådan, at når vi kommer til grænsen for, hvor meget magt vi har, så må vi have nye værktøjer. Vi accepterer dermed ikke grænsen for vores egen magt og skubber vores magtgrænse op. Det leder os til udbrændthed. Hvis ikke du kan forstå det, så kan din krop, og vi kan så sige tillykke med, at din krop er klogere end dit hoved.

Stress er den neurose, der opstår, når vi har glemt at sige, at vi kan ikke mere.

Der er en grænse for vores magt, dermed også for vores ansvar og vores skyld.

Rigtig mange troende mennesker har i mange år ikke brugt Gud som deres far i himlen. Vi har betragtet os som støttepædagog til Gud, og vi skulle ikke stille for store krav til ham.

På sygehuset har jeg stillet spørgsmålet til en, der var meget syg: “Har du snakket med Gud om det her?”

Vedkommende svarede: “Jeg beder om at blive rask.”

“Det ser ikke ud som om, det hjælper. Hvad vil du med en Gud, som du beder til, og som ikke hjælper dig?”

“Hvis ikke jeg har Gud, så synes jeg ikke, jeg har noget som helst?”

“Har du ikke lyst til at beklage dig til Gud?” spurgte jeg.

Vi har glemt, at vi kan synge klagesange til Gud. Vi vil ikke belaste Gud med det. Det er som om, vi tænker, at han sikkert har noget andet vigtigt, han skal tage sig af.

Vi har gjort os til støttepædagog for Gud, og når vi gør det, så gør vi os selv til Gud.

Når vi beder om kræfter til at kunne klare endnu mere, så beder vi en giftig bøn, hvor vi beder om at blive overmennesker. Og vi er på vej til at stresse os selv.

Barnet vil sige: “Far i himlen, du kan da se, jeg ikke kan klare det. Den situation, jeg står i nu, det er din sag og ikke min sag.”

Følelser, der rettes mod den rigtige, kan forløses. Men følelser, der ikke rettes mod den rigtige, vender tilbage som en tyngde, og ender i værste tilfælde som angst og depression.

Vreden over, at livet er, som det er, kan kun forløses, ved at blive rettet mod Gud.

Hvis ikke vi henvender os til Gud som hans børn, går vi glip af realismen, og vi påtager os en magt og dermed et ansvar, vi ikke har.

Henvender vi os som en voksen, så består illusionen om, at vi kan alle ting selv. Og den illusion er der mange, der ikke vil af med.